Det var ikke de dybe tallerkeners opfindelse jeg var vidne til lørdag eftermiddag på Pandæmonium – men et band der fastholder, at man netop ikke behøver forny sig synderligt når man fra starten af sin karriere har fundet opskriften på ikke-så-meget-pis-bare-fuld-smadder-dødsmetal.
Efter en intro med mandlig og kvindelig vokalsang, hvor bandmedlemmerne finder deres pladser, kommer forsanger Dave Ingram ind til sidst iført en rød/hvid top-hue med øreflapper af en slags man kan købe i enhver turist butik på Strøget. Selvsammes fulde navn (David Richard Bjerregaard Ingram) klinger da også ganske dansk.
1, 2, 3 …… så er vi igang! Guitarerne får lov til at profilere sig på første nummer, inden Dave Ingrams snerrende dødsgrowl får støvet til at rejse sig foran scenen. Et veloplagt publikum har trodset 3. dags-tømmermændende og den stikkende eftermiddagssol og fundet vej frem til Pandæmonium, selvom den har flyttet sig siden sidste festival. Der er ihvertfald ikke mange for an scenen der ligner nogen der for vild på vej til Biergarten. Trommerne kører 1,2 – 1,2 – 1,2. Masser af næver i luften og en varm piftende velkomst-klapsalve til de britiske dødsmetal-pioneerer.
Benediction blev dannet tilbage i 1989, og uden at fornærme nogen, kan jeg vist godt sige at de var nogle af grundlæggerne af Britisk dødsmetal sammen med bands som Carcass, Bolt Thrower og Napalm Death. Der er da også en flydende udvekslen af bandlemmer, flere af disse bands imellem…. Benedictions oprindelige forsanger Mark Greenway overgav allerede i 1990 mikrofonen til Ingram, da han valgte at satse på sit andet projekt “Napalm Death”. Ingram blev ved mikrofonen i Benediction frem til 1998 hvor han så valgte at skifte til Bolt Thrower. Benedictions mangeårige bassist Frank Healy (1991 – 2017) spillede i midt-firserne guitar i Napalm Death….hvis guitarist Bill Steer også var guitarist i Carcass….og sådan kunne jeg blive ved lidt endnu – “Keep it in the family”, som man siger.
Inden nummeret “Progenitors of the New Paradigm” skåler Ingram i en flaske Jack Daniels, så der er måske ikke noget at sige til at hans stemme er lidt træt at høre på. Han lyder ens, om han taler til publikum eller brøler. Indimellem lyder han lidt som Johan Hegg, dog helt og absolut uden melodi – men nu er det selvfølgelig heller ikke melodisk dødsmetal vi er vidne til denne eftermiddag på Pandæmonium. Nummeret (Progenitors….) har dog enkelte guitarpassager hvor det er liiiige ved at blive interessant, men mudderet får hurtigt overtaget lydbilledet.
Bassist Dan Bate spiller ikke kun tungt, bassen må også være meget tung, for hang den 1 cm lavere, ville han ikke kunne nå strengene. Han har iøvrigt en manke der kan gøre de fleste kvinder OG Sebastian Bach grøn af misundelse!
Ingram annoncerer “Stormcrowd” fra seneste skive, med ordene: “I’m gonna need a comfy chair and a bottle of red wine” som grangiveligt er en reference til bandets musikvideo til selvsamme nummer. Frontmanden er generelt utroligt snakkesaglig og udadvendt. Han inddrager publikum en del, får skålet og brølet “You folks are fucking awesome”, hvilket er meget fedt. Bandet er generelt energisk og livligt og bruger hele scenen hvilket giver en fin kontrast til bandets ensartede lyd…. og en lidt længere pause mellem de enkelte numre, hvilket for mig også er en fordel – ellers ville koncerten blive en lang mur af lyd.
Benediction bliver for mine ørergange meget 1,2 – 1,2 -1,2 fuld smadder, der smager lidt af mudder. Numrene flyder sammen uden der er det store at komme efter i den tromme-tekniske afdeling. For mig bærer Benediction rødderne fra den britiske punk-metal med sig ind i deres lyd, som ikke er hverken banebrydende eller nytænkende og alle numre kunne reelt være skrevet tilbage i start 90’erne. Det er da heller ikke fordi bands partout skal forny sig og være i udvikling fra album til album – jeg er ret sikker på at Benedictions faste fanskare netop sætter pris på at Benediction idag, lyder præcis som Benediction for 25 år siden.
Det er old school Britisk dødsmetal, uden lir eller finurligheder – der er langt til amerikanske/canadiske dødsmetal, som nok mere tiltaler mine åbenbart lidt kræsne øregange.
Summary
Band: Benediction
Sted: Copenhell, Pandæmonium
Dato: Lørdag d. 18. juni 2022
Line-Up:
Dave Ingram: Vokal
Darren Brookes: – guitar
Peter Rewinsky – guitar
Dan Bate – bas
Gio Durst – drums
Set-Liste (Med forbehold for evt. fejl)
Intro
Iterations of I
Scriptures in Scarlet
Nightfear
Agonised
Progenitors of af New Paradigm
Stormcrow
The Dreams you Dread