Korpiklaani på Helvíti, Copenhell

Havde min gamle bådebygger kammerat på firs, som spiller harmonika fået at vide at man kunne spille heavy metal på harmonika, havde han på det pureste nægtet. Og at få ham fra Bornholm til Copenhell ville have været udelukket. Så det fik han ikke set. Men det gjorde jeg. Og så tilmed med violin også, ja så tænker man jo sit. 

Men det er Copenhell, så et eller andet måtte der jo ske med disse instrumenter, der selvfølgelig var pakket ind i guitar, bas og det obligatoriske trommesæt med high speed dobbelt bass drums. I øvrigt med en sound som ganske var ved at opsluge resten af musikken med en dyb bund langt under de sædvanlige 63Hz for sådan en. Det behøver man ikke. Man kan godt mærke lydtrykket alligevel. Det ændrede sig da også til det bedre efter et par numre, og pludselig kunne man høre både harmonikaen og violinen. 

Og hvad så det der pludselig kunne høres. En overraskende velklingende instrument blanding, som flettede sig ud og ind mellem hinanden. Det ene øjeblik med turbo tempo, som vi har hørt det fra sigøjner musikken, men her spiced op med skarp powerfuld guitar, og bas. Bassens toner var dog ikke lige til at skille ud, så Jarkko Aaltonen kunne for så vidt have spillet hvad som helst. Det tror jeg nu ikke han gjorde, bedømt ud fra storskærm billederne. Og så i det andet øjeblik var tempoet sat ned, men ikke energien. Desværre var den kompositoriske fantasi en lille smule fraværende. De fleste numre bestod af to akkorder. Max tre. De mytologiske tekster forsvandt lidt i den massive musik selvom Jonne Järvelä gjorde sit med sin kraftfulde stemme, som heldigvis lavede andet end den typiske Growling.  

Jeg kunne have ønsket mig lidt mere udfordring, når man nu har sådan en fin instrument blanding. Heavy metal er jo heldigvis også kendt som en stil med regulære klassiske forløb. Det manglede man her. Smagen af finsk og samisk folkemusik dukkede heldigvis tit frem, og hvilken stemning det har. Hvad der manglede i kompositions afdelingen, fik vi i stedet for, med en friskhed, sprudlende energi, og en kraftfuld vokal fra Jonne Järvelä. Vel var de fleste i bandet modne halvstore mænd, men de var under ingen omstændigheder langsomme. Den eneste der så lidt fraværende ud var violinisten Tuomas Rounakari, og han var endda en yngre kille. 

Under alle omstændigheder fik Korpiklaani skovlen under gruset på pladsen foran, og det var da lige så støvet hvirvlede når de kæde dansende heavy fans i alle former buldrede rundt på næsten hele forpladsen. Crowdsurfede i et væk, så security ved foto pitten havde rigeligt at se til med at redde folk over barrieren.

Fremtiden for de gamle folkemusik instrumenter lyder til at være sikret, hvis de kan få lov at mixe sig med nutidsmusik, instrumenter og lyd. Og jeg elsker at se at se et publikum der virkelig værdsætter powerfyldt musik, som heller ikke er bange for at lytte på gamle instrumenter.

Bloody (Copen) Hell… det var fucking sjovt.

Tre ud af fem stjerner til Korpiklaani.