Joe Bonamassa i Falkoner Salen

Det var en god weekend RockZeit havde, da vi lørdag aften tog i Falkoner Salen og hørte een af verdens bedste guitarister, blues rock stjernen Joe Bonamassa. Han havde en lille hær af ligestillede musikere med på scenen, som fik musikken til at svinge til UG.

Man in black

Det kunne ligne en FBI agent i sit stiveste puds, der stod på scenen lørdag aften i Falkoner Salen. Han havde en el-spade i hænderne, så det var selvfølgelig den fantastiske blues rocker Joe Bonamassa med sine solbriller og sort jakkesæt. Mange kan stille sig på en scene med solbriller, men det er dog kun Bonamassa der kan spille dét vi hørte i Falkoner Salen, og der ER en grund til at han bliver omtalt som noget helt specielt.

Evil Mama

Der blev lagt ud med “Evil Mama” fra albummet Redemption (2018) der bragede ud i lokalet med saft og kraft, og blev besvaret af et begejstret publikum der spændt havde ventet på, at stjernen trådte ind på scenen med sit forrygende band. 

Heftige soloer

Det hører næsten til sjældenheder, at man støder på så overbevisende live-guitarspil. Hver gang der var solo fra Bonomassa, rev han hidsigt i strengene på den fedeste måde, og der kom virkelig lyd ud af guitaren. Det var utroligt, at strengene kunne holde til det, og det var måske også blandt andet derfor, at han stort set skiftede guitar hver gang der startede et nyt nummer.

Nu når vi snakker solo, var det jo ikke dårligt at Reese Wynans var på keyboard på denne tour. Der var  stort liv i hans akkompagnement, og når han havde solo, gik det ikke stille for sig. Det lød som om der var to keyboard boksere der spillede duet, men der sad blot Wynans i allerbedste form og legede med de mange tangenter, som om det var det letteste i verden. Det var også store bifald den aldrende mand udløste i salen.

Bassen fra Calvin Turner var god i klang, og han groovede virkelig på en fed måde. Så fedt, at jeg savnede lidt mere punch i lyden, for han forsvandt tit på grund Bonamassas guitarriv. Det var mest stille numre hvor hans klang passede perfekt.

Cover

Udover Bonamassa-materiale, var der masser af covernumre der blev spillet med stor passion, og i dén grad kom udover scenekanten. ZZ Top’s “Just Got Paid” udløste store armbevægelser hos Bonamassa på guitaren, som fik slynget noget saftig old school blues rock ud over scenen. Nummeret var godt placeret i sætlisten så man kunne få intensiteten helt op hen imod slutningen af koncerten. Joe gav også tegn til publikum at vi skulle rejse os fra sæderne, så der kom lidt mere liv i salen.

Overraskende ekstranummer

Hvis man havde tjekket sætlisten ud på nettet, var “Mountain Time” annonceret som aftenens ekstranummer, men “Sloe Gin” af Tim Curry blev overraskende nok ekstranummeret, hvilket der var kæmpe jubel over i salen. Det var et fantastisk nummer med det gode catchy omkvæd. 

Stor helhedsoplevelse

Joe Bonamassa er ikke den bedste sanger i verden, men han ved det, og derfor springer han ikke ud i noget der ikke lyder godt. Han holder sig til nogle få vibrato-toner han har parat i struben. Det fleste toner er skingre og gennemtrængende på en charmerende måde, så det hele ender på en middel præstation som også er fin nok. Sangerinderne Dani de Andrea og Jane MacRae var fabelagtige med deres soul stemmer, der gik rent igennem med klang og top musikalitet.

Rent kompositionsmæssigt, var det ikke det mest avancerede og varierede musik sætlisten bød på, men vi fik det vi skulle, nemlig en massiv omgang blues rock der lagde op til gode solopartier. Joe gav også plads til Josh Smith som lavede 2 soloer i løbet af koncerten, som også bare var på højt niveau, for ikke at tale om den vildt steady rytmeguitar som Smith stod for. 

Lyden var god, men ikke perfekt. Diskantområdet var lidt skinger en gang imellem, og man kom ikke rigtig af med det, da mange af numrene lå i samme tone leje. Basguitaren kunne godt have været mere gennemtrængende. Trommelyden fra Carters lækre Sonor trommesæt, var til gengæld super god og fyldig i klang, og Carter var utrolig god til både at holde rytmen og lave det rigtige trommelir når der var brug for det. 

Joe var super god til at kommunikere med publikum, og han var både cool og morsom. Selvom han er kendt af udseende med sine solbriller, var han ikke bleg for at tage dem af en gang imellem. Når han skulle tage en tår af sin cola, tog han dem af nogle gange…mere alvorligt tager han ikke solbrillerne.

Selvom der ikke var stor variation i numrene rent kompositorisk, var det verdensklasse performance fra alle de suveræne 7. Fra start til slut var de hver især mega skarpe, samt i samspil med de andre.

Jeg ender på 4,5 stjerner til den Bonamassa & Co.