Kølsters krigsbilleder

Her, lige før helvede bryder løs på Refshaleøen, har RockZeit været i selskab med klavertrioen Trio Ismena, som med perfekt udførelse, uropførte Sune Køter Kølsters første opus i den klassiske genre; “Pictures From A War”. RockZeit var troppet op for at anmelde Kølsters værk, og fik inden vores hovedpersons musik, også hørt værker af Anders Koppel og Nicklas Schmidt.

Opus 1… en ny Kølster?

Før koncerten fik jeg lige et par ord med debutanten i den klassiske musik. Han var meget spændt på opførelsen, for det betyder meget for ham, og i fremtiden er det sandsynligt at flere af denne type værker bliver tryllet frem. Sunes værk er ikke ment som direkte programmusik, men er krigsbilleder inspireret af alt det forfærdelige der foregår i Mellemøsten i øjeblikket.

Trods de mange værker i punk-, rock- og metal-genren som Sune har i bagagen, skal værket ikke betragtes som andet end et nyklassisk værk, og den nu 42 årige Kølster ser så småt ud i fremtiden, hvor det måske bliver for hårdt at stå på en scene i røg damp med dunkende punk-attitude.

Krig i fem satser

”Fires Of Aqsaq” er titlen på første sats i det femsatsede værk. Der blev startet lige på hårdt, med Bartók-agtige akkorder i en aggressiv slavisk danserytme i 9/7 i tempoet presto, som også er angivet i satsens titel. Her kunne man måske godt tænke, at når det er rockmanden der har lavet det, at det ville fortsætte i længere tid, men bløde klange og sorgmodige kraftfulde melodier overtog den markerede rytmiske opstart.

Rent klangligt var det som om Kølster har Brahms i blodet, for klangen var af romantisk karakter, og de rytmiske udslag mindede til dels også om ”Ungarske danse” af Brahms, som samtidigt havde mere moderne akkorder a la Bartók med dejlige dissonanser, serveret med brede penselstrøg. Forløbet i satsen mindede om strukturen i en fantasi, en formtype der er ret omfattende i forhold til antal formled.

Mørkt og dvælende

Som traditionen byder, er anden sats langsom, her adagietto, og i 4/4. Titlen var ”From The Shores Of Saba”, og lød som en langsom slavisk dans, tilsat glissandotoner som bevidst forstyrrede de venligtsindede akkorder i klaveret. Det lød næsten som scordatura-musik, hvor strengemusikerne kan finde på at stemme ned mens der bliver spillet.

Man kunne godt høre at Kølster er filmkomponist, for der var god narrativitet i de melodiske fraser, men det mikrotonale aspekt, gjorde satsen til mere end bare et stykke filmagtigt underlægningsmusik, for her var der så meget fylde i musikken, at man ikke behøvede billederne.

III. sats “Nothing Moves But The Cold Wind” havde også en melankolsk stilhed over sig, dog med få gennemtrængende følelsesmæssige udbrud fra violinstemmen.

Sats IV med den metal-agtige titel ”Rites Of Revolt” og angivelsen 7/8 Molto Presto, var temmelig hæsblæsende, og ja, da RockZeit altid har rock-ørerne parat, kunne jeg  ikke få tanken væk fra, at der var passager der faktisk mindede om vores meget anmeldte band Leprous, bare i en akustisk udgave. Det næsten lød som Hitchcocks filmkomponist Bernard Herrmann, som var gået i Leprous-mode. Fedt fedt. En sand fornøjelse for mine øre.

Spring Song Of Hijaz…

Var titlen på V. og sidste sats, en sats der havde sødme og melankoli til den store guldmedalje. En iørefaldende klagemelodi dukkede op i satsen en gang i mellem, og blev til den helt store finalemelodi. Ikke nok med det. Det hele transformerede sig til en nonverbal klagesang der blev sunget unisont med strygerne af triokvinderne mens de spillede. Man kunne næsten se rulleteksterne komme op foran én, for det var utroligt billedligt i denne, ret vovet, og overraskende slutning. Jeg var bange for at det blev for meget af det gode, men den kom i mål med god ånd og æstetik, for melodien var helt gennemført, og den sad i hovedet lang tid efter koncerten.

Filmen uden billeder

Man må sige at Kølster spillede på mange tangenter rent instrumentationsmæssigt, for der var konstant fyldighed og kraft i klangen, lige meget hvilke type melodier der blev spillet. Der var overvægt af klanglighed fra den romantiske periode synes jeg, og det er også tit en darling for filmkomponister, og det lød til at Kølsters hjerte banker for dette klangunivers. Tonesproget havde både vestlig tonalitet, blandet med orientalske skalatyper, som gav værket en mere sydlig sound.

Der var klassisk klang, men med masser af brug af glissando til at opnå fremmedtoner oven i de traditionelle klange. Dog var der ikke brug af moderne udvidet spilleteknikker og ingen flageoletter, så man kan sige at Kølster malede med traditionelle farver, men dog havde overraskelser i ny og næ. Typisk for den klassiske kammermusik, er melodier der er flere takter lange, modsat aftenens andre værker af Koppel og Schmidt, hvor der arbejdes med korte fraser og flere abrupte indfald.

Som klassisk avantgarde freak og rock/metal-anmelder, er det temmelig tricky at anmelde ”Pictures From A War”, for det er hverken avantgarde-klassisk eller crossover. Men vurderingen ligger i det musikalske og rørende i værket, som er et klangligt og melodisk overflødighedshorn, som føles som at se en vellykket film uden billeder. Det handler også om at få de rigtige musikere til at spille sit værk, og Trio Ismena var i høj grad det rigtige valg.

Her på redaktionen elsker vi musik med gedigent håndværk som skaber saft og kraft, og rammer vores hjerter, så ”Pictures From A War” får gedigne 4 stjerner herfra RockZeit.