Junkyard Drive

Velkommen til klicheernes verden! Det gode gamle kønsstereotypiske rockunivers fra 80’erne, inden Cobain bombede Sunstrip Bands’ene tilbage til stenalderen. Danske Junkyard Drive viser på deres album “Sin & Tonic”, at en tur ned ad Memory Lane, godt kan være vejen frem.

Hard rock legenden David Coverdale (Whitesnake, Deep Purple, Jimmy Page m.fl.) har engang sagt noget i stil med, at, da han første gang hørte Nirvanas “Smells Like Teen Spirit”, kørte han i sin åbne sportsvogn med en gedigent dollargrin fra øre til øre og sine meritter i orden – alt var lækkert, fremtiden var lys. Han måtte hold ind til siden og høre paradigmeskiftets intronummer færdigt, hvorefter han tænkte, at ok, det var så afslutningen på hans karriere. Helt så galt gik det ikke, men 80’er glamrockens superhelte, måtte mere eller mindre holde ind i rabatten, op gennem 90’erne, indtil en nostalgisk global revival, atter gjorde dem stuerene. I dag kan man kalde det retrorock og så er man fri for en masse søforklaringer. Alle genrer haves og spilles af bands i alle aldre, som om de selv var til stede way back then. Og de gamle bands kan, takket være nostalgiske fans, og nye men retrospektive bands, krybe ud af mørket, med deres reunion/jubilæums pengemaskiner. Alt er lækkert igen.

Junkyard Drives drive

Når Junkyard Drive flot proklamerer, at “The vision of the album is to bring honesty and dignity back to the music and” og selvom de er skeptiske omkring “things like X-Factor and DJ’s” og “The lyrics are referring to a society where people are “experiencing” concerts through a smartphone instead of using their eyes, ears and brain” , så må drivkraften alligevel primært være lysten til at lyde som den lyd, de selv elsker at høre. Når bandet på “Sin & Tonic” på klædelig flabet vis insisterer på at stjæle med arme og ben fra deres drengeværelseshelte, så må det nødvendigvis være fordi, det simpelthen sidder på deres rygrad. Junkyard Drive lyder præcis sådan. Der er en sikkerhed over deres sound og sammenspil som man får, når man elsker det man gør og ikke var troværdigt hvis man prøvede at lyde anderledes. Og deres opskrift virker. De tituleres “sleeze rock kings of Denmark” og har turneret rundt i USA efteråret 2016, spillet i Holland, Letland, Tyskland og selvfølgelig DK, og de får flotte anmeldelser.

Sleeze please!

Søren Andersen har endnu en gang produceret og han får virkelig numrene til at vælte ud af højttalerne. Og vi får Sleeze for alle pengene. Vi befinder os i et pastiche bombardement, hvor velkendte og velklingende klicheer fyger gennem luften, når Junkyard Drive spoler tiden tredive år tilbage. Det er gode sange, virkelig fed vokal hos Kris og en god sans for, hvad der fungerede bedst hos Skid Row, Mötley Crue, Poison, Aerosmith osv.

Når man hører bandmedlemmernes kor, eksempelvis på “Drama Queen”, kan man ikke undgå at se en indre musikvideo fra firserne, med et højhåret læder- og bandanaklædt sunstripband, der skifter mellem at trykke den af på en scene og så blive “tilset” af datidens masseudstandsede groupier. Eller hvad med den video med sex i en elevator? Der er i hvert fald meget Aerosmith guitar i versene.

“Drama Queen” er i sin bagstræbende genre pastiche måske ikke morgendagens nyhed, men det er sateme et fedt hairspray nummer, og “Natural High”, som kommer lige efter, er også røvfedt, som en tung sleezierocker der lægger op til gogo stangdans. Slutter i øvrigt af med en oplagt parafrasering af Axls ikoniske affrasering fra eksempelvis “You could med mine”. Kris er i øvrigt så svineheldig, at han fra naturens side har mange klanglige ligheder med diverse helte, herunder Axl Rose, Vince Neil, Sebastian Bach m.fl. Nummeret “Take It All” smadrer bare derudad med solid bund og riff der understøtter Kris, der i omkvædene lyder ret meget som legendariske Klaus Meine, når der skråles “so come and take it all”; det er en cool, cool hookline. Når nu ørerne er så stift rettet mod alle de mest klichéfyldte firser glam træk, så må man heller ikke glemme ACDC, the founding fathers hvad tæskestramt bord-og-stol hardrock’n’roll angår. Og Junkyard Drive forstår også at levere lige præcis det junkyard drive, som de australske legender gennem fjorten århundreder, fik forfinet til det ypperste og som bidrog til at sætte firserbandene igang. Lyt til “Danger Zone” og I ved hvad jeg snakker om.

Kærligt tyveri

Junkyard Drive læner sig dog så meget op af velkendte sange fra the hay days, så det af og til er tæt på at kamme over; eksempelvis har “B.A.D” ekstremt meget af Warrants “Sweet Cheery Pie” over sig i mange af de bærende formled og omkvædet er vel nærmest planket i dets melodik. Men på en eller anden måde er det fint, det gør bare drengenes genrekærlighed tydeligere og ægte. Og når det kommer ud af mikrofonen og instrumenterne, lyder det 100% som Junkyard Drive.

Hov, der troede jeg sgu at der kom et Queen cover nummer med “Stone Cold Crazy”, og det havde vel egenligt været godt ramt på den lidt frække måde, men det er dog deres egen “Stone Cold Lady”, som er en hyldest til den rebelske og pivfrække drømme rockchick der driver alle drengerøve til vanvid. Sikke et inciterende stripper-tempo, lige indtil det i afslutningen render afsted.

Gammel Dansk på ny flasker

Og så kommer cover nummeret sgu… nå nej for folkesangen “Geordie” er jo det oprindelige ophav til Gasolin’ nummeret “Langebro” og ikke omvendt. Godt set at  bruge det gamle nummer som til en moderne rockballade; melodik og akkordstrukturer passer overraskende godt. Smukt vovet og gjort med respekt og videoen bliver da også voldspillet på youtube, se her.

Vi havde fornøjelsen af at følge bandet på deres USA turne efteråret 2016, hvor vi bragte deres videoreportager og vi må bare sige, at deres fremtid synes lys. Tjek deres oplevelser ud her.

og sørg for at følge dem og deres musik fremover. Du får alligevel svært ved at slippe for dem, så du kan ligeså godt starte i morgen i High Voltage.