Jonah Nilsson – Kulturværftet 28/6-18

Solist, sanger og keyboardspiller Jonah Nilsson er et sandt musikalsk naturfænomen med en stemmeklang af en anden verden, og torsdag aften spredte han og bandet ægte sommerglæde og musikalske raffinementer 

Jonah Nilsson fra Sverige, er én af de dér kunstnere, som på irriterende vis har mindst lige så nemt ved at gøre en hvilken som helst frostvare til sit hovedinstrument, som han har ved at trække vejret. Klassisk og rytmisk uddannet, og så er han tredjedel af den eminente svenske eksperimenterende soulfunkjazz trio Dirty Loops, som aktuelt er sat på pause, men som udover Nilsson består af ligeså talentfulde Henrik Linder, som sov i en gulvbas som spæd og Aron Mellergårdh som faldt i gryderne, også som spæd (sådan cirka).

Kometkarriere

Deres debut – og eneste album til dato  – “Loopified” (2014), klarede sig ret godt især i de nordiske hitlister og bød på ørevenlige covernumre af blandt andre Justin Timberlake og Adele, og de blev altså set af flere millioner på YouTube, hvilket eksponerede især Nilsson for et globalt publikum der blandt andre bestod af musikalske stjerner som Stevie Wonder, Adam Levine (Maroon Five) og den 16 dobbelt Grammy vinder David Foster, der gav bandet en pladekontrakt, samt selveste Quincy Jones, der så er endt med at signe svenskeren i sit management. Ja du læste rigtigt, sikke en historie!

Kulturværftet har jo en indtagende beliggenhed, og æstetikken var bestemt også i højsædet på scenen torsdag 28.06.18. Fra start af demonstrerede bandet en afsindig ufattelig musikalitet, som sætter et skyhøjt benchmark for samtidige musikere. En eminent vekslen mellem hurtige Michael Jackson-agtige numre a la “Off The Wall” – perioden, og langsomme Lionel Richie/Wonder agtige ballader. Altsammen med et nonchalant og über sikkert touch fra alles sider. Nogle gange med delikate sårbare passager med sparsom akkompagnement til Nilssons silkevokal og andre gange tordnede avancerede drum’n’jazz agtige stakkerede trommer og bas under Nilssons nu fyldige, kraftfulde og ekstremt lyse vokal, det være sig falset eller fuldregister.

Nonchalant kunst 

Selv de obligatoriske synth blæsere og strygere var idiomatiske og gennemkomponerede på et højt niveau, ned i detaljen, og i de passager hvor der blev improviseret, hev musikerne ubesværet og afslappet alskens jazz tricks frem, som var det bare en vandpistol fra knægtens skoletaske. De forholdsvis utrænede ører som sad på min ledsagerske havde til tider vanskeligt ved  at holde balancen, når krads harmonik, kvarstabler og altererede akkorder krydsede klinger med melismatiske, kromatiske og atonale soli – men Nilsson sørgede for at melodierne i omkvædene var så catchy, at Hr. & Fru rosé alligevel stod på benene, rokkede og vuggede fra side til side, og havde en forrygende aften.

Musikalske lækkerier

Der var masser af god stemning og humor mellem de musikalske lækkerier. Nogle gange blev det lidt for pjattet, ikke mindst da bandet tog sig selvironisk men kærligt af flødebollen Bryan McNights “My kind of Girl”, som Nilsson åbenbart havde et særligt fortold til siden de helt unge år. Det var flot lavet men for suppet og helt uden kant. Men det var en enkelt smutter. Bandet kørte derudad, og de kan bare ikke holde sig til køreplanen, og fik derfor leveret flotte og anderledes arrangerede versioner af “Sayonara Love” og “Please Don’t Stop The Music”, begge Dirty Loops, afdøde Avicii’s “Wake Me Up”, og det helt ny og flotte nummer “Now Or Never”.

Så hurtigt som en kaffepause, desværre…

At Quincy Jones har et godt øje til den svenske musikalske spradebasse kan altså ikke undre; når man lukker øjnene og blot lytter, så er det altså ligefør, man tror at Stevie Wonder sidder foran een bag bag flygelet og rokker fra side til side med et sort grin; grinet var dog næsten det samme, for Nilsson er en glad ung mand, godt fyldt op af sin egen succes, men kun på den charmerende måde. Mit favorit nummer “Coffee Break” satte en fed streg under Nilsson & Co’s geni samt trak en lige linje til Wonder og især Jackson, så man næsten kunne se fortovsfliser lyse på skift under publikums fødder.

Nilsson fortalte, at han kun havde fået tretimers søvn, da han aftenen forinden havde spillet i London, netop til et Quincy Jones hyldest arrangement. Måske derfor varede koncerten kun en time og tyve minutter, hvilket på alle mulige måder var alt, alt for lidt.

Mere næste gang, Nilsson!