
Sommeren har for alvor ramt landet, og i radioen og på alle åbne pladser vælter diverse artisters bud på årests glade sommerhit ud af højtalerne. Finske Korgonthurus har ligeledes udgivet deres bud på sommerens album, og kontrasten til den evindelige elektroniske dance music vi ellers bliver oversvømmet med i disse dage er enorm. Der er tale om tung og ond Black Metal, hugget ud af den mørke finske vinter.
På trods af at bandet, med undtagelse af en lille pause i 2001, har 16 år på bagen, er det kun gruppens andet fuldlængde album. Korgonthurus mission er ikke at genopfinde Black Metal genren, men nogle vil måske mene de i nogen grad genopfinder sig selv, i hvert fald hvis man holder deres nye album op mod det sidste fuldlængde album “Marras” fra 2009. Endvidere har bandet haft en del konstellationer og medlemsantal, med kun Corvus og Kryth som faste medlemmer. Korgonthurus anno 2016 lyder ikke desto mindre som en fast sammentømret black box, og hvis man smagsmæssigt ligger et sted mellem Solbrud og Marduk, så finder man med Korgonthurus en højkvalitets metervare fra næst øverste hylde.

Ægte distortion
De formår at skabe et lydbillede, som emmer af pinsel, misantropi og forfald; bag den knejsende mur af gedigen distortion og nedtursstemning, kan man dog finde melodisk tæft og dynamiske strukturer, der løfter musikken og får skabt en fortælling, altså noget bevægelse, der sikrer at man ikke går kold i smadremusikkens stilstand. Der er masser af musik og afveksling og eksempelvis i “I.K.P.N ” var der et break, der fik os til lige at tjekke om det var et nyt nummer; i hele taget er der flere voldsomme tempo og til dels stilskift, Eksempelvis et par minutter inde i “Vuohen Siunaus”
Her på redaktionen kan vi godt lide, at Korgonthurus ofte starter i forskellige tonearter, fra nummer til nummer, ikke at det er altafgørende, men det vidner om, at de lige har “rystet” guitaren, inden de med hovedet under armen gav sig i kast med næste nummer . Blandt andet derfor indtræffer rigor mortis ikke på noget tidpunkt og man dør som lytter ikke af kedsomhed. En indvending, man kan gøre i forhold til stort set alle black metal bands, er fraværet af en god dyb og kvasende grøftegraver-bas a la Geezer Butler, men sådan ER det bare, det må man leve med.
Velskrevet død
Der er mange gode numre, eksempelvis “Ihmisyyden Raunioilla” der flere gange, blandt andet ved cirka 2:50 går over i almindelig hardrock bord-og-stol rytme. Det banale bliver det berigende og de skal således have ros for at kaste elementer ind i numrene, når det giver mening internt i bandet, og ikke i forhold til den stramme musikhåndbog for metallere. Afslutningen består af et indfiltret fletværk af de to guitarister, Saturnus og Incisuras klichefyldte og ret banalt melankolske one-note motiver; motiver som kunne have fungeret i en helt anden genre, spillet med synth strygere, tja, måske er vi ovre i filmmusik. På det nummer slår det én hvor sindssyg vigtig instrumenteringen er, når man vil skabe et udtryk, for ofte så er de musikalske grundstrukturer stort set de samme. Men når simple, næsten klassiske, strygerpassager bliver spillet af distortionguitar, så får det hele sgu et ekstra skud mørke.
Nummer 2 på skiven, “Puhdistuksen Tulet” er en af vores favoritter indtil videre. Et hidsigt og skingert guitarriff åbner ugens uundgåelige i skærsilden og der er smæk for skillingen i nogle passager og halvt tempo i andre, men afvekslingen fungerer mega fedt. Det er et klassisk træk i metalgenren og i black metal får det numrenes “spedalske” klang til også at lyde halt. som om det hele kan falde fra hinanden når som helst. Corvus på vokal veksler generelt på hele albummet fra lys til dyb growl, dog mest i det lyse; i det her nummer, er de dog det dybe leje, der virker mest skræmmende og råddent.
Man kan heller ikke undgå at blive fascineret af det sidste og langsomme nummer, “LUX”, som med sine over 14 minutters virvar af forskelligartede støjende riffs, black gazer elementer, breakdowns og klagende lys og dyb growl tager lytteren med på en smertefuld mareridtsrejse mod albummets afslutning, og selvom man intet fatter af finsk, fornemmes afslutningen af nummeret som en indvarsling af den endelige afslutning, ja, nummeret lyder som sidste del af en patients terminalfase. Der er intet rart, mens nummeret kører, død og forfald gennemsyder lydbilledet, og når freden sænker sig efter det samlede album, er man som lytter ikke et rart sted, men det må man så håbe at nummerets persona er. Til gengæld er man bevæget og bragt i en sær afslappet og eftertænksom tilstand, rituelt slagtet, renset.
Ondt på den ægte måde
Det umiddelbare indtryk af Vuohen Siunaus efter et par minutter var, at der her var tale om en ligegyldig omgang Balck Metal som man har hørt det så mange gange før, men hurtigt blev vi alligevel overbevist om at Korgonthurus alligevel har mere at byde på.
Hvad det reelt er, der adskiller godt fra snot i black metal kan være vanskeligt at pege på, da klange og musikalske redskaber er uhyre stereotype, men der er i hvert fald en hørbar ærlig råhed over det her album, og en vis eftertænksomhed fra bandets side, i forhold til dosering af virkemidlerne, som gør, at det der kunne have været en ørkenvandring af pseudofælhed, reelt bliver ondt og modbydeligt, præcis sådan som man håber det vil blive, når man ganske frivilligt sætter sådan en skæring på.
Fakta
Vuohen Siunaus – numre:
1. Kaaos 4:58
2. Puhdistuksen Tulet 5:54
3. I.K.P.N. 6:44
4. Vuohen Siunaus 5:10
5. Inho 4:35
6. Ihmisyyden Raunioilla 6:47
7. Lux 14:18
Bandmedlemmer:
Corvus- Vocals & Guitars
Saturnus- Lead Guitars
Incisura – Guitars
Necron- Bass
Kryth – Drum
http://www.woodcutrecords.com
Skriv et svar