Der var royalt metalbesøg mandag d. 22. april, da multikunstneren Stephen O’Malley og resten af det genopståede Khanate gæstede Basement på Vesterbro.
Khanate kom fra en optræden på den hollandske festival Roadburn, og skulle videre til Berlin og derfra hjem. Med disse kun 3 koncerter i EU, var koncerten i Basement således nærmest en eksklusiv koncert.
Khanate havde deres første udgivelse i 14 år, ”To Be Cruel”, i bagagen og heldigvis er intet ændret i de 14 år. Ligesom Stephen O’Malleys mest kendte band, Sunn, spiller Khanate langsom metal, men med mere doom og en vokal der ret beset er nøje doserede skrig af desperation. Det er minimalistisk musik, hvor hver akkord og hvert trommeslag trækkes ud og står alene, indtil næste anslag overtager lydbilledet.
Sådan foregår det på plade, og sådan foregik det på scenen. Show og retning mod publikum er der ikke intet af. Det er ikke fordi Khanate er uvenlige, men der er snarere tale om et kunstnerkollektiv, der opfører et værk, end der er tale om det, vi oftest betragter som et band og en koncert.
Det er ikke nem musik, og at overvære Khanates performance er lidt som at sætte sig og kigge på et vandløb og meditere. Der sker ikke så meget udadtil – det meste foregår inde i hovedet af een selv. Er man ikke i stand til at acceptere den præmis og få den til at fungere, er Khanate i værste fald en ligegyldig og ensformig affære. Får man den til at fungere kan oplevelsen være livsforandrende.
Sådan var det også i mandags. Khanate overlod publikumsoplevelsen til publikum selv, men var kompromisløst faciliterende og pressede os frem, tilbage og i bund med soniske an- og overgreb. Khanate er et tungt, stumpt instrument, og musikken afvikledes i slow motion. James Plotkins bass, Tim Wyskidas trommer, Stephen O’Malleys guitar og Alan Dubins vokal var sjældent i spil mere end ét ad gangen, men ramte hver gang publikum i det lille lokale blytungt.
Khanates numre lader sig ikke afvikle uden gennemtænkte visioner for lydlandskaber. Anslag, toner og skrig er så få og afvikles med så stor afstand, at kompositorisk sjusk for let vil afsløre sig. I en genre hvor højere volumen ofte anses for bedre, og vildere er bedst, var det befriende at opleve, hvordan mindre i kyndige hænder kan blive til mere.
Nogle gik muligvis forandrede derfra. Nogle gik derfra, før det var slut. De fleste lod lige som jeg selv til at have fået en solid oplevelse og et prægtigt eksempel på, hvor langt metalmusikken kan presse sine kunstneriske grænser.
Koncertanmeldelser er altid subjektive. Men når så meget afhænger af publikums – og anmelderens – egen oplevelse uden bandets bistand, stiger subjektiviteten. Måske skal Khanate opleves for at man kan forstå det. Så tilgiv os for at vurdere, hvad egentlig ikke kan vurderes, men RockZeits anmelder havde en 3-stjernet aften i Basements dyb.
