KICKIN VALENTINA’S imaginære væsener lyder sgu som den ægte vare

Man skal ALDRIG gå tilbage til en fuser. Intet jeg før har hørt fra Kickin Valentinas front har gjort mig nævneværdigt gladere end eksempelvis at muge ud i en kostald, og derfor burde jeg holde mig fra at anmelde deres ny album. Det er næsten for nemt…

Forventningens uglæde

De amerikanske ballademagere har sparket til Valentina siden 2013, har turneret med diverse A-bands, og fået ganske god respons fra medierne. Da jeg til Nordic Noise 2016 hørte de dengang stærkt opreklamerede amerikanske hairspray nostalgikere i Kickin Valentina, måtte jeg alligevel konstatere, at trods god omtale, så gør attitude og kalkerpapir det ikke alene, hvis melodierne ikke er i orden. Jeg vil hellere stå og græde snot op af grædemuren i en uge end at genopleve den koncert. Umanerligt utidig optræden, uden sans for hvad publikum ville have og uden erkendelse af, at stort set ingen blandt publikum kendte dem. Kedelige sange. Men store i egen bevidsthed, det var de. Også gnomen og sangeren Joe Edwards.
Det jeg savnede dengang var et fundament under deres performance, en musikalsk berettigelse; altså, først finder man ud af at man kan og vil skrive sange, så gør man det, laver måske en plade, spiller jobs, mens fanskaren vokser, og så kommer den der rockstar identitet måske hen ad vejen. Med Kickin Valentina var det så omvendt uden at de rigtig havde cracket sangskriverkoden endnu.

Den glædelige overraskelse

Det er blevet MEGET bedre på “Imaginary Creatures”. Meget. Albummet kommer overraskende godt fra start med “Eye”, der kværner drøjt ad ud af den velkendte hairspray rock’n’roll highway, ingen dikkedarer, ingen nyskabelser men langt bedre musikalsk brug af de forhåndenværende virkemidler end på albummet “Super Atomic”. Det er de små ting der i dette banale rockunivers gør udslaget, og “Eyes” lyder meget ligetil og naturlig. “Turns Me On” fortsætter i samme rille, call-response vekselvirkningen med kor og lead i omkvædet er lige i skabet og guitarsoloen er godt eksekveret.

Der er masser af gode indfald og bittesmå musikalske elementer, som er levende, og man fornemmer en humor og… selvironi, som jeg mærkede intet af til Nordic Noise. Der er dejligt masse af intet nyt på de næste, “Devil’s Hand” og “Eat ‘N Run”, og da de herefter planmæssigt når frem til den obligatoriske ballade “Crazy”, viser Edwards fin stemmekontrol, alsidighed og overblik. Således er “Crazy” en lille usleben diamant, især med Edwards vokal der også er beskrevet som en “Diamond in the dirt”. “Crazy” er en typisk heavy glam ballade hvor den pågående rebel viser følelser. Den gør ikke det store, men dog lige netop nok til at man vinge endnu et flueben af i den store Build-a-hardrock-album manual.

Blablablabla…

Edwards stemme dur i det hele taget fint på albummet, både i det høje, mellem og dybe leje, og han formår at skrue op og ned for knasen og leverer linjer både med bredde og spinkel skarphed, således at det ikke bliver en enerverende Axl Rose parodi. Guitar lyden er eminent, med bredde og sprødhed i de fræsende hardrock blues riff. 

Så på den måde virker bandet i det hele taget mere modne, selvom der kun er gået et år siden Nordic Noise. Mine favoritter er “Street”, en dreven ensporet rock ‘n’roll fræser, der lyder som en monoton motorsav, med low speak i versene, som understøtter den snigende puma feeling. Den lever højt på de små forskelle, og det er altså en svær kunst i en stilart fyldt med spas og sminke. “Heartbreak” er et kanon nummer”, med masser af humor omkring det svære parforhold og konflikterne mellem kønnene – jeg er ret vild med, hvordan Edwards som den filosof han er, udtrykker det i følgende linje, “bla bla bla bla bla bla blabla – blaaa!”

Elvis Presley covernummeret “Burning Love” fik de maltrakteret til Nordic Noise, men på denne skive har de gjort det med gefühl og viser, hvordan nummeret kan ses som en stamfader for mange af de klichefyldte sex, love and rock ‘n’ roll sange som er blevet sprøjtet ud af rockindustrien siden slut tresseren, for så at gå til ekstremerne med sunstrip bandene – for tredive år siden. Den har derfor sin faste plads i rockskabet ved siden af numre som “Sweet Cherry Pie”, “Love In An Elevator”, og hehe, “Girls, Girls, Girls” med Mötley Crue og The King himself.

Lidt over middel

Lidt ærgerligt, at albummet slutter med en tam “Imaginary Creatures”. Der er god produktion fra producer Andy Reilly, som har været involveret i navne som UFO, Bruce Dickinson, The Quireboys og Asia. Numrene er pågående, uregerlige og står klart ud af højttalerne.

“Imaginary Creatures” er ikke high art og der er ikke for fem flade ører innovation. Bandet forsøger at skabe en opdateret udgave af et sangtapet, som de fleste af os igen er kommet til at holdet af, og det er de lykkes godt med; det er gode versioner af den samme skabelon. Men det får man ikke topkarakterer for. Det lander på lidt over middel. Jeg ville foretrække danske Junkyard Drive any day, for her går sangskrivning og performance virkelig hånd i hånd. Omvendt lover denne udgivelse godt – den kommer man i godt humør af at høre – og gør mig nysgerrig på, om Kickin Valentina bedre kommer til deres ret på et mindre spillested end den store hal til Nordic Noise. Det kan jeg og læserne konstatere, når de gæster High Voltage den 13/10, og det lyder på papiret som et 1:1 match i form og substans.