Jazz/take on Bowie på Louisiana

Godt nok er rock-legenden David Bowie død, men hans musik lever stadig. Også i jazzverdenen. Det blev bevist på Louisiana i Humlebæk tirsdag aften. Her fik vi jazz/take on Bowie, hvor garvede jazz-musikere lavede instrumentale variationer over legendariske Bowie numre. Arrangementet er stablet på benene i et samarbejde mellem Epicurus og Lousiana Museum of Modern Art.

Der var fuldt hus, og det det aldrende publikum var ellevilde, endda før de fantastiske 4 kom på scenen. Der var nok heller ikke mange som var skuffede da de gik, for der var både respekt for små nuancer og for intensitet og vildskab. Der var derfor både rock og jazz i luften, da de fire stjerner gik på scenen og startede ud med nummeret “As the World Falls Down” som er en del af soundtracket til spillefilmen Labyrinth fra 1986, hvor Bowie selv havde een af hovedrollerne. 

Saxofon, guitar, trommer og bas var instrumenter som skulle bringe Bowie til live i den intime koncertsal. Bassisten Felix Pastorius er søn af Jaco Pastorius, som er kendt for at være med i Weather Report. Sønnen har overtaget faderens instrument, som han også i høj grad mestrerede. Den seksstrengede bas var som groet ind i Felix Pastorius, som både var nærværende i sine fraser, om så det var langsomme, dvælende melodier, eller hurtigt fingerspilsræs. 

Det viste han i den udødelige hymne “Live on Mars?”, som han startede op med en masse bastoner, med bl.a. citat fra J.S. Bach’s Cellosuite nr. 1, sats 1. En passage som sent bliver glemt. Det samme gælder “Live on Mars?”, som var særdeles vellykket i denne jazz-version. Den varme klang i saxofonen, passede godt til at gengive af Bowies vokalmelodier fra sangen.   

Liv på scenen?

Den lidt ældre herre, guitaristen Randy Bernsen, har som Paco Pastorius, også spillet sammen med Herbie Hancock. Han sad stille på en stol og lignede alt andet end en musiker, men tro mig det var han! Det var helt bizart hvor meget han kunne på en guitar, med både god krydret jazz/rock lyd, han var eminent lige meget hvilke type fraser han fyrede af. Det var også ham og trommeslageren, som fik mest rock udtryk ind i musikken, hvilket er vigtigt, for hvis ensemblet havde lavet en koncert med Bowies numre, kun med jazz feelings, ville det ikke være fedt. 

Hårene rejste sig på mig, da “Space Oddity” udspillede sig i den lille sal. Pastorius spillede vokal melodien. Man kunne næsten høre Bowie synge “Ground control to Major Tom”. Det gav en del kuldegysninger.

Soli

Der var hyppigt brug af de traditionelle soloer blandt musikerne, hvor der kom en lille klapsalve fra publikum. Trommeslageren Kenny Grohowski havde en enkelt solo i slutningen af sættet, som også var værd at vente på. Han havde stor respekt for tematisk materiale, så det ikke bare var lir og blær. 

Respekt for mesteren

Alle musikerne havde god fokus på at få Bowies melodier frem i musikken, hvilket var påkrævet. Koncerter med covernumre er altid udsat for skarpe kritiske ører fra publikum som kender materialet godt. Jeg tror der var mange som holdt øje/ører med, om man kunne høre rocken i jazzmusikken. Jeg synes det lykkedes ret godt. Der var både jazz og rock ånd i luften, spillet med respekt for mesteren og respekt for publikum.

“As the World Falls Down” og “Magic Dance” fra filmen Labyrinth, var måske ikke så sindsoprivende, men det svingede fint nok. Men de kunne da sagtens skiftes ud med andre bedre numre fra Bowies fantastiske katalog. 

Jeg ender på 4,5 til de fire jazzstjerner.