Kalenderlåge 10: Ny single fra Drømmenes Teater

“People just dont have the time for music anymore…”, synger James Labrie på Dream Theaters ny single “The Gift Of Music”, hvorfor min første tanke går på de over 2 timer, som Dream Theaters nye svulstige magnum-opus-mastodont-gigant-rockopera, “The Astonishing”, varer.

Tænk stort!

Det altid højglanspolerede progressive flødemetal band fra USA og Canada har trukket i det helt avancerede arbejdstøj denne gang og sat barren skyhigh.

Mastermind John Petrucci (guitar og brain details) har i mere end to år tænkt store tanker, større end nogensinde før, brugt et år på at gennemarbejde et sci-fi fremtidsunivers med landkort, karakterer, replikker, manuskript, krydstjekket, krydstjekket og atter krydstjekket indtil det hele var klart, hvorefter de andre har sagt, “whatever you say John!”. Vi kører.

Det færdige resultat kan opleves i alle mulige almindelig og deluxepakker og medieformater og – for dem der er heldige – på siddepladser i diverse særdeles lydvenlige koncertsale. Det betyder for det danske publikum, at man for op til 700 kroner kan opleve Dream Theater, når de den 8.03.2016 spiller i koncertsalen i DR Koncerthuset, nej ikke spiller, snarere opfører dette værk.

Der vil ikke blive spillet DT-klassikere overhovedet, dette er the next big step for drømmeteatrets artister; de modne metalekvilibrister vil stadig markere, at når bands som Symphony X, Spock’s Beard, Fates Warning og andre tænker stort, ja så tænker DT gigantisk, tænk bare på titlen, “The Astonishing”.

The Gift Of Music

Man kan ikke klandre DT for at gå i små sko og vælge det sikre; de presser sig selv til det yderste ved at lave en musikalsk superambitiøs og ikke mindst heeelt vildt corny rockopera, hvor temaet er en teknologisk dystopisk fremtidsverden, hvor robotter laver musikken, mens menneskenes virke trædes under fode.
Der er 34 numre (!) og nu har de så udgivet det første “The Gift Of Music”, som taget ud af sin helhed måske ikke kommer helt til sin ret, men alligevel byder på en medrivende og sikker historiefortælling. Et nummer der tydeligvis bærer præg af bandets klassiske schwung, pomp og bred ymer.

Man kan sagtens fornemme at det er en del af et større hele, og der er mange formled som er oplagte at brodere videre på senere på albummet. Ros til Dream Theater for at kunne komponere et dynamisk rutchebane-nummer på langt kortere tid end de plejer at bruge, når de skal veksle mellem at røre det musikalske loft til at lukke helt ned i et intimt musiksprog. Der er mange referencer til forskellige plader, eksempelvis er Manginis glatte, rene og ekstremt tørre trommelyd tæt på “Images And Words” som han dog ikke selv medvirkede på.

Der er i nummerets positive harmonik og melodik træk fra “Six Degrees…”, og deres ekstremt LEAN-effektive drive bærer præg af den rutine vi kender fra deres seneste selvbetitlede album “Dream Theater”(2013). Slutningens hvirvelvind af instrumentale indfiltrede figurer fra guitar og synth minder om det ørkenstormagtige intro fra “Lost, Not Forgotten” fra “A Dramatic Turn Of Events”.

Dream Theater, med alt hvad det indebærer

Nummeret har en progression som aftvinger respekt. De modulerende harmoniske skift i versene skaber associationer af noget optimistisk kraftfuldt og fremadgående. Et rigtigt maverick nummer.

Og så topper de den lige med at fylde et gospelkor på i baggrunden, hvilket hæver nummerets pompøse og spirituelle stemning  endnu et par etager – lidt tættere på himlen.
Med så kæk intenst og handlingsspækket et nummer, håber jeg dog, at de også på gigant albummet griber i deres “Falling Into Infinity” pose for at sørge for, at den musikalske dramaturgi også får nogle længere atmosfæriske og knap så progressive passager, så nummeret ikke lider for meget under bandets overmusikalske evner. Men mit bud er, at det har Petrucci helt styr på.

Hvis man kan lide Dream Theater, med alt hvad det indebærer, bør dette nummer gøre de fleste glade, i modsat fald har nummeret alle de ingredienser, som får dig til at brække dig, som har du lige set chick flick marathon, mens du spiste marchmallows og  drak Cherry Shake.

Tjek endelig interviewet med John Petrucci i Rolling Stones her, hvor vi får nogle interessante godbidder fra, tør man sige det, skabelsesberetningen, og lyt og se den ny video og musik: