Jethro Tull i Det Kongelige Teater

Et ældgammelt engelsk band var fredag aften mere end klar til Det Kongelige Teater med deres teatralske og livlige progressive folk rock. Tressernes glade hippiekultur gav navnet til bandet, da de gravede en hovedskikkelse i britisk landbrugskultur frem og stjal hans navn; Jethro Tull (1674-1741). 

God humor lige fra start

En farverig animeret fortælling af et dyreliv i en skov, startede på lærredet på bagscenen. Der var liv og glade dage i dyreverdenen, især da et egern kom helt i front på billedet og tog et par toner på en fløjte. Allerede her var humørbarometeret sat højt. Publikum var ellevilde og her fik Jethro Tull naturligvis deres velkomst-applaus.

Den 79-årige frontfigur Ian Anderson er det eneste originale medlem i det snart 60 år gamle band, der havde debutplade på markedet i 1968. Fredag aften startede han ud sammen med den unge talentfulde guitarist Jack Clark i nummeret “Some Day the Sun Won’t Shine for You” fra debuten This Was. Resten af bandet kom langsomt på, og nummeret udspillede sig med upåklagelige lyd i den flotte sal. Dertil kom yderligere to numre fra denne plade; “Beggar’s Farm” og “A Song for Jeffrey”. Helt naturligt var vi i en tolvtakters blues rock verden, som de fleste bands i 60’erne havde under huden.

Efter numrene fra This Was, tog det en mere progressiv drejning med numre fra Thick as a Brick (1972). Musikken beholdt den teatralske stil, men gik væk fra de traditionelle blues akkorder og de simple rytmer. Flere skæve taktarter kørte fra scenen, hvor man også kunne fornemme,  at musikerne koncentrerede sig lidt mere om den mere komplekse musikstruktur. 

Sidste nummer i 1. sæt, var en hyldest til J. S. Bach. En fortolkning af “Bourrée i e-mol”, som blev udsat for lidt af hvert. Det blev selvfølgelig gengivet med lidt mere rytmik end den gamle Bach havde intenderet, men det var en ganske vellykket fortolkning.

“Free Palestine”…

Navnet Jethro Tull er som sagt hyldest til en historisk person, og der var en række hyldester denne aften. Et nummer som hed “Budapest” hvor man så en video med flotte aftenoptagelser over den smukke by. Dertil var der nummeret ”Pastime With Good Company” som selveste King Henry VIII har skrevet. Det var sgu specielt.

…og man kunne også have troet at “Free Palestine” blev råbt fra scenen… det gjorde der ikke! Så et publikum måtte selv råbe det…hvilket var lidt malplaceret. 

Jazzet encore

Den, i løbet af aftenen, mådeholdne keyboard mand John O’Hara, blev sluppet løs i “Locomotive Breath”, som startede ud med jazz-klaver-lir af bedste skuffe. Han var varm som ind i helvede, som man kunne se, da hele hans krop gik i selvsving. Nummeret var tydeligvis blevet til et live-solo-event-track, da næsten alle musikere havde en fed solo. Det var også sidste nummer, og folk havde fået pulsen op at gå hjem på.

God solid koncertoplevelse

Jethro Tull’s musik er tit lystigt og spøjst, selv i de tilfælde hvor der bruges mørke mol akkorder i vanskelige taktarter. Der blev jongleret med blues, folk, prog rock som var det let som en leg. Anderson gav også udtryk for at more sig gevaldigt når han er centrum i sin egen musik, omgivet af sine mere stillestående musikanter, hvor han i midten af scenen dansede med sin fløjte og sågar brugte den som luftguitar.Der blev kompenseret for den vage stemme, for Anderson havde øvet sig på at lave vokal lyde samtidig med fløjtetonerne. Der må kræve meget luft, som han hellere ville investere her, end når han skulle synge. 

Det er en unik instrumentation at have fløjte i et rockband, næsten som hovedelementet, nu når Anderson ikke trænger så meget igennem som lead vokalist. Det resulterer dog også i at musikken bliver lidt komisk og irriterende med de mange bløde blæsefraser. 

Men der skete mange spændende ting i både musikken og i det sceniske, hvilket gjorde det til en god og livlig koncert. Jeg ender på 4 flotte stjerner til Jethro Tull.