Jailbreak i Horsens

First time’er

Den varer i to dage, og foregår i det gamle fængsel i Horsens. Der bydes på lidt af hvert på den store udendørs scene  i fængselsgården, samt den noget mindre indendørs scene i Vestsalen.

Selvfølgelig er fællesnævneren rock.

Det står helt klart allerede ved indgangen, hvor publikum står i kø for at komme ind. Den sorte rockuniform er hevet ud af skabet til denne fede lejlighed.

Mike Tramp med Songs of White Lion

Det allerførste band på den store scene i Fængselsgården gik på kl 14, og her var vi så privilegerede, at få lov at opleve Mike Tramp’s  Songs Of White Lion tour, der netop har haft stor succes i U.S.A. og efter Jailbreak fortsætter til England, og derfra videre rundt i den store verden.

Efter sigende, skulle dette blive den eneste mulighed for igen, at lytte til de gamle White Lion numre live. Så vi har virkelig været svineheldige her i fængslet!

Mike Tramp var, traditionen tro på toppen og er en dejligt kommunikerende, humoristisk og top professionel sanger og musiker. Vi har efterhånden hørt ham en del gange, og han er altid den samme, og det er super positivt.

Det var også med stor spilleglæde bandet fremførte de gamle numre, masser af virkelig lækker guitarlir og soloer, fede trommer, god bas, og så selvfølgelig Mike Tramp’s velkendte vokal. Ved Tramp’s side har han med sig, den alsidige og virkelig dygtige guitarist Marcus Nand.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg sagde, at jeg lyttede til White Lion i 80’erne og starten af 90’erne. Da var jeg musikalsk et helt andet sted. Men som regel har tingene det med at gå i ring, så min ungdoms interesse for rock kom på et tidspunkt stærkt tilbage, så der var White Lion et af de band, der skulle lyttes op på.

Tramp og band spillede med perfekt lyd og virkelig stor spilleglæde. Vi fik numre som “When the Children Cry”, “Wait”, “Rader Love”,  “Little Fighter”. Og der var absolut ingen tvivl om, at publikum kunne lide hvad de hørte. Det var en virkelig  dejlig oplevelse.

Timechild

Kl. 15:15 var det retur til Vestsalen, hvor endnu et dansk band, det prog. rock band Timechild skulle på scenen.

Timechild er et forholdsvist nyt band, der startede i 2020, men blev hurtigt et band man ofte kunne se på plakaten på landets spillesteder.

Timechild er virkelig et rigtig fedt band, der tydeligt har rødderne i bl.a. 70’ernes rock æra. Birk’s stemme er suveræn, og kan efter min mening, på mange punkter hamle op med nogle af de gamle rocksangere fra dengang.

Timechild lagde ud med “This Too”, og det blev lækkert fulgt op af numre som “Bite of Frost”, “Polecat Woman” og “Petichor”.

De gør det sGu’ super godt i Timechild. Lyden var god, og selvom det er så nyt et band som det er, så er det garvede musikere, der virkelig kan deres håndværk.

The Quireboys

På samme scene, Vestsalen, blev vi kl. 17:45 vidne til et rendyrket old time rock overflødighedshorn.

The Quireboys fra U.K. spillede med stor energi og udstråling, en fantastisk koncert der var svær at stå stille til, “Dirty Town”, “Turn Away”, “7 o’clock” og alle de andre fantastiske numre gik rent ind hos et super begejstret publikum.

De skal om muligt opleves live en anden gang!

Alestorm

Tilbage til scenen i Fængselsgården hvor der på scenen var placeret en giga gul “badeand”. Jeg har ikke tidligere oplevet Alestorm, men var foreberedt på, hvad jeg kunne forvente at høre og opleve.

Om Alestorm er et helt fantastisk metal band, er der jo nok delte meninger om. Personlig opfatter jeg det mere som et helt “skørt” band, der spiller sørøver/skotsk inspireret musik udsat for metal. Om man kan lide det eller ej, så må det stå udenfor nogen diskussion, at publikum er vilde med dem, og at det måske lige så meget handler om for publikum,  at få lov at feste helt igennem iført alt hvad der på børneværelset har kunnet findes af sørøverudklædning. Medbringe de største oppustelige badedyr, crowd surfe og bare have en fest. Og det er hvad man får….. En fest, ikke nødvendigvis musikalsk genialitet….men et sjovt koncept.

Jeg var ikke i tvivl om, at det var et kæmpe hit med de sørøverinspirerede rocksange, og det er jo på sin vis i sig selv genialt. tror ikke jeg har mødt noget lignende. Heller ikke at der pludselig kommer en syngende haj ind på scenen undrede. Alt kan vist ske her!

I samspil med publikum skabte Alestorm en virkelig gak, og hylemorsom, indforstået musikalsk oplevelse, hvor publikum må siges at være fantastiske statister. Sjovt det var det om ikke andet.

Glenn Hughes

Efter den omgang, var der kun et sted at gå hen, og det var retur til Vestsalen og dagens absolutte højdepunkt, Glenn Hughes, den forhenværende Deep Purple sanger og bassist, hvis stemme stadig står mere end kniv skarpt. Kl. 21:30 skulle han fylde den lille sal, med fantastisk og ægte genial musik.

Med sig havde han tilmed hans faste danske guitarist Søren Andersen, samt hollandske Bob Fridzema, herboende keys og Hammond tryllekunstner, der ligeledes er fast musiker hos Glenn Hughes.
RockZeit bragte fornyligt et interview med Bob Fridzema.

Glenn Hughes og band præsterede en magtdemonstration af en koncert. Med numre som “Stormbringer”, “Mistreated”, “Getting Tighter” og “Burn”, gjorde han det klart for alle, hvorfor han stadig er så stor en musikalsk personlighed som han er. Det var virkelig en magtdemonstration af de helt store. Lyden sad lige i skabet, med mindre man stod i pit’en en meter fra Hughes. Han åbnede munden, men der kom ingen lyd. Så det var meget hurtigt ud af pit’en, for ikke at stå i det rum hvor lyden bliver ophævet, og ud i lokalet for at få det hele med.

Fantastisk koncert, og jeg kan virkelig godt forstå, at både Søren og Bob storsmilede hele vejen igennem koncerten.

D.A.D.

Aftenens sidste koncert blev for mit vedkommende D.A.D. kl. 22 i Fængselsgården.

Den store sofa der var placeret på scenen, der tilmed var sat op som en over sized dagligstue. Fedt, for det indikerede, at vi skulle høre numrene fra albummet Riskin’ It All. Og det var jo slet ikke så ringe endda!

Jeg elsker D.A.D. det skal ingen hemmelighed være, og lige præcis derfor er jeg så super glad for, at vi i RockZeit lige har oplevet D.A.D. i Tivoli til en ovenud fed koncert, fuld af energi og spilleglæde.

For hvad koncerten i Tivoli var, det var denne koncert ikke. Bandet virkede uoplagte, og det virkede ikke som var det på scenen de havde lyst til at stå.

Vi fik hvad de med den store sofa lovede, men absolut heller ikke mere, og ikke nok til, at jeg havde lyst at blive koncerten ud.

Undskyld D.A.D.

Anden festival dag

Pectora

Det danske metalband, Pectora der blev dannet i 2011 lagde kl. 13 ud på Vestsalens scene.

Der var ikke voldsomt mange mennesker der “var så tidligt oppe”, og et var sikkert, Pectora folkene var langt mere energiske end publikum. Måske var det konsekvensen af en gårsdagens store rockfest, at energi balancen svigtede lidt. Det var selvfølgelig synd, men måske var det det hårdtslående metalband og forsanger Philip Butler’s højt liggende stemmeleje/falset, der fik det til at virke som om man blev blæst omkuld på en mindre behagelig måde. Vi fik bl.a. numrene “Untaken”, “Democracy In Disguise”, “Victory In Defeat” og “The Arrivel”.

Skullclub

Kl. 14 var det rart at komme ud i luften ved Fængelsgårdens scene hvor det danske punk/rock band Skullclub skulle spille.

Endnu engang er vi lidt ovre i sørøver genren, og der var ingen tvivl om, at publikum greb “opfordringen” og genoptog engagementet de lagde for dagen under Alestorm.

Skullclub er et band med en stor karisma, engagement og spilleglæde. Om man er til stilen, er nok lige så forskelligt som der var mennesker på plænen foran scenen.

Med numre som “Ama’r Halshug”, “Knæk Nak Skipper” og specielt “Se St.Pauli og Dø”, festede publikum løs og sang med på sangene.

Metal Church

 

Nu var det endnu engang tid for alvor, at blive blæst omkuld. Det amerikanske metal band Metal Church stod kl. 15:15 for det musikalske indslag på Vestsalens scene.

 

 

Jeg skal da godt nok love for, at der var masser af energi og metalpower i de drenge. De spillede forrygende og lagde publikum ned på nul komma nul. Forsanger Marc Lopec må have medbragt luft nok i lungerne til at genoplive 10 elefanter. Hold fast en stemme, og energi han lagde for dagen. Det var virkelig en suveræn koncert. Bl.a. “Ton of Bricks”, “Fake Healer” og Beyond the Black”bragede ud over publikum. Det var SÅ fedt. Dem vil jeg meget gerne opleve live igen.

Var der stadig folk der var trætte efter gårsdagen, så var de helt sikkert vågnet nu!

 

Arch Enemy

 

Saxon

Det næste navn på den store scene, behøver næppe nogen stor præsentation.

Kl. 19 gik det britiske heavy band Saxon på scenen, og regnen begyndte i bedste britiske stil, hurtigt at sile ned, hvilket den legendariske og karismatiske forsanger, Biff Byford også bemærkede, og omtalte os som “vikings”, og set fra det perspektiv, så gik det jo nok med regnen alligevel, når nu Saxon stod på scenen!

“Carpe Diem” der var start nummeret fik pludselig en ganske anden betydning, og vi greb dagen og denne fede koncert!

Det var en forrygende velspillet og energifyldt koncert, leveret af et engageret og nærværende band. De tog publikum med storm. Blandt setlistens numre kan nævnes; “Ride Like the Wind”, “Wheels of Steel” og “Princess of the Night” der blev det sidste nummer. Festen var fuldendt. Hvilken oplevelse! Endnu en magtdemonstration fra et band af ældre dato. Fantastisk!

Within Temptation

Sluttede festen her, nej den fortsatte skam. Kl. 22, spillede Within Temptation på den store scene.

Det var en helt igennem imponerende oplevelse!

Det hollandske metal band lagde uden tvivl al deres energi i showet, der startede med “See Who I Am” fra en setliste der i alt bestod af hele 16 numre.

De leverede ikke blot en ovenud velspillet koncert, hvor sangerinden Sharon den Adel endnu engang lod os vide, (de har spillet en del gange i DK), at en stemme som hendes, der er så forrygende smuk og forførende, passer fantastisk i samspil med heavey metal genren. Hvad der for nogle jeg har talt med, virker lidt for “grandprix agtig”, fandt jeg personligt virkelig lækkert.

Deres show manglede bestemt heller ikke noget. Der var ild, røg og fantastiske videobaggrunde der gjorde, at helheden for mit vedkommende virkede magisk.

Red Warszawa

Jailbreak’s sidste koncert blev leveret i Vestsalen kl 23:45.

Danske Red Warszawa lukkede festivalen.

Publikum var SÅ klar og udstyret med porrer og een med et bundt persille højt hævet over  hovederne, blev “My Heart Will Go On”, fra filmen Titanic. skrålet op mod scenen. Ikke lige en oplagt sang  at synge Red Warszawa ind på scenen til, og alligevel, for bandet er i sig selv lidt “skæve”, så måske var det bare sådan det absolut måtte være.

Næppe var bandet gået på scenen, før den helt store crowd surfing gik igang og satte vagterne på overarbejde for, at få folk sikkert ned i pit’en. Red Warszawa var så sandelig også i festhumør, og med de mange heavy sange med skøre og sjove titler og tekster, lukkede og slukkede Jailbreak 2023.

En oplevelse af de virkelig gode.

I en tid hvor alt bare vokser sig større og vildere, har det været særdeles positivt, at være til denne noget mindre festival, og håber ikke, at Jailbreak med tiden vokser sig meget større.

Styrken ligger i kvaliteten og den intimitet festivalen besidder, samt det omgivelserne giver festivalen af personlighed og karakter, om man så må sige.

Tak for en særdeles fed tur i spjældet herfra!