Jakob Stegelman & Aarhus Symfoniorkester på Hades, Copenhell

Hvor forunderligt det er for mig at træde ind på B&W´s gamle skibsværft, hvor jeg stod i lære fra 1967 til 1971. Her hvor man gik rundt og drømte om en musik karriere, hørte alt det musik man selv gerne ville spille, og huskede det i hovedet mens man svejsede to stykker metal sammen, efter bedste evne. Ikke altid lige heldigt. 

Metalværft

Nu fylder metal-musikken det meste af det gamle værft. Copenhell har besat min gamle kære plads. Jeg er sejlet her ind, og ligger fint og godt i Lynettehavnen. Dobbelt bass drums frekvens under 63 Hz, i hæsblæsende tempoer, maser sig vej hen over skibsværftet og ned til lille mig i min gamle båd. Men jeg kunne nu godt sove alligevel. Knapt så voldsomt var det jeg stod op til. 

Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester. Symfoniorkester på en heavy metal festival?? Hvad skal det nu til for? Ikke desto mindre havde der samlet sig en temmelig stor skare i alle aldersgrupper. Sortklædte som almindelig sommerklædte. Nogen må forske i hvorfor netop Copenhells publikum kan sprede sådan en afslappet og u-aggressiv stemning som man møder her på det gamle værft, hvor tonen i sin tid kunne være ganske hård, og der ikke var så meget plads til at udvise kærlighed. 

Men det må man i allerhøjeste grad sige at der blev vist til denne koncert. For hver af symfoniorkestrets medlemmer, og selvfølgelig mest de kvindelige, lød et begejstret kærligt tilråb, og hænderne med ko tegnet røg i vejret, mens musikerne fandt deres pladser. Halvfjerds musikere, en dirigent, og så til sidst Jakob Stegelmann selv.

Storladen start

Og det var film musik i den sorte ende af hylden, der blev hevet frem. Det passede fint til cellistens sort lakerede negle, som der ofte var billeder af på storskærm. Der blev lagt storladent ud med Imperial March. Nej… ikke Star Wars. Det hedder det ikke. Det ville komponisten John Williams ikke byde sig om.

Jeg havde frygtet at symfoniorkestret ville stå svagt og tyndt på den store scene og på den store plads. Men nej, fandme, om det hele ikke stod stort, tydeligt og klart, bibeholdt den dynamik, der selvfølgelig skal være i symfonisk musik. Stegelmann selv performede lige så klart, tydeligt og overordentlig humoristisk, for hvert stykke musik han introducerede. Vi er kommet op fra kælderen med den gamle sofa og spillekonsollerne, hvor vi helst vil være nede i mørket. Eller os der kommer til sådan en festival som Copenhell, jo selvfølgelig har haft en forfærdelig barndom, og aldrig ville blive til noget. Og dog spottede Stegelmann en Co, eller marketingdirektør her og dér. Selv en folketingspolitiker havde pjækket fra folkemøde på Bornholm for at være med. Og med, det var folk i hvert fald. John Williams tema til Jaws, med tykke celloer spillende de kendte to toner, blev fulgt op af en lang bevægende kæde af publikum, der med samlede hænder over hovedet spillede hajer.

Og sådan løftede publikum og orkester, med Stegelmann i spidsen, hvert eneste tema op i en kvalitetsfyldt underholdende time. Sveden drev, både på grund af den bagende sol, men også i den varme stemning, der flød rundt mellem scene og publikum.

Jeg ender på 4 ud af fem stjerner.