Konge afslutning på Copenhell

Legendariske Mercyful Fate var det sidste af de helt store navne på Copenhell 2022, som sent lørdag aften lukkede ren ondskab ud over Refshaleøen. Med simpelt, flot og ondt sceneshow, blev der kørt sataniske klassikere fra årene 1982-1984, og et nyt nummer fra det kommende album.

The Oath

Med det onde visuelle setup på scenen var det oplagt at starte med et nummer med et mørkt stemningsfuldt intro. Det blev naturligvis The Oath-introet der ulmede som playback mens publikum jublede, inden bandet satte ind med en sindssyg fed livelyd. 

Sjakalen

Jeg havde med vilje ikke været inde på YouTube og høre liveoptagelse af det nye nummer “The Jackal of Salzburg”, for en rigtig live oplevelse af nummeret var mere magisk. Det skuffede bestemt ikke for det var i perfekt Mercy ånd. Der var fede klassiske Mercy temposkift og der blev revet i strengene på den helt specielle måde som man kender fra spillestilen fra gamle dage. Ifølge bandet er nummeret stadig under udvikling, og det bliver ikke med sikkerhed den samme version på det kommende album.

The Unholy Goat

Der var placeret en boks bagerst midt på scenen med et stort pentagram med The Unholy Goat, med dør som King Diamond engang i mellem gik ind ad og forsvandt, mens resten af bandet kørte lange instrumentale passager for fuld drøn. Når han kom ud ad døren igen, havde han et nyt rædselskostume på, og han fortsatte sin stille gang rundt på scenen som et spøgelse. 

Hank Shermann og Mike Wead spillede i bedste Mercy ånd, og de var bare cool at se på med de behærsket rockede bevægelser til de tunge riffs. Bjarne T. Holm, som har været med på en del af de nyere Mercyful Fate-albums, groovede massivt sammen med bassist Joey Vera, som vi også kender fra Armored Saint og Fates Warning. Vera havde godt styr på baslinjerne og han lagde en god bund hele tiden. Hans klang og groove var dog ikke lige så god som den “rigtige” bassist fra gamle dage, den afdøde Timi “Grabber” Hansen, men tæt på.

Et farligt møde

Et effektiv live nummer var “A Dangerous Meeting” som fremmanede helvede på scenen, med stramme rytmer, knasende sprøde riffs og en King Diamond som gav alt hvad stemmen kunne holde til. Nummeret var klart ét af sættets højdepunkter.

Den afbrændte heks

I min verden er “Melissa” fra 1983 ét af de bedste og mest stemningsfulde titelnumre der nogensinde er lavet. De stille akkordbrydninger i starten af nummeret, fik lidt mere forvrængning end på pladen. Det var en fantastisk live version som både havde følsomhed og intensitet.

Ondt ekstranummer

Det var ikke så ringe endda med aftenens ekstranummer, som blev det lange “Satan’s Fall” fra Melissa, som med de mange dramatiske afsnit buldrede ud i nattemørket og satte et overlegent punktum for denne gang.

Legendarisk Copenhell koncert

Både musikalsk og kunstnerisk var koncerten på højt højt niveau. Sætlisten var en ren gavebod, hvor det var tydeligt at de gamle numre, nogle af dem 40 år gamle, holder endnu. Der er endda ikke pillet særligt meget ved detaljerne i numrene, så det er bare gammel metal som bare stadig er frisk i musikalske udtryk den dag i dag, hvilket der ikke er mange bands som kan prale af. 

Performance er også noget som hører med til Mercyful Fate, og det var jo bare fedt at se manden med masken gå rundt på scenen og underholde på satanisk vis. Det blev ikke for meget heller, for hvis der er for meget gejl på scenen, ville det måske også blive for komisk, og det ville være synd.

De mange temposkift er en stor kvalitet i Mercyful Fates musik, og dem er der mange af. Det meste kørte på skinner og lød fantastisk, men der var enkelte steder hvor de ikke satte igang med præcis samme tempo, men fik dog efter et par sekunder rettet op på det.

King Diamonds vokalstil er stadig ret ekstrem, og det er næsten en umulig mission, selv for King, at synge visse fraser perfekt. Han pitchede også en del,  for sangstilen er en svær vej at lægge for sig selv, med de vidt forskellige registre der skal komme hurtigt efter hinanden. Fordelen er at det kommer til at lyde udtryksfuldt som bare helvede, men ulempen er at der var nogle vigtige fraser som var lidt for meget ude af pitch.

Men i det store hele var alle i bandet i det ondeste gear og fik den ene klassiker efter den anden bragt til live i sindssyge fede live versioner. RockZeit ender på 4,5 stjerner til den kongelige metalkoncert.