Kalejdoskopisk og forførende ur-kunstrock i Arenaen

Den bitre brite Roger Waters var musikalsk beredt på at møde sit trofaste publikum, som fredag aften forventningsfuldt var troppet op i Arenaen, for at opleve det storslåede og totalomfavnende Us + Them show. Det blev en auditiv og visuel triumf, og han havde medbragt den store palette, og Arenaen sydede og svovlede af de slagkraftige musikalske udtryk, tilsat skarpe politiske budskaber

Oldingen Roger Waters har alle dage været mere end politisk mavesur på sin samtid, og tilsat musikalsk patos og svulstighed har hans og Pink Floyds budskaber og paroler i sangtekst-format gået hånd i hånd op gennem 70’erne og 80’erne, med venstrefløjens miljøbevidste og humanistiske politiske monopol. Sådan er det nok stadigvæk. At han uhyre oplagt inddrager Donald Trump som gris, sparker derfor ikke nødvendigvis røv i vor tid, men i Roger Waters’ univers er det dog pensum, alt andet ville have været en fejl. I kombination med en nostalgisk kavalkade af Pink Floyds bedste numre fra “Dark Side Of The Moon”, “The Wall”, “Animals” og hans eget soloalbum fra 2017, “Is This The Life We Really Want”, var der stort set intet nyt under den mørke side af månen, og den store sanseoplevelse skulle dermed afhænge af, hvor godt det hele spillede sammen og hvor oplagt Mr. Waters var.

Behersket igangsætning – sæt I

Publikums ører og øjne var skarpt rettet mod scenen med det store lærred, hvor en kvinde sad med ryggen til beskueren og kiggede ud mod havet. Det stemningsfulde billede af kvinden (placeret i det gyldne snit i højre side), gav små bevægelser fra sig en gang i mellem, og publikum reagerede, da man havde på fornemmelsen, at de tiltagende bevægelser var nedtælling til showstart.

Udover denne kæmpeskærm, var der ikke store show-armbevægelser fra bandet da de gik på scenen, og det viste, at det var sangene det mest handlede om. Selvfølgelig vidste man godt, at man senere ville få en yderst potent visuel oplevelse, som på bedste dramaturgiske vis fyldte mere og mere som koncerten skred frem. Nummeret ”Breathe” var det første nummer, i sig selv et ret stenet nummer, med et slow tilbagelænet groove – en god åbner, næsten som at blive vækket kærligt, meeen måske var lyden lidt flad i starten, og man blev lidt misundelig på musikerne, som sikkert havde god monitor lyd på scenen. Det blev dog forholdsvis hurtigt korrigeret til en glimrende lyd, hvor man kunne høre alle instrumenterne tydeligt, og som tilsammen lagde en gedigen Waters-klang. “Breathe” var brudt op i to sektioner, hvor resten vendte tilbage efter et par andre numre. Det absolut største feature ved “Breathe” var den flotte duet af de to skarpe og talentfulde korsangere, Jess Wolfe and Holly Laessig fra det Brooklyn baserede Indiepop band Lucius. Deres fortolkning af studieversionens kvindevokal fik salen til at koge over af imponade. De foldede sig ud i svære melismatiske duetter med ofte krasse stemmeføringer der i den grad kræver, at man er on top of the game. Fortjente klapsalver fulgte længe efter, og jeg tror Lucius fik et par ekstra fans.

Tilbage til Mr. Rogers; vi var vidne til en sangskriver med stort S, og der var ikke en skygge af unødvendigt lir fra nogen af de 11 musikere som stod på scenen. Stoffet var indøvet til punkt og prikke, men uden at det lød stift og indstuderet. Musikerne havde stort overskud til at lytte til hinanden, og de mange dynamiske følsomme numre som ”Déja Vu”, ”Wish You Were Here” og for ikke at snakke om ”Us & Them”, MÅ bare ikke fejle på en Us + Them Tour. Det gjorde det bestemt heller ikke, og det var en af de mest fantastiske liveudgaver af nummeret, som vi har overværet. Trommeslager og perkussionist Joey Waronker holdt skibet på rette kurs med stor sikkerhed og med en stor musikalsk indlevelse. Han er en erfaren herre, som har spillet med store navne som R.E.M og Jeff Beck, og fredag lagde han en superb bund i Waters’ dynamisk svingende og krævende sange. Keyboardmanden Bo Koster var yderst fyldestgørende og bare mega tight på tangenterne, og han lagde rytmen de steder i sangene hvor trommerne er fraværende. Koster fik også et par gode bifald i løbet af aftenen.

Velkommen til maskinens misantropiske folkeviser

For at sætte overskudskvaliteten i relief, må Sæt I betegnes som en slags opvarmning til Sæt II, og numre som ”Déja Vu” og ”Picture That” fra Rogers nyeste soloalbum, var noget mange havde ventet på at høre live for første gang, og de var en sand fornøjelse at få i ørerne. Der blev også disket op med det legendariske Pink Floyd-nummer ”Welcome to the Machine”, med alsang fra det nu fuldt ud medlevende publikum. Allerede nu startede publikum med at stille sig op og synge med, og der skulle komme mere af den slags. Lyden var nu blevet højere og mere dyster og derved perfekt til de misantropiske folkeviser og før pausen fik vi de udødelige numre ”Another Brick in the Wall” part II og Part III i flydende overgang.

Lad de små børn komme til mig…

Til part 1 og part 2 havde han med på scenen 12 børn i 7-12 årsalderen som stod på en linje forrest på scenen med sorte sække over hovedet, så man fik associationer til en eller anden for form terrorgidsler eller Guantanamo fanger. De gengav med fagter og enkelte enkle danseserier teksten og musikkens udtryk. Børnene tages fra den by Cirkus Roger nu end måtte befinde sig i, og derfor er der altså tale om akut koreografi, med en dansecoach nedenfor scenen, så børnene ikke fall out of line. Men det gjorde nogle af dem sgu, enkelte lignede nogle der var fanget i en lyskegle fra et vagttårn. Disse skønhedspletter, på en ellers stort set pletfri aften var befriende charmerende, fik publikum til at huje og klappe støttende og vidnede om, at trods store armbevægelse og ambitioner, så er det ikke alt der kan planlægges. Da børnene efter nummeret havde smidt deres dragter på scenen, trådte Roger Waters frem på scenen for at afslutte sæt 1, og med et glimt i øjet bemærkede han, at børn altid skal rode og nu måtte han rydde op efter dem, suk.

Med kloge-Åge briller kunne børnenes optræden i en perfekt og alvorlig voksenramme samtidig ses som en kunstnerisk markør af den evige strid mellem voksendommens kontrol og systematik og så børnenes gudsbenådede umiddelbarhed, en pointe der accentuerede koncertens mange dualisme-tematikker såsom uskyldighed, kynisme, menneskeligt og åndeligt forfald, grådighed, kærlighed, medmenneskekærlighed, altruisme og egoisme, and what have you. I det hele taget er det tydeligt, at Roger Waters har en forkærlighed for det uskyldige barnesinds åbne tilgang til verden, i modsætning til magthavernes trang til at klynge sig sammen om guldet og lade alt andet sejle. Mere herom senere. Kort og godt blev sæt 1 sluttet af overvældende effektivt, og der er ikke mange komponister som kan afslutte et sæt på denne måde, og med det in mente, at han kan vende tilbage efter tyve minutter og levere noget endnu federe. Og det gjorde han så.

Roger Waters audiovisuelle totaloplevelse- Sæt II

Sæt II havde koreografisk nytænkning så det battede og musikken var, utroligt nok, bedre end i første sæt. Det var ”Dogs” fra mesterværket ”Animals” som startede op efter pausen. Som et rumskib der landede, blev et komplekst motorstyret lærredsystem sænket ned i midten af arenaen, som fik grafikken til at ligne et kæmpe hologram. Samspillet med musik og billeder var en magtdemonstration af historiske proportioner.

De magtsyge svinehunde

Derudover fløj en dronestyret kæmpe oppustelig ballongris rundt og rundt i arenaen i 5. sals højde, og på den måde kom Waters kunstneriske vision helt ud i krogene af arenaen og helt ind i sindet hos publikum. Vi blev omklamret af dystopiske audiovisuelle udtryk, ja, vi blev suget ind i kunstnerens univers. Denne genistreg sætter fed streg under Waters’ evige trang til at bruge ny tekniske virkemidler, til at få sine bombastiske humanistiske og politiske holdninger ud til det parolehungrende menneskehav.
Under andet sæt blev vi nemlig bombarderet med billeder og videoer af menneskehedens mest ekstreme kontraster, rig, fattig, magtfuld, magtesløs. Hungrende børn fra udpinte ulande, side om side med velnærede selvtilfredse grå magthavere i mørkt tøj, i særdeleshed fra Mellemøsten, Kina, Rusland, UK og USA. Fokus var især rettet på svinehund nummer 1, Donald Trump, som blev visuelt udstillet med lidet charmerende og manipulerede billeder af ham, i kombination med selvmodsigende citater fra ham, både som finansmand/entreprenør og som præsident, hvor Waters’ klare opfattelse af Trump som grisk egoist, racist, kvindehader og trussel mod det globale samfund og klodens eksistens, blev udstanset i metermål.

Grov og tiltræng manipulation

Vi vidste godt, at vi blev manipuleret af hans audiovisuelle virkemidler og vores kærlighed til Pink Floyds musik gjorde det svært for publikum ikke at give sig hen og lade manden slippe afsted med denne tvangsfodring af paroler. Men det er samtidig også svært at afvise hans pointer. Når Trump og hans raske svende bliver gengivet som grisebasser a la klassikeren “Kammerat Napoleon” – og i særdeleshed karaktererne fra “Animals” – kan det simpelthen ikke karikeres bedre.

Roger Waters er en af de få store kunstnere som simpelthen ikke kan stå inde for at bruge arenaer og andre platform til blot at kilde publikum på maveskinnet med feel good-underholdning. Nix, han er stadig sur på kapitalismen, og han pisser stadig på den gode fredagsstemning, når han minder os om, at os der bor på solsiden devaluerer den planet vores børn skal overtage, mens vi laver verdenshavene om til en stor giftig plastikpose.

Ekstra

Som ekstra numre fik vi “Broken Bones” og “Comfortably Numb”, og sidstnævnte er nu en gang velskrevet, behageligt, let sangbart og med en tekst, som næsten alle kunne huske dele af. Vi fik lov at være med uden at blive skældt ud og det fik publikum til at stemme i, så det fortærskede nummer fik mere energi og liv, end det har haft i lang tid. Arenaen blev oplyst i lyse farver, så nogle af de mørkeste billeder fra sæt 2 blev trængt lidt i baggrunden. Det var storslået, epiks og godt gået af 16.000 danskere.

Man kunne sagtens tage nej-hatten på og pege fingre af bittesmå skævheder, men i helhed var koncerten noget der gik helt ind i hjertet, og en oplevelse der vokser i én. Vi har åbenlyst at gøre med én af de allerbedste sangskrivere i musikhistorien, som har skaffet de bedste musikere til at realisere en sikker liveperformance af de stærke sange. Det udløser 5 stjerner her fra RockZeit.

…Roger over and out…