Joe Bonamassa: Club blues i en større hal

Tirsdag aften blev der lukket op for blues rock slusen, da den amerikanske superguitarist Joe Bonamassa indtog scenen i K.B. Hallen. Det ville måske have været bedre at høre ham med sin moderne version af the blues i en mindre klub. Repertoiret var næsten mest til de rammer.

Men nu var det altså i K.B. Hallen, som Joe har besøgt før. Det vil altså sige, den gamle K.B. Hal. Joe syntes nemlig at han måtte give danskerne en undskyldning fordi han i 2011 sammen med Black Country Communion, med bassisten Glenn Hughes i front, spillede netop Deep Purple nummeret ”Burn” for at konstatere, at 2½ måned efter brændte den gamle K.B. hal ned til grunden. Men det kunne han jo ikke gøre for….Det syntes den fyldte nye K.B. Hal heller ikke, for der blev grinet og klappet af hans lille kommentar. Det var nærmest også de eneste ord, der kom ud af den hurtigspillende guitarist, der næsten ikke kunne undgå at blive dygtig, fordi han allerede startede sin karriere som 13 årig. Efterfølgende har denne talentfulde musiker sprøjtet den ene udgivelse ud efter den anden. Jeg har ikke tal på hvor meget han har udgivet, men det er meget.

Jeg syntes det var noget ærgerligt at intromusikken til dagens koncert var et regulært nummer fra en anden kunstner, hvor lyden var rigtig god, for kort efter at høre Joe Bonamassa og band live, med en hørbar lavere volumen, og tilmed men en knapt så god lyd. Ikke at man ikke kunne høre alting, men den samlede sound var flad, hård og kedelig. Selv Joes guitarlyd på de guitarer han skiftede rundt i mellem, var uden gnist. Om det er fordi han skærmer alle sine amps ind i plexiglas bure, ved jeg ikke. De er jo micet op hver og en af dem. Joe arbejder nemlig med fire forskellige typer forstærkere, som han skifter rundt i mellem. Herunder en Leslie box, som normalt er et speaker kabinet til Hammond orgel. Jeg må dog sige at jeg ikke kunne fornemme den store forskel mellem de forskellige amps.

Og nu når vi lige er ved lyden, så syntes jeg det var synd at stortrommen fik så meget magt på de helt stille ballader. Den burde være mixet ned, eller i det mindste være spillet mere let. Det ødelagde nemlig den dynamik, der lå i at Joe viste sine dynamiske sider i fred og ro. Publikum lyttede nemlig ordentlig efter. Trommeslageren Anton Fig havde desværre også tendenser til at speede tempoet lidt, og her og der i visse medium tempo numre kneb det næsten for Joe´s vokal at følge med. Og det var synd, for Joe synger faktisk rigtig godt. Og hans vokal blev supportet rigtig godt af de to sangerinder Mahalia Barnes Juanita Tippins der senere fik deres solo spots. 

Hvem der også fik et velfortjent solo spot var Hammond orgel stjernen Lachy Doley, der har afløst keyboardspilleren Reese Wynans som var med Joe i mange år. Han havde da også utroligt svært ved at sidde stille. Han er en meget levende og fysisk musiker. Og det var tydeligt at Lachy var et populært indslag. Men det danske publikum kender ham også godt, fordi han har spillet under eget navn to gange med udsolgt hus. Og han er altså også go´….

Hvem der også fik et vellykket solospot var Joes support guitarist Johs Smith. Han havde en fed tone på sin guitar, og spillede faktisk næsten mere spændende end Joe selv. Johs har humor og uforudsigelighed. Og trods Joe er blændende dygtig teknisk, så kan man ofte regne ud hvor han går hen med sine figurer. Man kan sige at det så bliver opvejet af hans utrolige sikre spillestil, men han overrasker ikke helt som Johs Smith gjorde. Det forlød ellers fra ”upålidelig kilde” at Johs Smith havde spillet på Mojo i CPH dagen før K.B. Hallen. Måske kan man også spørge hvor mange flere guitar figurer der er tilbage at finde på, med mindre man hedder Matheo Mancuso.

Hvor kommer Joes stil så fra? Clapton, helt tydeligt. B.B. King også helt klart (og Joe har jo også som 14 årig været gæst hos B.B. King på koncert.) Da Joe fik rakt en Gibson SG model, som er en kvart akustisk elektrisk guitar, i stil med B.B. Kings guitar, blev deres udsendte pludselig noget mere opmærksom, fordi Joe her viste hvor han virkelig kom fra, nemlig the blues. Lavmålt og følsomt med virkelig god og organisk tone gav han sig selv tid til at lade fingrene hvile på de enkelte toner, men ikke så det gik i stå. Her og der kom små eksplosioner ud til os, som rykkede musikken videre. Så for mig var det et af højdepunkterne.

Og så bilder jeg mig ind at der var en hilsen til mit store idol, den nu afdøde guitarist Jeff Beck, da Joe tog fat i en virkelig god version af Billy Cobham nummeret ”Stratus”, som Jeff Beck også havde på sin sætliste. Heldigvis ikke som regulær kopi, men i Joes egen version.

Det var næsten også først her, at bandet virkelig begyndte at swinge. Op til denne halvdel havde det hele været lidt stift og anstrengt.

En ting der heldigvis var en positiv oplevelse var at Joe Bonamassa imod mine forventninger og øvrige oplevelser med ham (på video), viste at han virkelig også var i stand til at spille nogle pragtfulde melodiøse soloer, som havde evne til at trænge ind i ens følelsessystem. Altså ikke nødvendigvis super ræser guitar hele tiden. En anden ganske sympatisk oplevelse med Joe, var at koncerten var blottet for skaberi og overflødelige attituder. Alt performance var i fin overensstemmelse med hvad der blev spillet på scenen. 

Og det er et fedt band han har omkring sig, som følger Joe i tykt og tyndt. Tydeligt at det overvejende mandlige modne publikum slugte det hele med stor begejstring. Dog havde jeg en lille samtale med en hustru til en af disse modne mænd iklædt en merchandise sweatshirt, og her gav hun udtryk for at det i hvert fald ikke var svært at lytte til Joe Bonamassa, om det så var til koncert eller der hjemme under støvsugnings aktivitet. 

Vi kommer i hvert fald ikke uden om at guitaren, hvad enten den er elektrisk eller akustisk kun kan være et af verdens mest populære instrumenter. Og så er det op til pågældende musiker at få noget interessant musik ud af dette simple instrument. Det synes jeg godt Joe kan, om end det mangler lidt farlighed og overraskelser. Han spiller lige så perfektionistisk som han egentlig også selv ser ud…..