
Nailed to Obscurity havde frosten med sig da de få dage efter udgivelsen af deres nye album “Black Frost” lagde vejen forbi byggepladsen i Amager Bio.
Koncertoplevelsen i Amager Bio i mandags kommer ikke super godt fra start. På vinterens indtil videre koldeste dag, slår spillestedet de midlertidige døre op for en 4 dobbelt koncert i Black og Dødsmetallens tegn.
Amager Bio har på eventets Facebook side frarådet, at man tager det store overtøj med, eftersom garderobepladsen er begrænset – hvilket ikke er en optimal udmelding på en iskold og blæsende mandag. Dørene åbner lidt sent og da frontmand Raimund Ennenga og co indtager scenen står der ikke bare folk i kø udenfor, men også indenfor eftersom den lille midlertidige garderobe er placeret inde i salen. Til lyden af Jann Hillrich der slår skindene varme, slanger en menneskemængde sig igennem lokalet for at komme af med overtøjet. Og selvom garderobepersonalet arbejder lige så hurtigt som Dieken og Lamberti slår deres strenge an, står folk fortsat i kø da bandet en halv time senere forlader scenen igen.
Der hersker således en distanceret og kølig stemning da bandet åbner med titelnummeret fra deres nyeste album “Black Frost” som udkom d. 11. januar.
Vi får flere prøvesmagninger fra “Black Frost” og blandt andet nummeret “The Aberrant Host” har jeg set meget frem til. Desværre er lyden så lav at Ennengas mørke dommedagsvokal på nummeret drukner fuldstændig, hvilket for hans klare vokal viser sig at være et gennemgående problem under koncerten. Selvom mit første indtryk er, at lyden er velafstemt, er den simpelthen for lav, når vokalen gentagne gange forsvinder i frost-disen.
Nailed to the Stage
Nailed to Obscurity får under koncerten aldrig rigtig rystet kulden af sig. Bandmedlemmerne udstråler ingen særlig energi, og står statisk – naglet fast til scenen uden megen interaktion med publikum. Sammen med det meget lave lydniveau der slugte Annengas stemmefacetter, bliver totaloplevelsen flad og kold. Og det er virkelig ærgerligt, eftersom deres melodiøse dommedags-død virkelig har meget at byde på. Deres seneste album som slægter tidlig Katatonia og Opeth på, havde sat mine forventninger til koncerten ret højt. Indrømmet – åbningsbandet har denne aften ikke nogen særligt gode betingelser, men det er nu en gang totaloplevelsen vi som anmeldere kigger på og ikke potentialet i bandet alene. Nailed to Obscurity slutter med et nummer fra King Delusion som lige får publikum en smule op på tæerne.
Der er ikke meget mere at sige om den halve times opvarmning, som trods potentiale i kataloget ikke nåede at hæve temperaturen mærkbart i lokalet – og derfor vil jeg hellere bruge min energi på bandets nyeste album udspil, for det er jeg til gengæld temmelig begejstret for. Læs album anmeldelsen her på sitet.
Stod du i kø ude i aftenkulden, i garderoben, eller missede du bare koncerten, så kan du her mærke den stemning det nye album byder på, men som desværre udeblev i mandags,
Summary
Line-up:
Raimund Ennenga: Vokal
Jan-Ole Lamberti: Guitar
Volker Dieken: Guitar
Carsten Schorn: Bas
Jann Hillrichs: Trommer