I interviewet nedenfor giver ukuelige Mike Tramps med sine egne ord årsagen til, at han i dag er dér hvor han er, samt svar på hvordan han holder sig i god musikform og ikke mindst hans syn på, hvordan branchen og vilkårene for musikerne har ændret sig.
Mike Tramp udgav den 24. februar sin seneste plade “Maybe Tomorrow”, en plade der har klaret sig ganske fint lige siden, og givet ham førstepladsen på den officielle vinyl top 40 og en 2. plads på den fysiske hitliste med samme score/salgstal som Gnags’ nye album på 1. pladsen. Her på redaktionen finder vi populariteten fortjent og vi var ret tilfredse med det ny udspil. Tramp tog sig tid til at tale med os den 27. februar, selvom han reelt var i opstartsfasen af sin Europatour, og netop havde givet to release koncerter i Beta. Efter grundige overvejelser har vi valgt ikke at redigere eller forkorte interviewet, da vi oplevede Mike’s stenbros guldkorn som et sammenvævet tæppe af anekdoter og betragtninger, der samlet ikke kun fungerede som et interview, men også gav et troværdigt billede af manden og personaen Mike Tramp.
R: Hej Mike, tusind tak for at vi har mulighed for at tale med dig!
Mike: Det er helt cool…
R: Man kunne forestille sig, at du havde travlt for tiden, du skal jo afsted på turné…?
Mike: Der sker lidt, jeg er trods alt hjemme nu, men der sker lige lidt.
R: Hvordan gik det i Beta?
Mike: skidegodt, det føles jo som om det har været på vej i 10.000 år, ligesom albummet ikke, selvom i sig selv, er det jo en kort periode.
R: jo, men når man som udenforstående tænker “Cobblestone Street”, “Museum” og “Nomad” og nu “Maybe Tomorrow”, så har der sgu været knald på, det virker som om du har masser på hjertet stadigvæk…?
Mike:
Ja, ved du hvad, det letteste svar er, at det har været en naturligvis proces. Man kunne måske, hvis man var en journalist, der ville grave op at i et eller andet og tænkte, at det ikke skulle handle om musikken… altså jeg har jo ikke været under pres fra musikindustrien eller et pladeselskab, og skulle ikke have et nyt produkt ud, altså den branche eksisterer jo ikke mere. Så det er alt sammen noget der er væltet ud af mig, når jeg har siddet med en guitar og, uden at tænke over det, er begyndt at skrive musik, og så kan jeg bare se på de første par timer, at der ryger to-tre numre ud, ikke, og så ved jeg bare, ok, der er noget der vil ud, og så følger man dén der, som jeg faktisk har fulgt i de fire album du nævner. Og, altså, de er sådan set skrevet kapitelmæssigt kronologisk, sådan at hvert nummer har ledt til det næste og det er derfor jeg har skrevet dem som album, så jeg ikke føler at jeg gentager mig selv, men kommer et andet sted hen med hvert nummer. Men det er ubevidst.
Den ensomme proces
R: Hvordan bevarer du motivationen og lysten? Bruger du bandet til at øve med, sparrer i og kaster akkorder frem og tilbage? Det lyder som om at det som udgangspunkt er kommet fra dig…?
Mike: Altså der er jo slet ikke noget der hedder band som er involveret med mig før jeg går i studiet, altså det er jo en ensom, ensom proces derhjemme, uden jeg overhovedet har vidst det i sig selv, ikke? Efter “Nomad” tidligt i år, gik jeg så og forberedte mig selv, og mens jeg spillede nogle solo show, gik jeg så pludselig i gang og kunne bare se, at albummet startede med at jeg skrev “Coming Home” og så satte jeg et lille studie op i mit musikrum. Det er ikke noget stort setup, fordi jeg sidder ikke og arbejder med musik, når jeg ikke skal bruge musik – det er ikke nogen fabrik. Men det var klart, da jeg havde skrevet “Coming Home”, at jeg havde åbnet for et eller andet, så jeg gik i gang og så kom det hele naturligt, og når jeg bare sad med min guitar så kom de ting ud. Så jeg sad og arbejdede på numrene selv hjemme og lavede faktisk en 100% pre-production, hvor jeg faktisk tog et færdigt album ind til studiet og så trak min programmerede trommer og min demo bas ud og så spillede bandet under det… og det er jo fordi, at i dag, har vi ikke den tid vi havde, dengang jeg var i band og dengang vi gik i studiet på en anden måde. Det vil sige alt det du snakker om, det der med at spille bordtennis op mod hinandens akkorder det er jeg nødt til at lave selv derhjemme; altså, jeg bor ude på min lillebrors bondegård; så går jeg ud og arbejder med kvæget, ikke, så tager jeg en pause og kommer ind og spiller det igen, og så har jeg ligesom fået ørerne renset, så jeg er i stand til at lytte på det igen. Så jeg har ikke noget band at spille op mod, fordi det… tillader systemet ikke mere.
R: Man kan sige du har jo gjort det så i mange år, at du kender processen inde i dig selv og måske kan nå frem alene, uden at have et band.
Mike: Jo jo, og 100%, jeg ved fuldstændig, hvem der kommer ind og skal spille det færdige stykke arbejde og jeg tror det vigtigste med det hele og underteksten med “Coming Home” er ikke kun at finde sig selv fysisk, og komme hjem på Vesterbro og lalala, det er at komme til det sted i din sjæl og hoved, hvor du er den du er, og så enkelt er det. Så når du laver en beslutning med dig selv, så laver du en beslutning, som er lige netop… den.
Jeg er verdens bedste Mike Tramp, jeg kender mine limits, jeg ved hvad jeg kan – også hvad jeg ikke kan – og det jeg ikke kan det prøver jeg ikke på
Kardemommen af dansk rock
R: Det er som om du ikke gør tingene sværere end det er, du er rimelig klar i spyttet. “Coming Home” er for mig et stærkt nummer med et stærkt udtryk, men jeg tænkte også, at det var et langt nummer, faktisk også videoen, der varer de der seks minutter, var det til overvejelse at korte det ned…
Mike: jamen, det er jo blevet voldtaget og cuttet ned i P4, men det snakker vi ikke om, det er bare hvad det er, i sig selv, men det du ligesom nævner og som jeg også er stolt af, fordi…: Jeg er verdens bedste Mike Tramp, jeg kender mine limits, jeg ved hvad jeg kan – også hvad jeg ikke kan – og det jeg ikke kan det prøver jeg ikke på. Og derfor er jeg, på min dumflabede sjove måde, gået ud til mine soloshows og til tider forklaret publikum, at jeg er et af de der krydderier i mormors krydderihylde, måske i anden eller tredje række, ikke den der standard du bruger hver dag, men måske kardemommen som gemmer sig i treeren, men i det sekund du benytter dig af kardemommen er der ingen tvivl om, hvad for et krydderi du har med at gøre – og i min egen lille verden vil jeg gerne være min egen Tramp version af AC/DC, i den forstand, at du ikke er i tvivl om, hvem du har med at gøre. Så derfor er jeg ikke på vej til at eksperimentere med min musik, og som den frase du også læste selv, og som jeg selv har komponeret, altså, jeg er en fakkelbærer for mine helte; jeg har taget mine egne inspirationer og jeg har lavet dem og ligesom sat ild til min egen røv, og jeg fortsætter det de har bygget, jeg holder mig til en traditionel form for rock ‘n’ roll. Jeg kunne nævne ti forskellige kunstnere som kunne sættes inde i “Coming Home”, men inderst inde er det jo Mike Tramp, det er jo ikke fordi jeg sidder og kopierer, men der er bare nogle ting jeg er vokset op med, og som er kompatible med mig… en form for rock ‘n’ roll som jeg godt kan lide. Altså jeg kan lide meget rock ‘n’roll, men den heavy form er lynhurtigt trættende for mig, det var noget jeg nød på min vej op og i mine yngre dage. Nu er jeg vendt tilbage til noget af det mere solide som har haft indflydelse på mig.
Rødder
i bund og grund når jeg tager ud og synger den i et eller andet forsamlingshus i Jylland så er det bare en lejrbålssang
R: Hvem lyttede du til dengang? Jeg kan huske i et interview med Christian Have (Mabel), at Mabels grandprix hit (boom boom) var inspirereret af et gammelt Queen nummer…?
Mike: Jojo, da den ankom der, altså helt sikker, på et tidspunkt, hvor vi sad ved et lejrbål ved Sjællands Odde sommerhus og spillede noget folk og det var inspireret af “’39” fra “A Night at the Opera”(Queen 1975), men senere hen, altså der ligger jo alt… min mor hun spillede alt med Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash og så var der jo Kim Larsen og Sebastian og jeg voksede op på Vesterbro med hippier og Vesterbro Undgomsgård, og det er der, at den strumming som jeg har i næsten alt, kommer fra, altså den der slaskende akustiske guitar som bare… jeg sad bag i bussen og alle sang, når vi skulle på weekendtur med skolen eller ungdomsklubben og alle sang med. Der er to historier i det, for folk vil bare synge med, de er ikke så interesseret i guitar- og trommesoloer, og de går ikke op i, om det er dur eller mol så længe de kan synge med og det lyder som om, alle føler sangen. Og det er sådan noget jeg er vokset op med… at det er sådan nogen ingredienser, sangene bare skulle have. Og så kommer vi til 70’erne hvor bands som Slade var er stor indflydelse på mig og det er mere melodierne end måden de tæsker det ud, men i baggrunden af Slade ligger der utrolig meget The Beatles.
Og det kommer tilbage til den strumming, og det er de ting jeg har taget med, og selv når jeg sad og skrev numre til White Lion, så handlede det om formatet, værsgo! – og så blev det taget ind til guitaristen og så begyndte han så med de store akkorder og det store firserguitarspil og så blev nummeret bare automatisk… men i bund og grund når jeg tager ud og synger den i et eller andet forsamlingshus i Jylland så er det bare en lejrbålssang.
R: jeg synes godt jeg med White Lion kan høre nogle klare melodier, og at det er dét der er fundamentet…?
Mike: jo men det sekund du kan sidde… altså der er jo mange hårde rockbands der kan lave unplugged version, men det betyder ikke at det er en akustisk sang, det betyder bare, at nu sidder de og spiller et elektrisk guitar riff på en akustisk guitar, det er ikke der jeg kommer fra. Jeg kommer fra den gamle strumming skole, altså sing-&-song writer, både med dem jeg lyttede til før og dem undervejs; og du har Sebastian og Kim Larsen, og så har du dem der begynder langsomt at køre ned langs landevejen, nogenlunde samme tid som mig, altså bare mere avancerede end mig. Der har du så folk som Springsteen, Tom Petty, John Cugar Mellemcamp, altså du har de store amerikanske folkrock, you know, fuldstændig Heartland, den der middel-of-the-road John Fogerty og Creedence Clearwater som jeg også voksede op med, altså som simpelthen bare er der, hvor jeg kommer hjem, selvom jeg har været i de store firkantede rock bands… og jo mere jeg begyndte at acceptere det og lod mig trække hjem, des gladere blev jeg.
R: Det lyder ikke om jeg har skudt helt ved siden af…
Mike: Du har ikke skudt ved siden af, jeg var meget imponeret over din artikel både good og bad, fordi jeg skal sgu ikke bare kysses i røven, jeg kan godt lide når fact er fact, for som jeg siger, jeg er verdens bedste Tramp – og intet andet.
R: jeg var meget glad for den sidste sang ”Maybe Tomorrow”, hvad er din egen favorit på den plade?
Mike: jo men du kan godt sige det første og det sidste nummer, for det er jo faktisk de numre der holder pladen sammen, det første om personligt at komme hjem og det sidste stiller spørgsmålet ved alt du har med i dit personlige liv, for alt ender op der, for i slutningen af dagen, så er det de følelser der vender tilbage, dine følelser til dine børn og din kone… og de ting, der er utrolig besværlige… og alt det er samtidig benzinen i min motor som sangskriver.
Rejsen, destinationen og fåreflokken
R: hvis man så starter med Lejrbålsguitarer og så går via Mabel til White Lion og Freak of Nature og som solokunstneren Mike Tramp, er du så nået i mål, eller tænker du at der stadig er ting, som jeg skal have prøvet af?
Mike: Nej, jeg er hundrede procent nået i mål, skulle det være at jeg lavede noget andet så ville det være et sideprojekt, som ikke i sig selv blev lanceret som et Mike Tramp album, fordi jeg kan godt, jeg kunne godt tænke mig, at – det er også derfor jeg talte om krydderiet, jeg ved det fra mine Die Hard fans, at det de søger, altså de venter på den ny Jussi Adler bog og de vil ikke have, at han lige pludselig rejser til månen, de vil have visse ting som er familiære, for eksempel politikontoret, nu har jeg ikke læst bogen, kun set filmen, jeg kunne have brugt nogle engelske bøger, men du ved hvad jeg mener, nogle familiære ting, hvor jeg trækker dem ind, og det er dét mit publikum venter på. Jeg er blevet noget for mit publikum som de ikke får i andre band eller andet musik de køber, jeg er det glas på hylden, hvor, hvis de tager den pille, så er det ikke som alle andre.
Robert: de får noget kardemomme…?
Mike: Og det er det fede ved… jeg kan godt se hvad jeg læser og derfor kan man godt løbe ind i en anmelder som ville sige til det næste album, hvis det kommer, eller whatever, at ja, ok, han forsætter hvor han slap og derfor blev “Cobblestone Street”, “Museum” og “Nomad” til tre store trin som jeg brugte på den måde, at for at komme til “Nomad” som blev til “Maybe Tomorrow”, så skulle jeg gennem de andre og derfra fra “Cobblestone Street” til “Museum” og jeg tog kun de skridt der skulle til der, så jeg kunne finde roen og selvtilliden så jeg ikke bare bliver banket tilbage.
R: Og nu skal det prøves af i Tyskland, Belgien, Frankrig og UK, der er et hav af koncerter, USA sidste år, der må være mange derude, som stadig sætter pris på dig og din musik?
Mike: ved du hvad, det er næsten mere drivkraften end de små håndører jeg får for det. Jeg ved godt der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke kan sige det, og hvor det skal gå lidt mere op, men det er en stor tak til de loyale publikum og den familie jeg nu har bygget; der var jo fire store akustiske verdensturnéer som jeg lavede før de her bandture, så jeg har ligesom været ude at lægge et fundament og fået fåreflokken tilbage ind, hvor den ligesom hører hjemme, og fået skabt den der, at når du kommer til et Mike Tramp show, så er det altså ikke Saxon du kommer og hører, og det er det jeg vil have – at de får noget, de ikke får andre steder.
Bagagen, egne erfaringer og vilkårene i dag
mange tidspunkter stod jeg bare og smilede og gjorde hvad fotograferne sagde men inderst inde hadede jeg det bare
R: Hvad tænker du om de nye danske unge, dygtige og ambitiøse bands. I dag kan man godt få udgivet en plade nemmere end tidligere måske. Føler du de har den samme arbejdsiver som dig, du omtales nogen steder som den måske hårdest arbejdende danske rockmusiker. Føler du de har den samme drivkraft?
Mike: tja, nu er Danmark et fænomen i forhold til England og USA på godt og ondt, vi har et sikkerhedsnet og vi har en kvalitet af spillesteder som topper alle de spillesteder jeg har spillet i verden, altså du kan gå ind på det mindste spillested og der står et godt lydanlæg og et toilet der ikke er ødelagt og et omklædningsrum, så du starter allerede fra grunden med noget andet noget, men samtidig har du ikke noget backup system, du har ikke nogen radio du kan gå til, du har sådan set kun internettet via facebook osv, så der er ingen tvivl om, at når du ser de der ting, jeg føler jo på mange måder… altså, jeg bakker dem jo op med den energi de har, alle de musikere jeg har kendt… i det sekund de tænker på udlandet, så ved de at der er meget lidt hyre og så bliver det svært og så kan de ikke tage deres børn i skole næste dag. Så du kan simpelthen ikke sammenligne de ting på nogen måder, men så kan du sige, er det blevet lettere i dag? Ja på mange måder, men samtidig er der jo ikke noget tilbage af den branche, jeg var en del af. Og så har du sådan nogen fænomener som Rasmus Seebach og Volbeat og sådan noget der, det er så fænomen-dansk, mens andre bands slet ikke kan nå ind på det dér, eller sådan noget som Jakob Dinesen, det er ligesom en ildebrand der går hurtigt og en gang imellem er man bange for, at det går lidt for hurtigt i stedet for den gamle måde´, hvor vi var USA rundt gang på gang og bare spillede. Men personligt blander jeg mig ikke i det, så kommer jeg bare til at lyde som en sur gammel mand, jeg har sgu travlt nok med bare at overleve selv og bare have tjek på, at jeg holder den rene linje; og jeg går ikke på kompromis på nogen måde, jeg laver kun det jeg er, jeg bøjer mig ikke for noget . Der er ingen penge der er det værd, at jeg laver noget jeg ikke kan stå inde for. Jeg har prøvet det før og det er en rædselsfuld følelse.
R: Er det tiden med Freak of Nature du tænker på der?
Mike: Næh, der tænker jeg bare på hvordan det var at opleve at vinde grandprix’et i 1978 hvor der kun var en tv kanal og alt var fokuseret og hele landet vidste det. Der var intet alternativ, og alle havde set det der og så er det så dér jeg oplever i så ung en alder, at det her det drejer sig ikke en skid om musikken, det drejer sig ikke om forstærkere eller stor PA anlæg og lysanlæg, dengang jeg studerede Queen og Pink Floyd, det her drejede sig bare om at få en artikel i Se og Hør, eller skrive noget lort i BT eller Ekstra Bladet og det gav mig et eller andet på, at jeg bare ville flygte væk. Og mange tidspunkter stod jeg bare og smilede og gjorde hvad fotograferne sagde men inderst inde hadede jeg det bare, for det havde ikke en skidt at gøre, med hvad bandet var inderst. Det var bare et fejltrin vi lavede, vi var i gang med et rockalbum, bandet var et rock band før jeg kom ind… det kan godt være det er lidt svært at se på de billeder, der blev taget, men i bund og grund så var det dét, vi var og dét vi ville, men der var noget der overpowerede det, og så fulgte man en anden kaptajn og fór vild, ikke, og det er derfra jeg har min styrke, så jeg vil aldrig lade andre lede mig ned ad den forkerte vej…
R: Man kan sige, det var en god uddannelse?
Mike Tramp: Du kan altid… det er også derfor det sidste vers i “Coming Home” siger:
”Dont regret what you did wrong man you had your chare of fun” – du kan ikke være ærgerlig over det, det var dét som gjorde dig stærk.
R: Der må være mange folk der jo ikke kender op- og nedturene, men når man kigger på karrieren, så tænker man, at der må være mange der er misundelig, et eller andet sted, I turnerede jo med Ozzy Osbourne, ACDC, Mötley Crue, Aerosmith.. I var der jo!
Mike: De tænker kun på de gode ting, de tænker ikke på de dage, hvor du ligger dødssyg hvor “the show must go on”. Alle har sine ups and downs, men altså jeg er blevet betalt for det jeg elskede, så det er der, man måske kan være misundelig, men alt kommer jo med en pris; jeg ofrede min familie, jeg har ikke set mine børn i et år, jeg har ikke set min kone i et år, jeg betaler en pris, som jeg ikke tror andre betaler og nu er jeg så langt inde i det, at det bare er et liv, hvor jeg ligesom prøver og ser, om der er en løsning til at få de sidste brikker på plads… men jeg blev én af de der, der hoppede på et skib fordi jeg skulle se, om der var nyt land. Der var et tidspunkt hvor mennesker på kloden gjorde det, hvor de ikke tænkte på, om de kom til at savne flæskesteg og rødkål eller om jeg kommer til at savne Johnny, når han kommer forbi om lørdagen; der er bare nogen af os, der er anderledes, så enkelt er det.
Folk skal bare gøre det de vil
rock ‘n’ roll, betaler dig tilbage, når rock ‘n’ roll betaler dig tilbage
R: Nu er du jo kommet hjem og du virker rimelig afklaret, både når du kigger tilbage og frem, har du nogen gode råd til dem, som starter i dag, der er jo virkelig mange gode rockbands med masse af kvalitet lige under overfladen, som sikkert går og drømmer om de stadionkoncerter som du har prøvet, har det nogen gang på jorden?
Mike: jo, men altså, så længe du ikke sætter nogen tidsfrist, så længe du ikke siger, “hvis jeg ikke er nået dertil næste år, så stopper jeg”, jamen, så kan du lige så godt gå ned og udfylde en eller anden ansøgning for Ikea eller Silvan, det sekund du siger, “jeg skal i hvert fald have så meget for at spille, hvad giver det?” Det spørger du ikke rock ‘n’ roll om: rock ‘n’ roll, betaler dig tilbage, når rock ‘n’ roll betaler dig tilbage. Og samtidig er der jo mange bands der spiller på mange forskellige måder, der kan jo godt være et glad århusianer band for folk på universitet, som elsker at sidde og læse Gaffa og bare hygge sig med deres hipsterskæg og synes de er et rigtig fedt band, mens deres drømme bare er at spille i Århus og Ringkøbing – og det er fedt for dem, folk skal bare gøre… det de vil.
R: Det lyder sgu klogt, jeg vil gerne sige tusind tak, for at du gad deltage i det her interview!
Mike: Det var en fornøjelse Robert, anytime, vi ses derude!
