Jazzmetal på Louisiana

Metal er efterhånden en gammel fætter, og det har kun været et spørgsmål om tid før store kunstnere i andre musikgenrer fik lavet fortolkninger af klassikerne. Det skete fredag aften på Louisiana Museum of Modern Art hvor den amerikanske guitarist Mike Stern og ledsagere troppede op i højeste heavy humør og lavede instrumentale jazz-versioner af de største britiske og amerikanske metalbands.    

Run to the Hills

Stern havde samlet en skare af elitemusikere som var klar til hvad som helst under dette heavy jazz koncept. Besætningen var François Moutin på bas, Louis Moutin på trommer, samt tenorsaxofonisten Gábor Bollao, og bag klaveret fandt vi pianist/arrangør af aftenens koncert; den altid gode Niels Lan Doky. 

De beskedne, glade og ydmyge musikere kom ind af en lille dør og ud på den lille scene hvor der skulle spilles stor musik med et relativt beskedent forstærkerudstyr. Der blev der lagt ud med ét af de største metalhits; Iron Maiden’s “Run to the Hills”. Der var ingen Dickinson eller Eddie the Monster på scenen, men der var gnistrende musikalitet og spilleglæde fra de fem ferme jazzmennesker. 

Der blev kørt de vildeste jazztricks henover hymnen med rytmiske anormaliteter tilsat akkorder/skalaer som sjældent bliver brugt i metallen, og det klædte nummeret godt. I stedet for heavytenoren Bruce Dickinson’s vokal, tog tenor-saxofonen melodierne med en varm klang som var let at blive betaget af.

Breaking the Law; nu med whiskers!

Der blev brudt utallige musikalske love da kvintetten satte gang i Judas Priest’s “Breaking the Law”. Med en helt anden rytmik på de velkendte toner startede denne lange udgave, som bød på utallige soloer for alle instrumenter. Genremæssigt gik nummeret langt, for der var faktisk passager som mindede om amerikansk filmmusik fra 70’erne a la Lalo Schifrin. Der blev sågar spillet med whiskers og med hænderne/fingrene på trommesættet, hvilket nok aldrig kommer til at ske i Judas Priest.

Purple notes

Der kom røg fra François Moutins kontrabas da Deep Purples megahit “Smoke on the Water” blev udsat for alskens jazz variationer. Riffet blev i sin tid lavet af Ritchie Blackmore, som insisterede på kun at bruge 4 forskellige toner i respekt for skæbnens bankemotiv i Beethovens 5. symfoni. Fredag aften var der flere end 4 toner skulle jeg hilse og sige, for François Moutin lavede en hektisk virtuos bassolo hvor “Smoke on the Water”- riffet dukkede op til vandoverfladen en gang i mellem og forsvandt igen i en fantastisk jazztonesuppe.

Slayerjazz

Da Slayer blev opløst for få år siden, havde man nok ikke forventet at det var jazzen som skulle genoplive deres musik på scenen. Det skete så alligevel, og nummeret “South of Heaven”, med det karakteristiske guitar tema, blev udsat masser af ny rytmik og finurlige akkorder, men samtidig var der hos musikerne god indsigt i nummerets progression, for intensiteten blev opbygget i Slayers ånd. En vellykket fortolkning af et ondt metalnummer som i denne version også endte i et brag til sidst.

Metallica var også en uundgåelighed. Der er mange gode numre at vælge mellem her, og den må have været svær. Men det blev til ”Sad But True” som også var en sand fornøjelse med lange soloer som kom mellem det tunge iørefaldende ‘Tallica-riff som her blevet spillet af kontrabassen.  

666

Der var 2 Iron Maiden-numre på plakaten, og det var jo selvfølgelig “Number of the Beast” som blev spillet hen imod slutningen af koncerten. Her var kvintetten så varme, at der blevet spillet igennem så man næsten ikke troede sine egne ører, og sangen om de tre 6-taller sendte publikum i den 7. syvende himmel. 

Ekstranummer

Hvis der ikke var et ekstranummer, var der nok nogle inkarnerede metalfreaks som havde brølet efter det i den lille sal, men vi fik et nummer fra et band man bestemt ikke kan komme uden om, Black Sabbath! De skulle være med, og her blev der valgt et nummer fra tiden hvor Ronnie James Dio var sanger. Det blev til “Evil Lady” som alligevel fik et par stykker i salen til rejse sig op med armene i vejret som var det Copenhell.

Skyhøjt niveau

Stern og venner holdt spændingen i musikken og med et ekvilibristisk niveau som kunne få pulsen oppe hos publikum mange gange i løbet af koncerten. Fra koncertens start til slut var arrangementerne og improvisationerne i top. Man fornemmede at det var specielt for kvintetten at fortolke denne musik, for der var stor respekt for metallens melodier.  

Der blev gjort meget ud af soloer som gennemsyrede alle numrene. Når een havde solo, var de resterende fire utrolig gode til at holde sig tilbage for at sololistens musik kunne trænge helt igennem. Niels Lan Doky var fabelagtig både på flygel og elklaver, og der var store klapsalver når han var færdig med sine slagkraftige og virtuose soloer. Dog var det lidt synd at der, i min verden, var lidt for skærende diskantet lyd fra det forstærkede elklaver.

Bassoloerne var perfekte i alle hensender, og det havde næsten været det hele værd at høre een bassolo, og så tage hjem igen. Men jeg kunne godt have ønsket mig bassen var skruet lidt højere når alle spillede, for det er virkelig vigtigt at have en groundet og tydelig bas når der bliver fortolket metal.  

Mike Stern har altid haft speciel feeling og sound som blandt andet bliver opnået med lidt ulige og skæve anslag. Det har en vis charme, men det betød dog at nogle bløde og stille toner næsten forsvandt helt, enten på grund af fejlslag eller guitar-pickup indstillingerne.  

Hvis man ikke vidste hvem hovedpersonen var, ville det være svært at gætte. Musikken handlede slet ikke om Stern, for alle var meget lige i deres bidrag til helheden af numrene.

Det var lidt ærgerligt at der var lydmæssige ting der irriterede ørerne lidt, men det var en fantastisk koncert med engagerede musikere på højeste niveau, og vi ender på massive 4,5 stjerner her fra RockZeit.