King Diamond på Copenhell, fredag den 20. juni

Med et stemningsfuldt horror setup, kørte den gode gamle King Diamond et vellykket metal show med masser af gode sange fra sit store katalog. Selvom han ikke har udgivet et album siden 2007, havde han masser at diske op med af gamle King klassikere.

Der er ikke meget, der kan gå galt, når King Diamond stiller op live. Alle de sange han putter i sætliste-godteposen, kan fansene synge med på. Den melodiske metal har både gode koncepter og gode tekster, som med æstetiske melodier i både instrumenter og vokal, går rent ind hos folk. Samtidigt er der progressive elementer i musikken, som aldrig bliver for komplekse, men udvikler sig med en rimelig logik. 

Det er uundgåeligt at King Diamond er blevet en metal legende. I 2022 på Copenhell, kunne han stille op med Mercyful Fate, som i min verden var den bedste koncert på festivalen det år. At han også kan stille om med sit soloband og bare levere verdensklasse sange, er imponerende. 

King har kun udgivet 2 singler siden albummet Give Me Your Soul …Please i 2007. Ét af dem er “Masquerade of Madness” fra 2019, som ikke var dårligt at høre fra Hades scenen, for King kan stadig skrive sange, og det var virkelig fedt at høre dette nummer live.  

Performance…

En ting han ikke var så god til synes jeg, var at connecte til folk mellem numrene. Han gjorde meget ud af det, men når det skiftede mellem dansk og engelsk, lød det lidt komisk. Det var også som om at han ikke havde forberedt hvad han skulle sige, og jeg synes ikke at han havde nogle guldkorn som var onde eller sjove. På grundt af det, var det som om at intensiteten faldt lidt mellem numrene, og der var heller ikke mange blandt publikum, som var oppe at køre over der mærkelige skuespil fra King som udspillede sig fra scenen. Men det var heldigvis musikken det drejede sig om, og den kunne jeg ikke klage over. 

Prof som ind i helvede

Det meste kørte på skinner i den mørke nat på Hades, men trods det høje niveau hos bandet, måtte de alligevel stoppe nummeret “Burn”, da der kun var markeringer, og ikke rytmeriff. Det var Andy LaRoque hvis guitar var helt tavs. Så måtte det lige tages igen hvor Andy’s vigtige guitarstemme var med. Når det så gik rigtigt i gang, var det et fantastisk live nummer.

Trods lidt småfejl og en lidt mærkelig performance hist og her, er King stadigvæk kongen, for det er bare langtidsholdbare sange han skriver, udført med stor musikalitet.

Evil encore

Der er mange gode numre fra kataloget som kan tages frem til et ekstra nummer, så hvorfor ikke tage “Abigail” til sidst. En  fuldstændig udødelig klassiker i genren.      

Vi blev forkælet med noget af en sætliste, og ellers med alt hvad der hører med når dette legendariske soloband går på. Det bliver til 4,5 stjerner til horror kongen og hans musikalske disciple.