Judas Priest og The Metal God indtog Royal Arena

Den 9.3.2018 udgav Judas Priest deres 18. og vel nok bedste album “Firepower” siden Painkiller fra 1990, hvilket ikke siger så lidt.

I den mellemliggende periode har bandet udgivet fem andre albums af svingende kvalitet, hvilket har betydet, at de er gået fra at have spillet på Train i Århus den 6.11.2002 til nu at spille i Royal Arena København.

Judas Priest har før givet mig uforglemmelige aftener, og den første stammer såmænd fra førnævnte optræden på Train i Århus, ikke på grund af deres præstation, men mere pga. min egen mangel på samme i forhold til at det var første gang at jeg skulle i byen med min daværende kærestes overbeskyttende storebror og ville imponere ham med mine evner i baren.

En tilsyneladende perfekt start endte med at jeg på trapperne ved indgangen til Train foran BÅDE Glenn Tipton og K.K. Downing kastede op i lårfede stråler, således at jeg dagen efter vågnede op med lunser af opkast i garnet.

Heldigvis havde jeg ikke startet min karriere som musikskribent på dette tidspunkt, og storebroderen syntes tilsyneladende at det var cool nok, således at jeg kom ind i varmen.

Svært at sætte ord på

I dag har vi skruet 16 år frem i tiden og denne aften i Royal Arena skulle vise sig at blive endnu en uforglemmelig én af slagsen.

Jeg har efterhånden gennem de sidste 13 år som musikskribent skulle forholde mig til mange koncerter, hvor jeg sjældent har oplevet en sådan følelse som den jeg fik præcis kl. 23.05 i Royal Arena – nemlig følelsen af at være mundlam –  simpelthen at være ude af stand til at begribe og tale om, hvad man netop havde oplevet.

Judas Priest har efter 40 år i branchen velsagtens et af verdens fedeste bagkataloger at vælge ud fra, hvilket i sig selv gør det ualmindelig svært at lave en dårlig sætliste.

Men jeg havde ikke turdet håbe på en så overlegen præstation fra selve bandet, og herunder især Rob Halford, hvis vokal ikke har lydt bedre siden årtusindeskiftet.

Efter den mildest talt katastrofale og bovlamme times præstation fra Megadeth med en tonedøv lydmand og en Dave Mustaine i sin absolutte værste vokalmæssige deroute gennem 35 år, ja så var det den diametrale modsætning fra DET øjeblik at Judas Priest gik på scenen kl. 21.30.

Siden indvielsen af Royal Arena med Metallica i februar 2017 har jeg aldrig før hørt så god en lyd i Royal Arena, og alt fra Scott Travis’ trommer henover Richard Faulkner og Andy Sneaps guitarer samt Halfords, ja MAGISKE vokal, sad 100 % i skabet fra første tone af den ustyrlige åbner “Firepower” fra seneste album.

Alt hvad man kunne forvente sig resten af aftenen blev med ét hug eftertrykkeligt sat på plads i løbet af de første tre numre med førnævnte “Firepower”, “Grinder” og “Sinner”, hvor man flød hen i en trance af ikke at være til stede, men i stedet befinde sig i en anden guddommelig verden, som havde man lige kigget klovnen Pennywise dybt i øjnene.

Man blev ikke mindre begejstret af, at Judas Priest derefter satte over i at fyre firekløveret “The Ripper”, “Lightning Strike”, “Bloodstone” og “Saints in Hell” af med en sådan overbevisning, at man rent faktisk sad med følelsen af, at dette måske i virkeligheden var ENDNU BEDRE, end det man havde oplevet med Iron Maiden fem dage forinden.

Man kunne også tørt konstatere, at fraværet af den Parkinsonramte guitarist Glenn Tipton ikke betød noget, da Andy Sneap viste sig at være en fuldgod erstatning.

Til gengæld var det bemærkelsesværdigt, hvor lidt man så til bassisten Ian Hill, som aldrig trådte ud af sin position gemt i det ene hjørne af scenen, hvorfra man stort set slet ikke kunne se ham fra sektion 105.

Begrænset sceneshow

Midt-sektionen med numrene “Turbo Lover”, “Tyrant”, “Night Comes Down” og “Freewheel Burning” var måske knap så ophidsende, men til gengæld gik der ged i den store skærm bagved som løbende viste videoer tilknyttet de enkelte sange, da den simpelthen holdt op med at virke pga. tekniske problemer.

Dette blev der dog rettet op på igen til finalen af første sæt med helt igennem forrygende udgaver af “You’ve Got Another Thing Comin’, “Hell Bent For Leather” og den fedeste heavy metal sang nogensinde “Painkiller”, hvortil Halford naturligvis kom ud på sin Harley Davidson og sang på den til “Hell…”.

Udover dette gik Halford i løbet af aftenen ud bagved for løbende af skifte jakker, hvilket sammenlagt gør at Judas Priests sceneshow er relativ begrænset, specielt set i det forhold at man netop havde oplevet Iron Maidens kort forinden.

Men hvad gør det, når Judas Priest kan møde op med et så stærkt album, at første ekstranummer var den i særklasse fede “Rising From Ruins”, hvorefter at en tydeligt sygdomsramt Glenn Tipton kom ind og spillede med på de afsluttende “Metal Gods”, “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, hvortil samtlige 12.000 publikummer hyldede den legendariske guitarist, hvis “The Glenn Tipton Parkinsons Foundation” netop denne aften for første gang havde en speciel T-shirt til salg, hvor alt overskuddet ville gå til denne fond.

Slutteligt må man bare konstatere at denne aften i Royal Arena vil blive husket i mange år frem, hvor både Judas Priest levede op til fortidens styrke, og hvor Rob Halford eftertrykkeligt fik bevist, hvorfor han går under tilnavnet “Metal God” – FUCK YEAH!!!

Sted: Royal Arena, 10.6.2018.

Band:

Ian Hill – Bas.

Rob Halford – Vokal.

Glenn Tipton – Guitar.

Scott Travis – Trommer.

Richard Faulkner – Guitar.

Andy Sneap – Guitar – (i Glenn Tiptons fravær).

Sætliste:

1. Firepower
2. Grinder
3. Sinner
4. The Ripper.
5. Lightning Strike.
6. Bloodstone
7. Saints in Hell.
8. Turbo Lover.
9. Tyrant.
10. Night Comes Down
11. Freewheel Burning.
12. You’ve Got Another Thing Comin’.
13. Hell Bent For Leather.
14. Painkiller.

Ekstranumre:

Guardians (Intro)

15. Rising From Ruins.
16. Metal Gods (Med Glenn Tipton).
17. Breaking the Law (Med Glenn Tipton).
18. Living After Midnight (Med Glenn Tipton).