Kansas – The Prelude Implicit

Kansas har efter 16 års udgivelsespause udgivet et solidt studiealbum, som intet savner i saft og kraft men måske kigger mere bagud end fremad. 

Kansas startede i 1970 og har alle dage ligget i et behageligt frirum mellem store AOR/heartland/art/prog bands som eksempelvis Eagles, Toto, Led Zeppelins, Yes, King Crimson og Jethro Tull. Det har muliggjort, at Kansas kan favne bredt uden at gå i ekstremerne i en bestemt retning. Med et noget malerisk sprog kan man sige, at midt i mellem nævnte rockflagskibe, toner Kansas frem som et lille men gævt fyrtårn med et behageligt og dragende lys. Kansas sørger for, at man ikke farer vild men får navigeret sikkert i havn. Der er ikke mange afstikkere, kun få, men gode.

På deres nyeste album “The Prelude Implicit” skydes den perfekte blanding af blødhed og kant afsted i noget a la snublende 6/8+7/8-dele i introet af “Within your Heart”. Grundlæggende er der tale om 6/8 feeling i løbet af nummeret, men på lidt uventet og velvalgt facon smider de 7/8 ind undervejs for at give den lækre glidende rytme et knæk her og der. Det er gjort med fingerspitzgefühl og giver en ekstra dimension til den lækre produktion og den klassiske bløde, men kraftfulde AOR vokalklang fra Ronnie Platt. Der er godt med hooklines og melodiske elementer som hurtigt sætter sig i ens øre.

Giganter og Disciple

Faktisk sidder hele albummet allerede ved anden gennemlytning ret godt fast og er kendetegnet ved en virkelig god blanding af den type numre som stikker i retning af Toto/Eagles og dem som vil noget helt andet, mere ovre i Rush, Crimson og Jethro Tull/Genesis. Den nye tidssvarende og forfinede produktionslyd og deres indiskutable musikalske evner gør, at man undervejs hører lighed med Spock’s Beard og Dream Theater – eksempelvis introet til “Rythm in the Spirit” og udstyrsstykket “The Voyage of Eight Eighteen”  – og det er jo ikke så mærkeligt, da der er tale om bands som har lyttet til Kansas gennem deres opvækst og har videreudviklet 70’ernes progbyggestene til noget som de gamle bands selvfølgelig også – og lidt baglæns – har taget til sig. I rockmusikken overlever man som gigant, hvis man behændigt tør stå på skuldrene af sine disciple. Og det gør Kansas det meste af tiden særdeles elegant.

Violin i stedet for hero guitar

Et af de mest helstøbte numre er det førnævnte “The Voyage of Eight Eighteen”, som med parafrasering over Genesis klassiske klavermotiv fra “Firth of the Firth” og Dream Theater patos og over 8 minutters varighed, har både progressive og artrock elementer sammenblandet med den lækreste Heartland simplicitet. Og violinen som trumfkort fornyer den type maestro soloer som Dream Theaters dynamiske duo John Petrucci/Jordan Rudess normalt står for, enten ved behagelig let knasende guitar eller Rudess’ synth regime. Her leveres temaerne med violinens skrøbelighed, hvilket fremmaner nuancer, man ikke plejer at få med. Også på “The Unsung heroes”, som går i rolige vuggende 6/8-dele og måske er et lidt ordinært nummer, bringes violinen eminent i forgrunden, og minder os om at rockmusikkens historisk set består af mange elementer og instrumenter, og at det i virkeligheden kun er modeluner der af og til stemmer et instrument ude. Violinen kan gribe om noget autentisk, noget folketraditional, når det er bedst, og David Ragsdale er jo “the man to do it”.

Heal The world

Puha, Kansas forsøger med deres sørgmodige og seriøse “Refuges” at appellere til, at man tager hånd om verdens flygtninge og beskytter børnene, som flygter fra brutalitet og vanvid i håbet om at finde beskyttelse, frihed og tryghed.
Puha, fordi det er et tungt emne at bede lytteren tage stilling til. Man sidder og håber at de gør det med respekt for emnet og ikke blot med magelige, frelste og smånaive kunstnerbriller. I sin red-verden-genre er “Refugee” dog ret stilfuld og udramatisk. Den kan beskrives som en betænksom bemærkning fra det humanistiske band Kansas og ikke flygtningeeksperterne Kansas, og sætter ikke på klodset facon fjendeprædikat på enkelte befolkningsgrupper. Der løber jo en grundlæggende dybt kristen åre i Kansas, men sangen samler mere end den deler, og det er jo fint.

Zeppelinerens skygge

Den legendarisk rockmonolit “Kashmir” har sandelig udstukket retningen for en slags hardrock-balladernes modus operandi og ethvert hardrock/progrock og heavy metal band med respekt for sig selv – og netop Zeppelin – skal før eller siden inkorporere “Kashmir” strukturen i et af de numre, de gerne vil markere som ekstra tungtvejende, højtidelige, stoiske og vigtige. Kansas som ellers også selv har været ganske toneangivende og formende for en AOR sound, er selv hoppet med på zeppelineren og slipper nogenlunde fra det med “Camouflage”. Det er slet ikke kalkeret, faktisk er det et klassisk Kansas track med alle de lækre ingredienser, bare båret af den træfsikre monotone “Kashmir” rytme. Men hvis de ønskede at bringe originalitet til genren med dette nummer, ja, så har de camoufleret det godt.

Still Going Strong

Kansas har holdt fast i noget særegent Kansas trods massive udskiftninger gennem deres karriere. Bandet er maskinen og en gang i mellem skal man skifte komponenter for at sikre driften. Bandet spiller med lækkerhed og tilpas mængde hooklines og musikalske finesser, til at de altid har haft en plads i den store rockbog. Ikke helt oppe i toppen, (måske i deres storhedstid hvor de blandt andet huserede i Madison Square Garden), men primært i subtoppen og aldrig under det store midterfelt. Efter så mange års fravær på udgivelsesfronten er det fedt, at de stadig formår at gøre sig gældende. “The Prelude Implicit” tåler her og der sammenligning med eksempelvis “Leftoverture”, “The Road to Knowhere” og “Somewhere to elsewhere”, hvilket er godt gået. Albummet får mest af alt mindet os om, at Kansas historisk set er et vigtig band og fortsat kan skrive og spille gedigne medrivende numre med substans, på en lettilgængelig måde. Kansas har skåret det meste af det svært forståelige prog/art rock væk og kogt det ned til noget som lyder som en masse andre bands, uden at gå planken helt ud, og heldigvis uden at miste sig selv. Det er en svær manøvre, men det virker ubesværet for gode gamle Kansas.  Og sang nummer 10 “Section 60” er bare et perfekt instrumentalt punktum.