Klassisk thrash i Pumpehuset

Fredag aften havde Pumpehuset lukket op for den gamle metalskole på den lille scene, og vi fik besøg helt fra USA, da kult thrashbandet Sacred Reich sugede os ind i en anden tidszone med deres skærende gennemtrængende røvballethrash.

Dæmonisk opvarmning

Opvarmningsbandet Night Demon var fulgt med fra USA, og de skulle tænde lunten til aftenens metalfest. En gammel snedker som har mistet to fingre, ville stadig på een hånd kunne tælle antal akkorder, som optrådte i numrene, og med gallagung gallagung-rytme som primær element, osede der af NWOBHM i salen. Det var både komisk og festligt, men de kunne da få stilarten til at groove massivt, og de var gode til at fængsle publikum i den, overraskende nok, fulde sal, set i forhold til at det kun var opvarmning.

Så kom de

Night Demon fik et ganske stort bifald, men det var jo Sacred Reich som folk virkelig havde set frem til, kunne man mærke, og salen sitrede da hovedpersonen Phil Rind og Co. kom på scenen. De gik straks i gang med “Manifest Reality” fra deres nye album “Awakening”, og nummeret er næsten en tro kopi af “Hell Awaits”, men det var noget der virkede, og det gør jo ikke noget at det minder om Slayers dæmoniske evergreen.

Dave McClain var på trommer igen, efter at have været i Machine Head, og han spillede som han var hjemmebane. De efterhånden gammeldags rytmer, groovede på den rigtige rå måde, og selvom McClain er en teknisk dygtig musiker, blev det ikke for teknisk og fint at høre på. Det nye unge Reich-medlem Joey Radziwill på kun 23 år, lagde en god bund med rytmeguitaren, og var stabil når grand-old-thrash-man Wiley Arnett åbnede op for sine fantastiske soloer som skar igennem marv og ben, og gav musikken det pift som skulle til i de relativt monotone numre som rullede ud over scenen fredag aften.

God vokal

Phil Rind sang ret godt igennem sættet, og i nogle passager i numrene var der een tone der kørte fra bas og guitarer, hvor det var Rinds vokal som skulle bære al melodimaterialet. Det klarede han særdeles godt, og man stolede på at han kunne gennemføre hvilket som helst nummer fra deres katalog.

Alle i bandet var ganske godt med i samspillet, de klarede også ret svære temposkift i eksempelvis “Divide and Concour” og “Awakening”. Vekslen mellem hurtige og langsomme tunge rytmer, med de små utightheder som forekom, gav en fornemmelse af musikere som virkelig koncentrede sig om at holde det hele sammen, så vi kunne gå derfra med en god ægte liveoplevelse. 

Det var dog lidt synd at lyden var lidt for skrabet, for der kunne godt være mere fylde i instrumentlydene og mere helhedsklang i bandlyden. I min verden var der lidt for meget garagelyd end thrash metal kunne holde til. 

Sidste thrashhymne

Mange blandt publikum stod på tær med spændte skuldre da Rind skulle præsentere det sidste nummer, og det VAR klassikeren “Surf Nicaragua” fra 1988 som fansene tydeligvis havde ventet på. Et nummer som både har spøjse melodicitater, men også seriøse thrash riffs som kan piske en stemning op, især live!

Gedigent hele vejen igennem

Med et enkelt ophold på et minut p.g.a. af software-fnidder i lydsystemet, kørte hele koncerten på rutinen. Bandet havde stor respekt for at levere deres musik så effektivt som muligt, og Rind talte også til publikum og takkede mange gange for at vi kom og holdt bandet i live. “Awakening” er det nyeste album, og der skulle gå 23 år efter “Heal” før det nye album kom. Derfor havde bandet glædet sig til at tage ud i verden og spille nyt materiale for fansene.

Alt i alt var samspillet godt, og det kørte jævnt hele tiden. Henover midten af koncerten blev de mere og mere varme, men til gengæld blev det lidt monotont da numrene manglede originalitet og mere aggression, nu når det var thrash metal. Personligt var jeg mest tilfreds når Wiley Arnett lavede solo, for det var et skærende lydhelvede i den mest positive forstand, og det kunne ikke blive mere true thrash end dette. 

Det var en god koncert, og man kunne fornemme at publikum syntes det havde været en god ide at begive sig ud i mørket og drage mod Pumpehuset.

Sacred Reich får 3,5 stjerner herfra RockZeit.