Isbjørgs første fulde album “Iridescent” er et imponerende progressivt isbjerg

Danske Isbjörg leverer, efter diverse singler og EP’er, endelig et fuldt debutalbum, “Iridescent” [glimtende, glinsende, vekslende lys, glans] hvor de får understreget, at de er på deres helt egen musikalske polarekspedition, og samtidig lyder som et band der har fundet deres sande sound.

Isbjörg er sgu et stædigt progressivt rockband! De forfølger 120% deres egen vision med en klar overbevisning om, hvad der er den rette sound og hvordan deres numre skal opbygges. I danske farvande er de noget for sig selv. For det første er progressiv rock/metal stadig ikke the shit her til lands, og for det andet så følger de langt fra den gængse og fortærskede progmetal hovedvej, som efterhånden er uhyggeligt devalueret og slet ikke så progressiv mere.

Isbjörgs nordiske sound

Rockzeit har fulgt dem siden de udsendte deres første EP, som undertegnede dengang valgte at betragte som en demo frem for en reel EP. Den var ufærdig og produktionen ligeledes under niveau. Men ideerne havde de masser af og håndværket var råt, men i orden.

Selvom der er skiftet ud på vokal til Niklas Jespersen, og bassist Mathias Kjeldsen, er man ikke i tvivl om at det er Isbjörg;

Lyden matcher navnet, der er noget iskoldt nordisk over bandet; Mathias Bro Jørgensen på klaver skaber fortsat nogle helt idiomatiske klavermotiver og melodier der lyder som hurtigt smeltende is i den frostklare nat; guitaristerne Dines Dahl Karlsen og Lasse Gitz Thingholm sammenkæder fortsat numrene med stram hånd og sikrer lidt anonyme riffs. De lægger altid en god støjende men afbalanceret kant i lydbilledet, som flager der brækker af et isbjerg. Piskende hårde og stramme rulninger og polyrytmiske sekvenser er fortsat standard item hos Frederik Ølund Uglebjerg bag trommerne, og sammen skaber de det velkendte virvar af snirklede motiver, parafraseringer og permutationer. Tilsammen gør de lytteoplevelsen til en intens drømmerejse, hvor også de afgrænsede numre opleves som integrerede og sammenhængende. Det er meget holistisk og spirituelt, og med det hektiske klaverspil lyder de altså stadig ikke som … alle de andre.

Deres bedste udgivelse so far

Dette er deres første fulde album og klart deres bedste; de har taget tilløb siden 2015 og nu har de stort set ramt plet.

“so it befins before my eyes…” synges der i første linje på “Supine”, og det gør det i sandhed; en tour de force i moderne prog med fængende poppede fraser og interessante roller i både klaver og knastørre guitarer, leveret skarpt og hidsigt. Jeg mindes at jeg tidligere har nævnt deres ligheder med blandt andet Subsignal, Fates Warning og Leprous, og jeg gør det gerne igen; især tyske Subsignal, ikke mindst med det korte stille instrumentale klaverstykke “Sonder” som binder åbneren smukt sammen med singlen. Bandet selv nævner Leprous, islandske Agent Fresco og Haken, så vi er på bølgelængde. Der er en atmosfære af at istiden er ved at være overstået; som om kloden er ved at tø op. Blomster folder sig ud og dyrene begynder at røre på sig. Nummeret har endvidere en utroligt stærkt signatur, som gengives mange gange, og det føles som om at nummeret næsten taler  til lytteren.

Ligeledes har de i “Petrichor” ramt et unikt skævt ledemotiv startende i klaveret, men som også spilles i vokalen og bas. Motivet er en helt kort og simpel figur med trinvis opadgående bevægelse, som lyder som om noget bøjer eller knækker væk fra udgangspunktet.

God dynamik og spænding

Der er midt i de hektiske eskapader også plads til mere rolige numre og “While The Sunshine Grace The Mourning” er godt placeret midtvejs på pladen, mellem de mange musikalske orkaner. Den skaber som sagt, ro, og stilhed før stormen. For efterfølgerne “The Curtain Slowly Rise” er Isbjörg for fuld udblæsning, som naturkrafter der ikke kan tæmmes. Flere gange gentager de et optimistisk lettilgængeligt dur refrain midt i alt det svært nedbrydelige, hvorved de hele tiden får tilført dynamik og spænding. Samtlige numre er fede – pompøse “Stockholm Reversed” er et af mine favoritter – med dybde, masser af lag og især den der sound som ikke findes andetsteds i DK, så alt er vel godt?

Ganske få indvendinger

Tja, man kunne godt tænke sig, at de vovede at begå mere lettilgængelig numre undervejs, da de tydeligvis kan lave nogle killer hooklines hvis de vil, og bare et par enkelte endnu mere klokkeklare singler ville give dem format til endnu større mainstream eksponering (det siger de, at de ikke er særligt interesserede i, men mon ikke de kunne leve med det?) og det ville også løfte lytteoplevelsen lidt i forhold til afvekslende historiefortælling. Et par mere stringent lyttevenlige numre, ville give lidt kontraster til det generelle spændende men krævende tone- og rytmevirvar – en kunst som blandt andet Leprous og Haken mestrer til perfektion.

Vokalen er blevet bedre med den nye sanger. Dog savner han lidt fylde, renhed og sikkerhed i intonationen i få passager, og det vil gavne at fokusere på det. Men vi er ude i småtingsafdelingen denne gang.

Slutteligt skal det nævnes, at albummets artwork er originale malerier af Freia Maria Faber gengiver bandets sound og visioner, og albummet fremstår på den måde som et helstøbt kunstværk der kan og vil lidt mere end “blot” at være en samling numre. Her er højt til loftet og store armbevægelse, og det er helt igennem klædeligt.