Jetzt tanzen wir!

Hvad får man, hvis man tager en flok punkere i Düsseldorf, stikker dem en bane speed og drejer dem mod fabrikslarmen i nord? Rigtigt gættet: Die Krupps.

Der i 80erne hvor Kraftwerk var kongerne af Düsseldorf, og den tyske industri i Ruhr-distriktet var stor og mægtig, var alle vækstbetingelser for industrial metal til stede. Selv store træer starter som små spirer, og Die Krupps skulle da også skyde op gennem noget regulært elektronisk, før de blev den stamme, som Rammstein, Ministry, Nine Inch Nails og alle dine andre favoritter forgrenede sig fra.

Torsdag eftermiddag blev Die Krupps modtaget på Copenhells Pandemonium-scene af et moderat publikum. Her på RockZeit.dk var vi ængstelige, for en klatretur i stamtræet har så ofte før været en skuffelse for os. Vi bekymrede os unødigt …

Scenen blev indtaget og sat i bevægelse af medstifter Ralf Dörper, der bemandede elektronikken, Paul Keller bag trommerne og en ny mand på guitar. Ham kan vi lige vende tilbage til. Sidst men ikke mindst kom hovedmand og forsanger Jürgen Engler ind med et stort grin og satte i gang.

Den første håndfuld sange var en fornuftig blanding af ting fra først i 90erne, hvor Die Krupps for alvor fandt deres form og smedede hård 80er-techno sammen med elektrisk guitar og metalindflydelse (”Crossfire”, ”Metal Machine Music”), og ting fra 2010erne, hvor Die Krupps var blevet genfødte efter knap 15 års pause (”Blick zurück im Zorn”, ”Black Beauty White Heat”).

Det ville ligge i tråd med Die Krupps elektroniske marchmusik og det teknokratiske univers at være sorte og  indadvendte som deres samtidige i Sisters Of Mercy og The Mission. Men sådan er Jürgen Engler ikke. Han skriver musik, folk skal leve til, og gav sig stille og roligt i gang med at piske en stemning op. Ved sin side havde han den ny guitarist, og den var han med på. Han kunne være vores hjemlige Søren Andersen tvilling… Alle de rigtige poseringer, langt hår, der lige skulle fejes tilbage af og til, men vigtigst af alt et stort smil og en em af spilleglæde, der supplerede og tydeligvis fornøjede Jürgen Engler.

Når man spiller rigtig industrial skal man selvfølgelig også have noget jern og stål med på scenen. Den lokale smed må havde muntret sig, da han skruede det arrangement af rustne rør sammen, som Engler baskede løs på under ”Nazis Auf Speed”. Et lidt billigt trick men dét og en konstant men værdig appel til publikum begyndte at give pote.

De første crowdsurfere røg i vejret. Flere mennesker kom til og flere dansede. På et tidspunkt sneglede en lang kædedans sig gennem den tætte menneskemængde nede foran scenen – små gothpiger hagede sig til skuldrene af flommede grungetyper i bar mave, der igen havde fat i ærmeåbningerne på battlevesten foran. Sådan har vi aldrig fået den før på Copenhell.

Fra scenen fremhævede Engler igen og igen at det var pigerne, der crowdsurfede, og i det hele taget havde den under koncerten. Og det var ikke et billigt trick – han havde helt ret. Hvor de hårde koncerter under Copenhell altid har en skæv kønsfordeling, så var publikummet til Die Krupps vidunderligt ligeligt fordelt, ligesom kvinderne ganske rigtigt udfoldede sig mere end de plejer. Ikke at mændene var upåvirkede: Fætteren bag mig i beige blazer og lyserød butterfly råbte begejstret til sine venner ”Hold nu kæææft, mand, det er fedt det dér!”. Ja, det var.

Trods den konstant stigende intensitetskurve havde Ralf Dörper kørt Kraftwerk-stilen og ikke fortrukket en mine fra kommandocentralen oppe på podiet. Men da Die Krupps havde lukket ballet med ”Fatherland” og ”Bloodsuckers”, så vi lige fik et par regulære bangers med hjem, flækkede fjæset på både ham og trommeslager Paul Keller også i store grin, og hele bandet tog sig ekstra god tid til at takke af fra scenen.

De havde tydeligvis haft en fed koncert. Bitte schön, Jungs! Det var gensidigt.