Jordan Rudess – Wired For Madness

Dream Theater har på deres nyeste udspil fra i år, “Distance Over Time”, atter fået vind i sejlene ved at drosle kraftigt ned på deres Disney soundtrack eskapader fra det forrige “The Astonishing”. Det forhindrer dog ikke deres keyboard troldmand, Jordan Rudess, i at udvise flabet og eklatant mangel på mådehold i forbindelse med hans nyeste solo udspil. Endnu en gang forbløffes man over hastighed, ekvilibrisme og alsidighed – og uafbalanceret grundløs musikalsk skizofreni. Hvad der foregår i hans hoved, kan man kun gisne om, men albummets titel giver bestemt et hint.

Pompøse overdrivelser

Det starter som lyn og torden med to usandsynligt, vanvittigt lange, sammenhængende mastodont-prog numre, “Wired For Madness, part 1” & “Wired For Madness, part 2”, hvor en vaskeægte tour de force i storhedsvanvid og musikalsk umådehold tværes ud i hovedet på lytteren ved første lyt på en så overgjort måde, at man næsten ikke orker at høre resten af pladen. Efter cirka 30 minutters Wagner’sk egotrip ligger man i rabatten som roadkill og sukker efter lidt blid… Lisa Ekdahl. Og problemet er, at man således ikke just anspores til at give de to numre en chance til; det er så mit job, så ok, det gør jeg så.

Og jeg må da også erkende, at de hæsblæsende formled i første, midt i deres eksplosivitet, har masser af melodiske passager, som er flot spillet og er indlejret i hinanden, med overlab og parafraseringer indbyrdes, så hatten af for det. Når man virkelig lytter og lægger mærke til musikken bag artisteriet, er der således afgjort tale om kompositorisk blæret musik fra øverste hylde, en art fusions pop-jazz med massevis af syrede synth lyde tilsat hektisk trommespil, supplement fra guitar og klaver, hvor der efter cirka 9 minutter, ledes op til de sølle sidste to minutter, hvor Jordan Rudess får introduceret sin vokal som værende funktionel, men yderst uinteressant:

“In a haze of lost control of all that i believe

What is real a flash of memory

Del 2 trækker på samme ide og lydbank, men excellerer med sine 23 minutter, og vi er ganske enkelt ude på det vildeste overdrev; det her er komplet unødvendig. Det er lækker lir, men belastende og trættende, med mindre man tillader sig at gå fra det, vaske op og komme tilbage igen senere. Men manden ønsker vel netop ikke at lave muzak? Her savner jeg, at andre byder ind med deres musikalske aftryk for at denne sanglængde på nogen måder holder vand.

Og så videre…

Efter disse musikalsk knytnæveslag i fjæset, kravler vi videre til resten af pladens 8 numre, og så bliver alt lidt nemmere.

På “Off the Ground” landet vi – efter følelsen af at have redet med valkyrier – i et helt afstemt og behageligt Steve Hackett land. En rolig underspillet ballade ting, som gør at hvilepulsen atter rammer noget humant. Den er  ikke såå interessant som man kunne ønske sig; nu hvor Rudess rent faktisk har fed og ro og dermed chancen for at give lidt intimt af sig selv, bliver det desværre lidt vagt og mat – ligesom hans stemme, der er ok ren og pæn, men tynd og i mellemlejet mest varm luft.

Insekterne kommer

“Drop twist” er et instrumentalt inferno som giver associationer til myriader af hidsige insekter der hvirvler rundt i en kamp om en enkelt brødkrumme. Det er ret fedt og liret, og Rudess kan jo alt med sine tangenter. Men altså, lige efter et stille nummer understreger det pladens retningsløshed.

På “Perpetual Shine” fortsætter insekternes deres hærgen; tillad mig i øvrigt at bruge billedesprog, da alle de synkoperede breakbeats og polyrytmiske uhyrligheder tager en krig at beskrive og kræver mere læsetålmodighed fra læseren, end jeg tilsvarende orker at skrive; her er vi i et jazzfunkpsycho univers og ja, insekterne er tilbage, men får nu følgeskab af en truende ildevarslende tåge – af mystik! Nummeret udvikler sig faktisk selvom det starter over the top og det er imponerende, et af pladens absolutte højdepunkter.

Blues og ballade

“Just Can’t Win” byder demonstrerer Rudess’ evner som blues sanger, og da det hele udfolder sig i et synth rock univers tillader man ham at prøve; man ved godt, at han ikke går efter et John Lee Hooker udtryk, men snarere noget studentikost eksperimental blues. Det fingerer godt og der er forholdsvis meget ro på, og blues soloerne leveres efter bogen (ingen insekter denne gang!). Lækker guitar spade, vist nok leveret af John Petrucci.

Herefter kommer albummets ballade, en klaver baseret Lionel Richie agtig sag a la “Hello”. Det går helt nydeligt, indtil han kommer til at vælte nogle outer-space synth akkordprogressioner udover en lod slutningen. Man undres ikke – det må jo ikke blive let fordøjeligt, det her.

Den skizoide forløsning

Og på det sidste nummer løber alle de skizoide træk sammen til et hele, hvor vokal melodilinjen ligger let tilgængelig i toppen, uden kradse og komplekse elementer overhovedet. Men lige under drives nummeret frem af jazzede akkordstrukturer der stritter i alle retninger og konstant søger uventede veje, som en forvirrende og snørklet zig-zaggende skovsti, som en svært farbar vej, hvor vokalen svarer til fortælleren der betræder stien; måske er sådan Rudess ser sit liv og færden. Og selvom dette nummer er et af de mest vellykkede på denne plade, efterlader det således spørgsmålet, som man også tit kan stille sig selv, når man lytter til hans Dream Theater input; hvorfor går den mand aldrig bare den lige vej?