Kansas giver et plaster på såret

Kansas leverer på dette sublime dobbeltalbum “Leftoverture Live & Beyond” et gedigent plaster på såret efter at have aflyst deres europæiske del af deres turne, som hylder albummet “Leftoverture”s 40års jubilæum. 

Var du én af dem, som ikke kunne få armene ned over at skulle se legendariske Kansas på Kulturværftet i Helsingør fredag 9. juni? Og var du så én af dem der blev møgskuffet, da de, som flere andre amerikanske bands, aflyste Europa-turneen på grund af sikkerhedshensyn? Fortvivl ikke; for selvom man ikke kan sammenligne et live album med selve koncertoplevelsen, må man trods alt som fan være glad for denne perlerække af topnumre.

De glade 70’ere… og 2016

Hvis man kender lidt til Kansas historie, så ved man godt, at deres tidlige periode var de mest potente og sprælske. Numrene flød med ideer, og musikalitet og medlemmerne opførte sig ordentligt. Kansas har da også inspireret nyere musikere med deres tilgang til rockmusikken, og meget af det progrock der spyttes ud i dag, bærer fortsat præg af blandt andre Kansas´sangskrivning. På det seneste album “The Prelude Implicit”(2016) har de faktisk genfundet det meste af den gnist der satte det hele i gang. Derfor er det jo fint at konstatere, at indholdet af live albummet i høj grad matcher højdepunkterne i deres karrieres formkurve.

CD 1: Blandede hits

Live albummet tager med titlen in mente fat i den seksdobbelte platinsælgende klassiker “Leftoverture”, men udgivelsens CD 1 er en skøn blanding af mange andre hits, ikke mindst “The Point of Know Return” og “Paradox” fra “The Point of Know Return” samt “Lamplight Symphony” fra albummet “Song For America”. Flere af de nye, imponerende “The Voyage Of Eight Eighteen” og den rolige instrumentale “Section 60” er fundet værdige, og bandet får bundet epokerne godt sammen som en helhed. Fraset pitchede affraseringer i “Icaros II”, som koncertens åbner, er der ganske få fejl. Men de falske fraseringer er til gengæld også så grusomme, at mine tånegle flækkede ved hver gennemlytning. Ingen tvivl om at Ronnie Platt må hade den sekvens men cool nok at lade den være, som den er; ikke just skønsang, ok, som autenticitetsmarkør fungerer den fint og kudos til Platt for at tage en for holdet.

2. CD Leftovertures

På CD 2 spilles samtlige numre fra “Leftoverture” i den rigtige rækkefølge. Det hele indledes med lidt båndet radiokanalskift med nyhedsbidder og datiden hits, herunder Hotel California og  – til pulikums store jubel.” – “Carry On Wayward Son”. Bandet udviser engagement, lidt vel meget måske, nummeret går lige lovlig hurtigt, men det er godt udført med lidt vokalvariation i fraseringer, ellers holder de gamle drenge sig til planen . “Wall” tager som på pladen intensiteten lidt ned, og med en flot udførsel af de fantastisk transformerende akkordstrukturer, genskaber Kansas det flotte lydbillede som på pladen. Der er altså ikke mange svipsere, og man kan læne sig tilbage og nyde koncerten. “What’s On My Mind” byder også på forrygende spil og god vokal fra Platt, igen lidt for hurtigt tempo. “Miracles Out Of Nowhere” er måske lidt sjusket i bas og trommer – de svinger sgu ikke helt så godt sammen, det er som om begge har tennisalbue og kæmper lidt. Men lækker orgelsolo og mørkt og seriøst orgel/vokal break midtvejs, tilført spagt strengespil; meget stemningsfuldt. På “Questions Of My Childhood” kniber det lidt med at bevare et helt tight ræs i den melodiske duo mellem Ragsdales violin og synth-virtuos David Manion. Ærgerligt, da det er et ikonisk tema. På “Cheyenne Anthem” viser de, at de mestrer en dynamisk opbygning helt fra bunden med sparsom orkestrering, hvor alle får deres spotlight-øjeblik. Midtvejs går de som bekendt polka-amok i en sær omgang instrumentallir. Man kan ikke sige så meget, andet end at de virkelig, trods høj alder, er dygtige, og det er da også rart at man betaler penge for at se et gammelt band der ikke går med krykker, men hvor lortet stadig kan stå selv. Ingen rullende sten nævnt, ingen glemt.

Kansas’ store magtdemonstration

Når nu man med “Cheyenne Anthem” lige har brilleret i den mere rolige afdeling af progrock, kan vi jo ligeså godt give den et nyk op ad, og det må man sige Kansas gør med marathon klassikeren “Magnus Opus”, som de leverer flot gennem alle 6 akter. Det er en imponerende sammensat helhed fyld med tempo- og rytmeskift, god variation tematisk og med fine instrumentvalg. Kansas kommer godt omkring og favner mange stemninger, hvilket berettiger til en så stor opus.

Prog blueprints

Man kan godt forstå, hvorfor dette nummer dannede skole og blev kalkeret så mange gange, at rockverdenen i perioder har haft aversion mod prog-mammut numre, samt hvorfor at efterfølgende progmetal og rock bands henviser til nummeret, samt referer direkte i egne numre. Tag blot Dream Theaters “Octvarium” der på mange måder har ligheder i opbygninger, og vel slet ikke kunne have eksisteret uden musikalske blue prints som “Magnus Opus” (i kombination med kassevis af blandt andet Rush og Pink Floyd numre). Endvidere citerer “Octavarium”s slutning direkte slutningen i “Wall”, og det er lige præcis, der Kansas ønsker; her skal skabet blive ved med at stå. Kansas kan stadig, og de har stadig pondus, når de går på scenen, og deres musik er stadig gyldig og medrivende og skylder intet til nutidens bands, tværtimod. De slutter sjovt nok en flot CD 2 af med “Portait (He Knew)” fra pladen Point Of Know Return.

Live?

Med alle de cowboy trick der idag findes af redigerings/manipuleringsmuligheder i forbindelsen med afspilning og indspilning, også live, er det vanskeligt at forholde sig til live begrebet. Selv på metalfestivaler benytter nogle musikere sig af autotuning og der er talrige måder at forbedre det samlede udtryk på, så man rammer studie kvaliteten næsten 1:1 blot med mere punch og råhed. For folk der stadig tror, at Elton John “Bernie And The Jets” fra 1973 er indspillet live kan jeg nævne, at publikums taktfaste klappen osv, er tilføjet under producerarbejdet.

Den ægte fornemmelse

Alligevel fornemmer man på “Leftoverture Live & Beyond”, at alle musikerne rent faktisk præsterer på stedet, det man hører, og lyden har en let rungende live feeling, hvor lydbilledet ikke er fuldstændigt nivelleret. Der er nærvær og instrumenter og vokalfraseringer der stikker ud hist og her, og der er live støj, som tilfører intensitet og pondus. Lyden udtrykker et dygtigt bands samlede og vellykkede indsats foran en stor folkemængde, og som lytter kan man sagtens lade sig rive med og føle en form for tilstedeværelse.  Jeg kan godt blive grøn af misundelse, når jeg hører numre som “Voyager Eight Eighteen”, “Wall”, “Carry On Wayward Son”og ikke mindst “Magnus Opus”, som de altså river ganske flawless. Jeg fornemmer at violinen måske har været problematisk at mixe, så den fremstår naturlig og ikke som et fremmedelegeme i rocklyden. Af og til virker den lagt på efter resten. Men det er småting.

En kærkommen påmindelse 

Der er selvfølgeligt intet nyt og der tages ingen chancer, og Kansas har ikke umiddelbart nogle kunstneriske ambitioner tilbage. Det trækker lidt ned, men det er altså en konservativ og nostalgisk periode, rockverdenen gennemgår for tiden og vi må blot nyde, at mange af de gode gamle bands stadig kan deres kram og således formår at markedsføre deres gamle ikoniske plader som en påmindelse om, hvordan musik også kan lyde – når musikerne har kunsteriske ambitioner.