Kastestjerner fra Peter Wangel

RockZeit har sat det nye Peter Wangel album på pladespilleren og spidset ører. Det var den 24. marts,  man første gang kunne høre denne velklingende indie pop-/alternative pop-plade med titlen “Kastestjerner”. Sangene synges på modersmålet, og de kan alle sammen noget, både i musikalitet og i lyd.

Vægtløse toner

En 4/4 dels takt som umiddelbart lyder meget skæv, starter nummeret “Vægtløse Dage” med blide anslag på keyboard, strengeinstrumenter og trommer. Vokalen kommer hurtigt på, med en fortælling om livet i gamle dage. Det er allerede et godt billedskabende lydbillede, som giver ro til, at man kan zoome ind på den lidt mærkværdige og skæve tekst der synges i mørkt blidt toneleje.

Vokalmelodierne i nummeret understøttes af et meget velklingende akkompagnement, der giver vokal fraserne luftighed og rum til, at frembringe følsomme melodier med gode klange. Backingvokal fra Hanna Sommer, følger lead vokalen som en skygge, og de to stemmer smelter godt sammen til een enhed. Trods den ret livlige rytmik, er musikken meget rolig i udtryk.

Sort mol  

Andet nummer er et godt livligt, soft shuffle poprock nummer som rytmisk danser lystigt afsted, men som er i dyb melankolsk mol. Nummeret hedder også “Sorte Fugle”. Med lidt amerikansk accent på de danske ord, fortsætter Wangel ufortrødent sine specielle fortællinger med tydelig og klangfuld vokal.

Titelnummeret “Kastestjerner” har flotte melodier der bakkes op af et klaver som klinger smukt i baggrunden. Det er som om man står inde i et rum og kan se lydene med sine øjne. En guitar dukker op i lydbilledet som små bølgetoppe med et lille beskedent, men effektivt tonemotiv, der giver musikken en god karakter. En trombone flirter lidt i lydbilledet, for til sidst, at blive den dominerende melodi som afslutter nummeret i stilhed.

Pladen vendes

Efter kun 14 minutters musik, skal pladen vendes, hvor “Sort Samvitighed” er første nummer på side 2. Blide lyde fra keys, bas og guitar understøttes af bossanova rytme i trommerne, og igen kommer en narrativ vokal som fortæller en god banal historie fra livet. Dertil er der også lidt Spørge Jørgen over teksten:

Hvorfor kan jeg ikke bare lade vær’?

Hvorfor er jeg altid til besvær?

“Et Lille Mellemspil” gør ophold i trommerytmen og får med klangflader, sin helt egen dagsorden med mærkelige, men skønne lyde, med backwards sounds som flygtigt flyder afsted i halvanden minuts tid. 

Også ottende nummer “Gadens Børn” har et intro som man ikke skal høre i en brandert, for så kan det være man mister balancen og falder på røven. Det er godt nok syret. En psykisk syg mundharmonika bliver sluppet fri og tager over med en lille solo, som er det sidste man hører i denne sang.

“Den Selviske Drøm” byder også på en passage med leadvokal fra Hannah Sommer, der glider ind i Wangels vokal,  og får det til at lyde som en duet, og ikke en backing vokal.   

Der bliver sluttet elegant med nummeret “Nedfaldende Blommer”, som giver os klaver arppeggio’er der lyder som stjerneskud ser ud, og vokalklangende er som en skærm der gengiver blommer der falder ned i langsom gengivelse. Et ensomt klaver fader ud, efterlader lytteren med ro i krop og sjæl. 

En kort, men velklingende oplevelse  

Peter Wangel har lavet et album der, trods de kun 36 minutters varighed, kommer vidt omkring i musikalske udtryk. Det er meget sikkert lavet det hele, og der ikke noget der virker som venstrehåndarbejde. Wangels vokal er ikke teknisk prangende, men den har god naturlig klang,  med et meget ærligt udtryk. Der er lidt Leonard Cohen over stemmen, uden at være plagierende.  

Det er en superfed lydproduktion der ligger til grund for denne skive. Selvom der er mange syrede lyde engang i mellem, er albummet meget blødt og behageligt i lyd. Der er ikke noget der skærer i ørerne, for der er rundhed i alle klangene, og alle kombinationer af instrumenter har en samlet klang der ikke bliver for voldsom. Lydene er som små skyer der roligt finder sammen på himlen. 

Jeg synes virkelig, at der er en speciel stemning hele vejen igennem albummet, som er udført utrolig musikalsk af alle deltagende. Vinyllyden er virkelig rund og blød i alle hjørner, og det er en fornøjelse at høre på.

Det ender med, at jeg må kaste 4,5 stjerner efter Peter Wangels nye album.