DE KOM, DE SÅ OG TOG VIDERE

Min første koncert nogensinde var i K.B. Hallen den 14/10 1992 med Megadeth/Pantera, hvilket af gode grunde mere eller mindre var den direkte årsag til, at jeg lige siden blev hooked på heavy metal. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg lige siden har fuldt Megadeth tæt, og her 25 år efter må jeg konstatere, at de live, fortsat kan levere varen, men at fornyelsen og opfindsomheden har udviklet sig i begrænset omfang.  

STABILE MEGADETH

Megadeth har gennem alle årene været meget stabile i forhold til levering af bæredygtige studiealbummer, hvor det på nær nogle enkelte svipsere, generelt har været på et relativ højt niveau.

Dette gør sig også gældende med deres 15. studiealbum ”Dystopia”, som så dagens lys i januar 2016. Et aldeles glimrende album, hvis sange desværre skulle vise sig ikke alle at kunne bære en koncert igennem anno 2017.

Når man laver et album med 11 nye sange og vælger at spille syv af disse i en sætliste bestående af 18 sange, og med et bagkatalog af hits i den størrelsesorden som Megadeth kan levere det, ja så kræver det fandeme at langt de fleste af dem vil kunne fungere live, hvilket ikke var tilfældet i aftes.

KEDSOMHEDEN INDTRAF

Megadeth lagde stærkt fra land i sædvanlig musikalsk opvisningsstil med ”Hangar 18” og ”Skin o’ My Teeth”, hvor de igen kunne vise deres exceptionelle tekniske formåen over hele linjen, hvorefter der blev fulgt op med den første af de nye sange ”The Threat Is Real” som fungerer glimrende på det nye album, men som live ikke udgjorde nogen reel trussel for at blive en klassiker.

Derefter kom den superfede ”She-Wolf”, som dog desværre bar præg af dårlig lyd i Mustaines mikrofon, hvorfor sangen aldrig blev hevet op i det sædvanlige høje niveau. Heldigvis fulgte de op med en stærk udgave af ”Trust”, hvor trommeslager Dirk Verbeuren fik lov til at brillere.

Herefter indtraf kedsomheden blandt publikum og undertegnede med fire af de svageste numre fra ”Dystopia” i form af ”Fatal Illusion”, ”Conquer or Die!”, ”Lying in State” og ”Poisonous Shadows”, hvilket naturligvis ikke fungerede live, til dels fordi det, som det ofte er med nye numre, er at halvdelen af publikum ikke kender dem, men i dette tilfælde, også fordi at sangene bare ikke har live-tække, hvor det i stedet for ville have været fantastisk med nogle udødelige klassikere som ”Gears of War” og ”In My Darkest Hour” etc.

Her stod man så i midten af sættet og kunne mest glæde sig over, at FC København netop havde vundet deres kvalifikationskamp til Champions League playoff, hvilket nok ikke helt har været meningen.

FESTEN GENOPSTOD MED EN VÆRDIG AFSLUTNING

Kedsomheden stod heldigvis straks efter for fald, da Megadeth gik direkte over i ”Tornado of Souls” og endnu en ny sang ”Post American World”, som rent faktisk fungerede fremragende live, efterfulgt af de udødelige klassikere ”A Tout Le Monde” (dog med store problemer ved Dave Mustaines guitar) og det mesterlige nummer ”Sweating Bullets”. Dette blev fulgt op af en stærk live-udgave af det nye albums titelnummer ”Dystopia” og mesterværket ”Symphony of Destruction”.

Afslutningsvis fik Megadeth løftet taget i Vega med ”Mechanix”, ”Peace Sells”, og verdens måske fedeste live-nummer ”Holy Wars… The Punishment Due”, hvor Megadeth fik bevist, at de fortsat efter 34 år kan tillade sig at kalde sig for ét af verdens største og bedste heavy metal bands.

Naturligvis skal ethvert band med en ny udgivelse i ryggen spille sange derfra, men når man har et så stort bagkatalog af hits som Megadeth, så vil det uagtet altid betyde, at sætlisten ville kunne have været bedre og gjort oplevelsen endnu stærkere, hvilket også var tilfældet i aftes, hvor 39 % af sætlisten bestod af nye sange, hvilket undervejs gjorde koncerten, ja undskyld, mega kedelig.

Til gengæld må Megadeth have kredit for, at de undervejs på deres nuværende Dystopia tour for hver aften skifter ud i sætlisten, hvilket jo kan betragtes som om, at de i hvert fald prøver at give alverdens fans hele deres repertoire.