I Helsingør ligger spillestedet Karosserifabrikken som er ejet af Anders Nannerup, en ildsjæl som altid har haft musikken i sit hjerte. Spillestedet oser af rock ’n roll som RockZeit også oplevede til Mike Tramp-koncerten i november sidste år.
Hvem er Anders Nannerup?
Forventningen i barndomshjemmet var at Anders skulle starte med at spille klassisk klaver, men i den lille dreng rumsterede den vilde drøm om at blive guitarist i et verdensberømt rockband, så det blev ved drømmen om de store scener, og livet tog en ganske anden drejning. Efter mange år som officer i hæren med opgaver i ind- og udland fortsatte karrieren i HR ledelse, og i de seneste snart 20 år har han beskæftiget sig med leder-rekruttering over hele verden. Musikken rumsterede dog stadig voldsomt i hans sjæl, og ville ej slippe den unge mand.
Musiksmagen blev som ung formet af Status Quo, Judas Priest, Saxon og senere Def Leppard, Van Halen, D.A.D. og Pretty Maids.
Omkring 2016 flyttede Anders til Helsingør og på en gåtur passerede han Musikkens Hus i Murergade 8, fik han øje på en udstilling der var ved at blive taget ned; “Malende Musikere”. Stedet havde sjæl, og ikke mindst musisk sjæl. Sweet Silence studiet holdt tidligere til på selvsamme adresse. Ejerne af bygningen ønskede at sælge, og i april 2019 lykkedes det at nå til enighed. Hans eget private spillested var en realitet. Da der netop i de foregående år havde været musik og bar på adressen, lykkedes det at få Helsingør’s politikere til, at vedtage en lokalplan der også fremadrettet gav plads til et rigtigt spillested i kvarteret. Ønsket var, at skabe et mindre spillested med rock som hovedspor.
Karosserifabrikken indeholder i dag scenen, kontorer og et galleri. I opbygningsfasen har der været tilladelse til 150 personer i salen, men snart ændres det til 349 personer. Det betyder, at der fra august 2021 bliver lavet plads til 325 stående gæster alene. Stedet modtager ingen kulturstøtte eller honorarklip, og der søges ikke til det.
Anders ønsker at have frihed til at vælge musikken, dels fra egen smag og dels fra gæsternes forespørgsler. Det vigtigste er, at musikken der spilles her, virkelig skal “kunne noget”, og altså ikke nødvendigvis er en speciel genre.
Det har aldrig været meningen at stedet skulle udvikle sig til et stort maskineri, men snarer være et mindre og rigtig godt spillested med omkring 30 gode koncerter om året. Stedet er en almennyttig forening, som klarer sig selv og arbejdsstyrken er baseret på frivillige. Ligeledes er det vigtigt for Anders, at Karosserifabrikken er en positiv del af Helsingør by. Til spørgsmålet om, hvor Karosserifabrikken er om 10 år griner Anders og svarer;
Forhåbentlig er vi færdige med at male, at trække kabler osv. Helt alvorligt, så er ønsket, hvilket allerede er ved at ske, at bookere og musikere tager stedet alvorligt, at det for musikere og bands der har spillet en enkelt stor koncert i Danmark og er på vej mod Sverige, gør holdt og spiller en mindre mere intim koncert på stedet, samt at en pæn del af de gæstende bands…og musikere derfor er internationale.
Dette er allerede ved at ske. Kontakten til bookere bliver støt og roligt større og større og kaster man et blik på listen over kommende koncerter, så er de internationale navne så absolut pænt repræsenteret. Der er navne som KickinValentina, Marco Mendoza, Thundermother og Nikki Hill.
Ligeledes har mange af de store danske navne allerede gæstet stedet eller gør det meget snart; navne som Mike Tramp, Søren Andersen, Jesper Binzer, The Sandmen, Skagarack og Sanne Salomonsen & Electric Guitars. Listen bliver bare ved og ved. Jeg kan i den grad anbefale, at man gør sig selv den tjeneste, at checke listen af kommende koncerter på Karosserifabrikkens hjemmeside; www.karosserifabrikken.dk eller søger Karosserifabrikken på Ticketmaster’s hjemmeside. Der er virkelig guf at finde for musikhungrende sjæle, så hold godt øje med Karosserifabrikken i Helsingør. Allerede nu, efter længere tids nedlukning, kan man så småt begynde at glæde sig til igen at kunne komme til live koncerter.
Allerede i starten af maj lægger Karosserifabrikken ud med tre stærke dage i rap; 6 maj lægger Mike Tramp ud med en genåbnings koncert. Mike Tramp har flere gange tidligere gæstet Karosserifabrikken. Et sikkert hit hver gang. Allerede d. 7 maj spiller metalbandet Artillery, og d. 8 maj gæster guitaristen Søren Andersen m. band stedet. Lidt af en åbnings kavalkade at lægge ud med.
Det kunstneriske økosystem
Det stopper ikke ved musikken. Anders Nannerup er en herre med særdeles mange jern i ilden, og mange gode ideer. Hvordan samler man penge ind til musikken når alt er lukket ned og dermed hjælpe med til, at holde musikkens hjul igang? Hedder man Anders Nannerup tager man land og rige rundt, og opkøber guitarer fra kendte musikere, og får musikere eller kunstnere til at sætte deres maleriske præg på de prægtige instrumenter.
Blot for at nævne et lille udbud af de musikere der har haft gang i malerpenslerne, kan nævnes; Sanne Salomonsen, Peter Belli, Billy Cross, Magtens Korridorer og The Sandmen. Disse værker udstilles i Karosserifabrikken, Murergade 8 i Helsingør imellem d. 25 april til 9 maj.
Ikke blot kan disse kreativt malede og dekorerede guitarer beundres. De kan rent faktisk også erhverves. De bliver nemlig solgt på auktion når udstillingen slutter. Den skriftlige budrunde løber i dén periode udstillingen varer. At udstillingen kaldes “recyclingformusic” er netop dét der er idegrundlaget. Omsætningen bliver i det musikalske økosystem og ikke en krone ryger i private lommer. Opkøbene af guitarer går i musikernes lommer for at støtte dem.
Salget af kunstværkerne går direkte i en kasse der skal bruges til at hyre musik til Karosserifabrikken. Og hvem er ikke interesserede i igen for alvor, at få gang i de musikalske hjul og dermed støtte de hårdt trængte musikere som vi plejer at nyde godt af! Har man ikke mulighed for, at byde på én af de smukke guitarer, så er der også mulighed for at støtte ved at købe den flotte bog der er udgivet i forbindelse med projektet.
Den er bl.a. til salg på Karosserifabrikkens hjemmeside, men vil også kunne købes på udstillingen. Et smukt initiativ, skabt af en ildsjæl, og der som musikelsker er al mulig grund til at opleve og støtte.
Karosserifabrikken
Murergade 8-10
3000 Helsingør