Kayak – Seventeen

Palindromiske Kayak padler på deres syttende rock epos videre mod popstrømmen og lancerer trods en alvorligt bedaget æstetik og sound en gedigen progressiv plade “Seventeen”. Pladen udkommer den 12.01.18 og vil antageligt, og med rette, henrykke det grå guld og deres nørdede sønnesønner.

For ikke at trætte læseren unødigt, skal jeg ikke her forsøge at indkapsle glorværdige Kayaks samfulde op- og nedture eller gå i detaljer med de mange medlemmer, som gennem 45 år er gået ind og ud af bandet, gået hen og døde, skiftet instrument undervejs, samt været dødelige uvennner. Der har været mandlige og kvindelige forsangere, der har været korpiger og midt i alt dette er der skabt ambitiøs storladen progressiv og teatralsk pop/rock/hard rock med enkelte rimeligt store klassikere såsom “Merlin”, “Ruthless Queen”, “Want You To Be Mine” og til dels “See See The Sun”.

Den gode gamle lyd

De hollandske rockkamæleoner er et af de mange progressive bands fra halvfjerdserne som har baseret sig på højt teknisk niveau, genrenysgerrighed og sans for store penselstrøg. Der er eksempelvis masser af hardrock, avantgarderock, musical, glam og folk sammensat med iørefaldende melodik i et konstant harmonisk flow. Har man Gentle Giant, Queen, Kansas, Genesis, Yes, italienske PFM og Camel – for blot at nævne en stor håndfuld – i tankerne, så er man nok ikke helt galt afmarcheret.
Fælles for størstedelen af fordums supergrupper som stadig er aktive er, at deres spektakulære, innovative og genredefinerende progressivitet klæber til dem som en selvsiddende dragt de ikke kan eller vil tage af. På godt og ondt og godt det samme. Således er de stadig uhyggeligt gode til at konstruere stort anlagte mini rockværker med minutiøs detaljesans og styr på æstetik og historiefortælling. Men deres umiskendelige sound er i mellemtiden mestendels gået hen og blevet anti-progressiv og de selv er blevet feinschmecker prog’ere, der repræsenterer det establishment som moderne progrock/metal bands på hver deres facon hidsigt søger at gøre op med.

Men midt i al den moderne musik har de gamle bands (og ny retro bands) alligevel en berettigelse. Som et ekko fra en svunden tid bliver deres sound på en bagvendt facon igen et uvant og forfriskende og til tider musikalsk krævende alternativ til den moderne lyd.

Kayakken kommer vidt omkring

Og Kayak formår flere gange på deres syttende udspil virkelig at levere nye store numre, både i varighed og kvalitet. Åbningsperlen “Somebody” er state of the art musicalrock, og er plastret til med Brian May’sk  guitarlir, strygere og harmonisk ABBA-dramatik. Der er gode hooklines og patos, indtil en abrupt slutning med frasen, “Somebody Get Me Out Of Here!” Det er ekstremt catchy og velpoleret.

Opfølgeren, den næsten 12 minutter lange “La Pelegrina” er fejende flot komponeret, med gode stemningsskift i formeleddene, igen en dramatisk fortælling om en særlig dragende smuk kvinde, en “moviequeen with a heart of stone,” men (…) her house was never her home, ’cause she wanders alone”.  Sure, Bob. Ved 3:30 går der virkelig svulstig mørk og dramatisk Dream Theater light instrumentsport i den, og alle fører sig frem, men det tager faktisk ikke overhånd. Og den rolige klassiske klaver passage efterfølgende er med sælsom dur-mol skift lige så smuk som det forrige formled var dramatisk. We like. Til sidst i passagen kommer Queen guitaren tilbage efterfulgt af tantede spinette blokke, og det hele fortsætter med opfindsomhed og friskhed.

Jeg kunne blive ved, for hvert element er gennemtænkt og overlegent lavet. De snupper fra de øverste hylder – hvor de selv hører hjemme – og sætter det sammen som de vil. Det er underholdende, lokkende og lækkert at høre på. Der er meget musical schwung på Bart Schwertmanns vokal og mange numre og ballader kunne snildt høre hjemme i Royal Albert Hall eller Gasværket, såsom numrene “Falling” og “Love, Sail Away”. På “Walk Through Fire” tager de os på endnu en mangefarvet episk rejse med mange spændende formled bundet sammen med nogle ekstremt klassiske helteguitar motiver i start og slut. De gør de bare så godt, at man ikke oplever genreforvirring, snarere en smagfuldt varieret brug af det fulde musikalske vokabularium.

Max who?

Midt i det musicalagtige og det symfoniske og storladende viser de også, at de kan skære et 100% skarpt retro rock hit som “Feathers and Star” og sågar ryste en, i mine ører klam, klam, Boyzone radioslasker i hovedet på os, nemlig “All That I Want” – bare titlen! Der er selvfølgelig en underliggende Kayak stemning, men korets blokharmoniseringer og sangstrukturern minder mere om noget, man har fejet op af Max Martins studiegulv. Med et smukt instrumentalt nummer “Ripples on the Water”, hvor Camels Andy Latimer medvirker bliver “Seventeen” et alsidigt og godt afrundet album med en spændende genre- og stildosering.

Jeg kunne dog godt ønske mig, at Marcel Singor tog Brian May garnet af lidt oftere og leverede flere idiomatiske soli som brudstykker fra især førnævnte “Feathers And Tar”, men også “Cracks”. Her oplever man ham som sin helt egen.

Rigtig gode kalorier

Man bliver ikke vildt meget klogere på noget som helst af at bruge en time på Kayak. Men underholdt og musikalsk mæt på en god måde, jo absolut. I disse tider, hvor håbefulde hjemmestudie bands oftest formår at selvudgive en EP hvertandet år, er det en vulgær omgang progressiv kødbuffet at æde sig igennem et værk som Kayaks syttende opus. Det er et sandt binge album. Men Kayak bruger deres lærred 100 %. Der er maser af visioner og historier der skal fortælles, ingen tomme felter, ingen alibinumre; der er malet helt ud til alle hjørner og nogen gange vist nok på bagsiden også. Det er et digert værk, kun lige et par trin under Dream Theaters “The Astonishing”, som man kun kan tåle at høre hvert femte år.

I rockmusikkens altomfavnende varehus er udvalget efterhånden lige så varieret som et amerikansk supermarkeds cereal-afdeling. De fleste af os er glade for fornyelse en gang imellem, men man sværger alligevel til de brands og den smag, man er vokset med og kan stole på, og her svigter Kayak i hvert falde ikke.