Kerry King: From Hell I Rise

Efter at thrash ikonerne Slayer trak stikket i 2019, har mange ventet på det meget omtalte soloprojekt fra guitarist Kerry King. En metal personlighed som man nok aldrig har kunnet forestillet sig trække stikket på nogen måde, en personlighed der altid vil brænde for metallen. Denne evige ild er blevet til 13-track soloalbum From Hell I Rise som har release den 17. maj.

X-Slayer

At KK’s soloprojekt ville lyde lidt som Slayer, kunne ikke undgås, men tænk at vi har fået den fantastiske thrash sanger Mark Osegueda fra Death Angel på lead vokal. Det er sgu godt set af Kerry King, at denne hæse growl vokal skulle være i front i musikken. Så man skal ikke græde helt over at Slayer nok aldrig bliver rigtigt gendannet og laver flere numre, for nu har vi et band som både har lidt Slayer- og Death Angel-udtryk. Ikke dårligt! KK har fået tidligere Slayer trommeslager Paul Bostaph bag gryderne, og guitaristen Phil Demmel, som har været stand-in guitarist for Slayer nogle gange, og de har glimrende forståelse for denne type metal som KK har lagt for dagen.

Kerry King havde tanker om at kalde bandet Blood Reign, hvilket var slagkraftigt og catchy og selvfølgelig skulle klinge som titlen på albummet Reign in Blood, men lige så snart King kom med mulige navne til pressen, var der upcoming bands som stjal navnet, så det gad han ikke. 

Let it begin

Ligesom på Slayers sidste album Repentless fra 2015, lægges der ud med et instrumentalt intronummer. “Diablo” hedder introet, som ikke er spektakulært, men gedigent og ganske god intro til en metalskive. I efterfølgende nummer “Where I Reign” køres hele tornystret med hurtige riffs og rytmer, som varmer op før Mark Osegueda kommer ind med sin karakteristiske gennemtrængende growl…og ja, der er da lidt Slayer-stil i det, men det er ikke dét der fylder synes jeg. Faktisk er nogle af rytmeriffsene lidt i Possessed stil, hvilket varmer mit metalhjerte.

Overordnet er lyden langt over middel, med fyldig guitarlyd og Paul Bostaph som altid larmer på den helt rigtige måde, med masser af doublekick stortrommer og hyppigt brug af crash bækkener.

I 3. nummer “Residue”, som var anden single der blev udgivet, er der lidt flere typiske Kerry King riffs i luften. Det er godt skrevet med superfede overgange til de forskellige formled. Dette bliver efterfulgt af den første single “Idle Hands”, som er lidt mere banal og lidt for meget i Slayerstil synes jeg…nu når vi bliver præsenteret for, i realiteten, et helt andet band. Men nummeret er effektivt nok, og i album-kontekst har det den rigtige energi på det rigtige tidspunkt.

Det sjette nummer “Crucifixation” flirter med lange instrumental passager mellem vokalafsnittene, og bliver også 5:16 minutter langt. Efterfølgende “Tension” har virkelig har reminiscens af onde aggressive Slayer-udtryk både i det instrumentale, men også med Osegueda’s opbygning af intensitet i vokalen.

Hmm…

…og ja, der også en uundgåelig Kerry King hade-hymne; “Everything I Hate About You”. Total kliche hardcore punk nummer, men heldigvis bruges der kun 1:22 på dette hadske udbrud. Meeen det kunne være federe hvis det slet ikke havde været der, for det forstyrrer helheden i albummet (men der ER måske vigtigt for King at tallet 13 optræder på skiven).

From Hell I Rise…

…er titelnummeret, som er lagt til sidst. Kerry er jo ærke Judas Priest fan, og det høres her, hvor et tørt riff starter nummeret, et riff der klart er inspireret af de britiske heavy metal ikoner. Så bliver det mørkere og mørkere med dybe guitar toner, som nok bliver spillet på syv-strengede guitarer, eller også er der blevet leget med oktav pedal. Shit det er fedt, heldigvis! for sidste nummer SKAL sidde i kassen i denne genre.

Overskuds død

Det er fedt at et nyt top professionelt død/thrash band er født. Man må sige at det er store musikalske kræfter som er på spil, og samtidig i en ret god produktion.  

Kerry King har meget had og voldsomhed på hjertet, og det er vigtigt at det kommer ud i form af noget god metaltråd. Det er ganske snedigt at musikken minder om Slayer, men alligevel ikke. For lige når man har tænkt at det er i dén stil, skifter det til noget der ikke minder om det. 

Jeg har lidt på fornemmelsen af, at 10 numre ville være nok. Der havde været mere balance og mere spænding hvis denne mængde blev holdt, for der er nogle hovsa-numre ind imellem som, ja, musikalsk rykker godt nok, men er for banalt komponeret og er lidt irriterende at høre på.

Der er ikke tale om et mesterværk, men det er bestemt en skive der fra den 17. maj 2024 og langt ud i fremtiden, vil være en god ting sætte på til en metal aften hvor der skal drikkes øl og headbanges, for det er jo ikke dårligt med både lidt Slayer og Death Angel i ét band.

Alt i alt en klar omgang overskuds metal fra Kerry King. Det bliver til 4 hadske stjerner til From Hell I Rise.

Det bliver da nok også et brag når Kerry King & Co. går på Hades-scenen på Copenhell fredag den 21. juni kl. 17:15. Vi ses dér.