Isbjörg: Glacier

Den 8. maj 2017 udgav Isbjörg deres ny EP ‘Glacier’. På samtlige numre træder bandets kærlighed for episk broderi på alle tangenter frem, i kraft af et virvar af medrivende temaer og figurer i rytmiske forskydninger der hele tiden skaber fremdrift og fornyelse. 

Fælles fodslag

Første nummer “Cross” præsenterer os stille og roligt for bandets progressive dyder, håndværk og hang til dekonstruktivisme. “Cross”skal lige finde sin gænge, og det er som om at musikerne og instrumenterne cirkler rundt om hinanden i rytmiske forskudte sekvenser, indtil de får fat og får skabt en standard riffbåret rockrytme med klassiske pentaton scala som dna. Herefter er bandet blevet varme til EP’ens egentlige hovednummer som også er titelmelodien.

Det er et nummer der kommer vidt omkring i dynamik og udtryk. De passager, hvor klaveret får plads og der leveres sære ryggesløse, hektiske og nervøse klaverløb, er dem jeg har der bedst med. Det er ikke virtuost spillet, men lige præcis avanceret nok til, at man ikke helt ved hvad der skal ske lige rundt om hjørnet.

Korvæggen er fin og luftig – og det passer selvfølgelig godt nok til det lidt spirituelle og esoteriske touch som gennemsyder Isbjörgs sound. Men jeg synes desværre ikke, at andet nummer når ned til grunden, og der savner jeg lidt dybde og mørke.

Ligeledes er det klaverets kaskader af melodilinjer spilet af Mathias Bro Jørgensen og de hektiske og stramme rytmiske sekvenser fra Uglebjergs ansvarsområde som toner kraftigst frem og som sætter det største aftryk. Samtidig er vokalen ved at få sin egen karakter og lyder ikke kun Americana ung længere, men roller de musiske udtryk godt. Så det hele hænger sammen også fordi guitaren ofte er holdt i baggrunden og derved undgår Isbjörg at deres ambitiøse armbevægelser får projektet til at styrte sammen under sin egen vægt.

“Collective Egoisme” indledes optimistisk med traditionelle clean guitar akkorder og varsler et happy nummer. Dette får dog ikke lov at vare alt for længe inden det uregerlige klaver atter bryder det konforme og igangsætter det progressive ridt. Den er dog knap så kompleks som på nummeret “Glacier”. Det her er en mere optimistisk omgang og vokalen gengiver denne følelse.

Michael Juul Hagerup synger i begyndelsens iørefaldende og lidt klodsede versmelodi med kvart doblet duet stemme. Det giver en lidt låst karakter som er en fed modsætning til deres progressive virvar der omgiver vokalen.

Udover at det i sig selv er en god EP, så er det samtidig rart med et band der udforsker de muligheder der ligger i så meget brug af ofte hektiske klaverløb. Noget de hele tiden har som en af deres features, men som de nu også er blevet rigtig sikre i. Væk er oplevelsen af at høre aftenskoleklaver og i stedet matcher de ofte den klaverbrug som vi kender fra Fates Warning, Subsignal, Leprous og oldingene fra Kansas.