Iron Angel sidder fast i helvedet

Selvom det er forbløffende svært at høre, at Iron Angel eksisterer med os andre i nutiden, så holder de deres musik i live ved at gøre præcis hvad de gjorde way back when. Det er fint, man skal ikke bede om mere, end man kan få.

Sir Cliff Richard spurgte engang “why should the devil have all the good music?”(1977) og selvom rock’n’roll efterhånden er et vidt begreb, så falder Iron Angel helt problemfrit ind under kategorien djævelsk rock ‘n’ roll. På sit album “Hellbound”, som er det første i over 30 år, viser de med usvigelig præcision at de er forevigt forbundet til underverdenen, og de disker rutinepræget op med alskens Heavy Boogie klicheer, fra side 1,2&3 i Den Store Speedmetal Bog. Dertil kommer den helt særlige krautmetal nerve og skævhed som redder produktet fra bare at lyde som en grim udgave af alt det pæne.

Djævelsk klichéfyldt

Alt hvad Iron Angel er og kan, lanceres effektivt fra start med “Writing’s On The Wall” som buldrer forudsigeligt ud af autobahn i ydersporet uden at kigge sig tilbage. Der er speed og gedigent håndværk pakket ind i Kreator-tons, guitarlir, enkelte breakdowns, Accept-kor og lyriske floskler som får en til at trække på smilebåndet, som hvis man fangede en intern joke. “Carnivore Flashmob” åbnes flabet med én af metallens mest klichefyldte elementer, nemlig guitarmotivet, der starter på grundtone, springer hen til kvinten, der hurtigt ryger ned på tritonus, så vi har den diabolske stemning in your face; herefter speedmetal torden, så er vi sgu i gang!

Jeg synes ikke man kan sige, at Iron Angel med “Hellbound” falder igennem på nogen måde. Deres varedeklaration er ikke til at misforstå, og på den baggrund kan de ikke skuffe. Tomme kalorier der får nakken til at rokke. Iron Angels udfordring er måske at skabe deres berettigelse i et farvand som er domineret af mere sødygtige skonnerter som eksempelvis Priest, Maiden, Kreator og Accept og de er altså ikke helt på det niveau. Det lidt søgte leg-med-døden nummer “Deliverance In Black”, rammer ikke helt skiven, selvom de drysser lidt King Diamond udover, især i fraseringen “Deliverance In Black”, hvor harmonikken bliver meget kirkegård og Mercyful Fate, samt med tekster om det hensides. Den gode Dirk Schröder synger dog slet ikke i samme leje og rammer derudover ikke helt tonerne. Han er tættere på Kai Hansen (Helloween, Gamma Ray m.fl.), hvilket jo ikke er… øverste hylde. Derudover stikker guitarsoloen helt af tonalt og det er mig en gåde, hvorfor de dog ikke bare tog den om – var de løbet tør for studietid?

Men udover dette nummer, holder de et godt niveau og bevarer energien gennem hele albummet. Der er ingen tvivl om at titelnummeret er tænkt som det nummer, hvor horderne af orker brøler med på “Hellbound!!!”, mens de stikker en knyttet næve i vejret. Og speederen “Purist Of Sin” samler alle klichéerne i et inferno af næsten tight tysk torden, så man bliver helt forpustet. Hvis man synes om Rage og Raven så er det her et glimrende selskab.

Seriøst, seriøse?

Iron Angel forsøger også med lidt politisk bevidsthed, og i “Waiting for a Miracle” flirter de skræmmende meget med seriøsitet og fortæller om en verden som menneskeden er ved at ødelægge: “We can’t erase the past – what have we done?(…) cities drowning in pollution see the world is going down” . Når omkvædet kommer, når man lige at få rettet tæerne ud, før man skal til det igen: ”What is mankinds own solution? Waiting for a miracle, searching for a sign, waiting for a miracle – running out of time” Tja, der er jo ikke noget i vejen med budskabet, men når det leveres af en brutal brøleabe i et metal klicheunivers og ikke en indie-feinschmecker som Michael Stipe, så kan det være lidt svært at fordøje. Sådan er verden bare så uretfærdigt skruet sammen.

Spot on og koncertaktuelle

Det hele er nok lidt nødtørftig musik, men der er noget røvfedt over den uforfalskede rå oldschool sound som de rammer spot on. Hvis man tilhører den fan gruppe, der savner at de store bands lyder som i de gode gamle dage, så skal endelig lytte til denne plade. Den lyder ægte og som om medlemmerne stadig er forelsket i samme lyd. Da intet på pladen er uforudsigeligt, tror jeg det er fornuftigt nok, at de ikke ligefrem har sprøjtet plader ud de sidste tre årtier. Meen der behøver ikke gå så lang tid før den næste.

“Hellbound” er af pladeselskabet Mighy Music lanceret som høj prioritet og det kan tænkes, at man håber på at få lige så stor succes som de klassiske albummer “Hellish Crossfire” (1985) og “Winds Of War” (1986).
Da Iron Angel er kendt for at være et godt live band og de seneste år reelt har været koncert aktuelle, så vil jeg gerne indrømme at de for mig er ét af de bands jeg må se, når de den 11. maj gæster København i forbindelse med Nordic Noise rockfestivalen. Iron Angel har indtil videre annonceret førnævnte arrangement plus Metal Bash den 5. maj i Hamburg, som er deres release koncert, samt Heavy Agger den 19. maj igen her på dansk grund. Stay Evil!