It’s a Machines worlds – Kraftwerk KB Hallen

Jeg vidste jeg ville anmelde denne koncert, jeg vidste bare ikke helt hvordan. Og om jeg kunne nå det inden (hvilken) deadline? Skulle jeg prøve at skrive den mekanisk og stift, så den fulgte Kraftwerks æstetik? Skulle jeg bede AI skrive anmeldelsen, som en kæk ekstro-intertekstuel kommentar. Eller blot skrive frit fra leveren? Hvorom alting er, så er den omsider skrevet, på bagkant, dybt inde i overtiden. Så, ingen breaking news denne gang, og det er jo ingen breaking new.

Fra start til slut var der så mange visuelle og lydlige impulser, en brønd, som et virvar af kulturudtryk gennem tiderne har drukket grådigt af. Jeg mente med det samme, at jeg burde henvise til de udtryk, Kraftwerks kling klang signatur har sat på kulturindustrien, lige fra 80’er synthbaseret popmusik, Tron, Max Headroom, Giana Sisters, Kim Schumacher (?), musikken fra forbrugeroplysningsindslaget OBS, Terminator, Matrix, Blade Runner, Nephew, osv, osv. Så nu er det så gjort.

Jeg besluttede også ret hurtigt at smide 4,5 stjerner efter robotterne.

Der er mange årsager, naturligvis, ikke mindst at koncerten som helhed var formidabel. At kunne sætte strøm til så mange trætte mandagsmennesker på en regnfuld dag, uden at det hele kortsluttede, er i sig selv en übermench præstation.

Forældet/forædlet?

I særlig grad skal fremhæves den magiske manglende scene performance, den forældede lydæstetik, de i særklasse forældede visuelle virkemidler, og den hyper reducerede live indsats – ikke at forglemme den forudsigelige gentagelse af dystopiske budskaber fra 70’ernes fascination og frygt for computere, mekanik, maskiner, robotter og verdens undergang.

So, here we are, 2025. KB Hallen. Vi var en blandet landhandel; man kan godt være helt ung og dyrke Kraftwerk, man kan også godt være metalhead og have en guilty pleasure. Man kan også bare være en helt anonym NPC.

Det grå guld var selvfølgelig rigt præsenteret, tankevækkende dog, at størstedelen af det tilstedeværende grå guld slet ikke var voksne eller endsige unge, da Kraftwerk begyndte deres karriere. Så snakker vi 70årsalderen. Dem var der ikke så mange af. Jo, i hvert fald en.

Ralf Hütters. 79 år, det eneste tilbageværende medlem af den oprindelige line-up. At han var helt autentisk i live og alt det der, intet hologram, var i al hans passivitet, ekstremt kraftfuldt. En kontrapunktisk effekt midt i al det kunstige. Han er livsnerven, tråden tilbage til oprindelsen, gruppens eksistensberettigelse i sin nuværende form. Han er det autentiske ikke-atuentiske. Og nogle gange trådte virkeligheden på groveste vis frem i billedet; der var tidspunkter under koncerten, hvor han brød faretruende ud af konceptet og indikerede med små rytmiske vip, især med fødder og ben, at han rent faktisk kunne være et kødeligt væsen. Disse helt balstyriske momenter hvor han var all over the place (!), kunne dog ikke helt distrahere publikum fra en stort set formfuldendt opførsel af et rustikt billede på computerteknologiens tidsalder.

Og ja, virkemidlerne er oldtyske, men temaerne er universelle. Det kan godt være vi ikke kommer til at lide en radioaktiv død (?), og indtil videre ser robotterne ikke helt så humanoide ud (allerede der er jeg nok ved at tage fejl), men det grusomme tankespind om teknologiens destruktive kræfter – en teknologi skabt med vores egne menneskehænder – lever i bedste velgående. Og selvom vi siden Kraftwerks begyndelse har opfundet nye måder at tilintetgøre os på, tager vi stadig de gamle krigsmaskiner i brug, gerne kombineret med droner. Det hele er forbundet i et kredsløb fodret af begær, grådighed, nysgerrighed, magt, hævn, osv. og vi kan stadig følge med, med vores flow TV.

Den behagelige og brutale teknologi

Kraftwerk viser os i 2025 – med deres bevidst bedagede skærmgrafik – at teknologien stadig er en kilde til inspiration. Og at teknologien stadig er vidunderlig. Man kan flyve rundt i en rumraket, cruise forbi Nyhavn og lande lige udenfor KB Hallen. Man kan i ”Autobahn” i ro og mag sætte sig ind i en gæv folkevogn, naturligvis kun med et sidespejl og overhale de mindst lige så gæve trabanter. Det går ikke stærkt på en 70’er autobahn, det er lige før bilerne smiler. Det føles som at se min søn spille mindcraft, i en verden klædt i tarvelig commodore 64 grafik, og jeg føler mig som en glad Legomand. Ren mindfulness.

Hvor nummeret ”Autobahn” virkede som en idyllisk fredfyldt oase midt i den dystopiske stemning bombardement af, sugede især numre som ”Radioactivity”, “Man-Machine” og “Trans-Europe Express / Metal on Metal / Abzug”, mig tilbage ind i en Matrix agtig verden, hvor alt sker på maskinernes præmisser, vi har bare ikke helt opdaget det endnu, men vi er ved at have en ide.

”Trans-Euro Express” fremstod som Adolf H’s og Chuggintons hatechild. Aldrig har det været så skræmmende at køre i tog. Mørkt og brutalt, i en sort/hvid verden, hvor alt er lineært struktureret og retningsbestemt. Rene linjer, maskiner gør det bare bedre,

”MAN machine, semi human being, Man machine, super human being The Man Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machine, Machine”

O, Horror.

The Ghost In The Machine

Det blev pludseligt tydeligt for denne NPC, at grunden til bandets fortsatte eksistensberettigelse, skal findes i, at frygten og fascinationen for robotter og computere stadig går hånd i hånd som dengang Hütters og de tre andre originaler begyndte at bruge kopier af dem selv.

Ekspert i fremtidens teknologi og digitale trends, Christiane Vejlø, afholdt denne uge et webinar, hvor et af emnerne netop handlede om, hvordan vi forholder os til, at computerne og robotterne er ved at overtage vores jobs. På nogle områder er de jo langt forud, der findes ganske få mennesker, som er i stand til at læse 10.000 phd’er på en formiddag. Ligesom Sarah Connor påpegede, at en Cyberdyne Systems Model 101, i en syg verden virker som det mest sunde og raske valg som rollemodel for John Connor, så er der også tegn på at visse relationelle job med medmenneskelig empatisk kontakt kan overtages af robotter, da de er mere standhaftige og ikke har en dårlig dag. De støtter altid 100% og de er skabt til at please skaberen.

O, Horror.

Et af Christiane Vejløs svar var så, at det uventede, det der skaber forandring og nyt liv, skabes udenfor et lukket rum. Og maskinerne fodres stadig af os, som svin i et bur. Derfor producerer de ud fra hvad vi har fodret dem med. Derfor er der stadig masser af ting, som er stort set umulige at prompte, da AI kæmper med at følge med den datastrøm, som virkelighedens verden hele tiden frembringer. Det bliver til nogle forvrængede gengivelser, som vi ikke helt stoler på. Hun mindede os om, at Ai og computere stadigvæk ikke er andet end redskaber, blot simple brødristere.

Hun fremhævede så friktion, dvs. modstand, modgang, udfordringer af ens standpunkt, som det menneskelige element. Det som skaber den gnist, som bliver til et nyt bål. Og det er nok det, vi mennesker har brug for. De gange hvor Kraftwerk har optrådt uden at optræde, hvor robotter har erstattet medlemmerne, så har publikums respons været, at musikken og billederne fungerede, men det var en fersk omgang, som manglede noget ”real”.

Sagt på en anden måde, det vi kom for i mandags – nok uden at vide det – var netop Ralf Hütters vidunderlige tysk-med-tysk-på accent og ikke mindst hans små vrik med foden. Især dem. Det var djævlen i detaljen. The Ghost In The Machine.

Og jeg gik fra KB hallen, fast besluttet på at stå op, stift ved hæve/sænke bordet, dagen efter på kontoret, fastlåst i kun en stilling hele dagen, med kun enkelte nik med hovedet en gang i mellem. Måske mine kolleger så ville lægge mere mærke til mig?