Køterens rockhistoriske Tour de Force

Aftalen var ret uformel, ligesom Sune Køter Kølster selv. Egentlig ville han selv have cyklet forbi RockZeit og afleveret en kopi af sit vanvittige selvmordsprojekt, “The Rock History”. Det endte med at vi mødtes en myldretids-eftermiddag, et centralt sted i Valby, så jeg kunne modtage skiven. Det dobbelte vinylalbum er prydet med en helt igennem fantastisk kulørt collage, kreeret af hans kone, med alskens signaturelementer fra rockens mange epoker, og jeg var allerede begyndt at forestille mig, hvorledes det lydlige indhold mon kunne matche coveret, og i så fald, er det så godt eller skidt?  

Jeg fik en snak med Sune, som oplyste, at det her projekt har groet inde ham i over 10 år, og startede i hans studietid på Musikvidenskabeligt Institut. Han havde taget tilløb og faktisk testet det flere gange, indtil tiden nu var moden. Projektet er blandt andet båret frem af crowdfunding, samt en brændende vision om at skildre, delvist kronologisk, og i andre numre, forene rockgenrer, som har fascineret ham og som samtidig ofte har været stædigt (og småsnobbet?) isoleret fra hinanden. Men med en eks-punkers blanding af uimponerthed og stadig brændende indre flamme, bekymrer Sune sig ikke om kategorier, begrænsninger, skillelinjer, kløfter eller den slags bagateller. Intet knæfald for rockdogmer her. Hos Sune favner vi gerne over 5-6-7-8-9 genrer på én gang og vi kaster os også gerne ud i at samle den danske rock- og metalhistories creme de la creme-koryfæer i eet genrebrydende Magnus Opus projekt – med ham selv som tovholder (tør gerne sveden af panden).

En erfaren rock´n´roller

Sune Køter Kølster er en erfaren herre i punk- og undergrundsmiljøet, og har allerede en del udgivelser bag sig, ikke mindst med punkensemblet Guddommelig Galskab. Af natur kan og vil han således ikke genskabe genrene i rent format (hvem kan også det?). Hans punk DNA tænger igennem på stort set alle numrene, hvilket til gengæld sikrer, at nogle af de mere banale numre, ikke mindst de første, får tilført noget … djævelsk galskab. Med hans, i mine ører, maskuliniserede Lone Kellerman-punk-vokal, fører han os igen en årtiers rockmusik, ganske vist med masser af “helligdage”, men alt andet ville også gøre projektet overfladisk, og DET kan man ikke just kalde albummet.

Alle numre er tilset, finpudset og udført med kærlighed og indlevelse, som gør at man ofte glemmer, at manden jo reelt ikke er gammel nok til at have været med hele vejen. Men han har altså en god sans for at spidde den der udefinerbare tidsånd, som vi tror vi kender, men som vi i virkelig mestendels i vor tid har fået gengivet i diverse udgaver på film, sang og skrift. Ikke mindst “Læderjakke“, en sand rockabilly sjasker, er et godt eksempel på hvor troværdigt han får skabt et ømt lille rockverdenshjørne:

“Hænger ud på pladsen ser på steg efter steg

Kan ikke få den bedste, men den næste er til mig

Den er ikke helt i vinkel men det skal nok gå, så længe jeg har min læderjakke på.

Min far han skred fra mor og lillebror og han tog mig med, så nu skal jeg være stor 

Den er ikke helt i vinkel men det skal nok gå, så længe jeg har min læderjakke på

Vi er i høj grad i 50’er og 60’er miljøet og man kan sagtens se dybt forfængelige James Dean kloner stå kampfrisere deres hår. Senere i teksten får vi dog afsløret essensen af læderjakkernes oprør, nemlig ungdommelig trodsighed og sårbarhed:

“Ryger smøger i en sø af benzin, hele verden er ufatteligt til grin, og hvis du spiller smart får du en på dit skrin, men hvis du vil have mig, så er jeg din”

“Gadedrømme” er endnu en sød lille Grease agtig melodi, både i sound, opbygning og uskyldighed.

“Jeg ser dig, når du går forbi,

men du er uopnåelig

jeg kunne aldrig nå dig

men alligevel er jeg lidt lykkelig

for i drømme er du min

jeg virker måske ligeglad

men dit smil, det kan jeg udenad

var der noget i dit blik

et glimt af, at jeg kunne blive din

for i drømme er du min”

Herfra går det derudaf med psykedelisk Eik Skaløe-møder-de-sene-The Beatles-albummer til glamrock, punk og black/ekstrem metallens implosion. Sune Køter Kølster er glad for mange bands, herunder King Diamond og Queen, og det skinner igennem i en del af hans korarrangementer; det kan vi godt lide, og når han så samtidig får bandet til at gengive den originale sound, så logrer man næsten med halen. Der bydes på beat opkog og pasticher af velkendte riff fra tidlig Black Sabbath, Rainbow, Queen (igen), King Diamond og noget Celtic Frost-agtigt thrash og norsk black metal. Men det ender ikke med et stiliseret genreridt. Sune Kølster fortæller mig under vores Valby snak, at han ikke laver historisk korrekte versioner af diverse genrer, og jo tak, det skulle jeg mene, han har ret i; ét af de sidste numre, “Drugs”, indeholder thrash/punkmetal elementer, kor a la Queen II, samt igen hans forrygende maskuliniserede Lone Kellemann vokal(fantastisk opløftende lighed!), plus King Diamond guitarduetter, filmisk gysertematik midtvejs, hvorefter Sune lige vender tilbage igen med sin punk-lyrik og til sidst igen outro a la Queens “Ogre Battle”. Og så lige alt sammen på dansk, selvfølgelig.

Well…nummeret minder mest af alt om … ingenting og alting på samme tid. Ok, hvis man skal refererer til noget der giver lidt mening, kan man eventuelt prøve at forestille sig Mr. Bungle ligge i hidsig ske med progressiv og avantgarde black metal fra Norge, såsom Arcturus og Pan.Thy.Monium. Hvis altså Sune selv nogen sinde har hørt disse. Men hvorfor ikke, det virker som, om han har haft sin næse i alt, herunder natpotten.

Magnus Opus

Sunes storstilede kamikazeprojekt lykkes i høj grad musikalsk, fordi han ikke postulerer at have sandheden, men han minder os om, at rockmusikken som udgangspunkt er skabt af levende mennesker, som på har et givent tidspunkt har haft et behov for at udtrykke sig med de til rådighed værende redskaber, og han får understreget hvor gode alle genrer vitterlig er til at udtrykke musik, hvis du altså selv har noget på hjertet, eksempelvis, sex, drugs og rock’n’roll.

Jeg fornemmer ikke, at projektet er udspringet af en narcissistisk tilbøjelighed, og fraset at det de facto er Sunes stemme som fører os igennem den humoristiske og kærlige lyrik – hvem skulle det da ellers være – så træder den ikke for meget i forgrunden, så den overskygger for projektet.

Der hvor der er slagside, er at vi ikke får lov at dvæle ved hans versioneringer af de forskellige stilarter, hvilket er lidt ærgerligt, da han tilfører dem alle noget nyt og inspirerende, og ikke mindst synger på dansk. Men det ligger ligesom i opgavens natur, at der skal skæres her og der. Derudover ligger hans intertekstuelle referencer (diverse riff, formled og opbygning) nogengange måske lidt for tæt på originalen – af ren kærlighed selvfølgelig.

Nogen skulle jo gøre det!

Men kort og godt, det her er aldrig gjort før. Hvor er det fedt, at Sune Køter Kølster gør det. Tak for det. Det skal belønnes. Og tak for, at du kalder det et engangsprojekt, for det ville næsten være alt for meget med en trilogi eller sådan noget, men også kun næsten, for mest af alt er det megafedt. Sunes planer om at tage på gader og stræder med albummet, dog i mindre format, er dog lige så oplagt som det er storartet.

Sune er for tiden godt i gang med at tæppebombe diverse sociale medier med opfordringer til at tage ind og se hans koncert i Pumpehuset den 14.05.2015, og det kan jeg godt forstå, det har kostet blod, sved og tårer og en røvfuld penge, som han på intet tidspunkt reelt har haft mellem hænderne. Meget står på spil, men han har bidt sig fast i haserne på sit fatamorgana af en drøm, en drøm som nu bliver til virkelighed, og det må man tage hanekammen af for. På den måde får han realiseret en gal mands drøm om at få samlet Andy La Rocque, Flemming Rasmussen, Anders koppel, Peter Peter med flere… for ikke at tale om det alsidige og virkelig dygtige husorkester, bestående af Troels Drasbech (trommer), Christian Olesen (guitar) og David Kampmann (guitar). One night only.

Kom frisk.