Kyndelmisse i Gimle

I weekenden tog RockZeit spændt mod Roskilde, hvor de svenske doom-legender Candlemass spillede i Gimle for et fuldt hus. Stemningen var fuldstændig i top, og man kunne godt mærke at det var en lørdag, for der var gang i baren og gang i alsangen. 

De nu gråhårede herrer i Candlemass, havde god spillelyst og god kommunikation til publikum. Dertil havde de noget af en sætliste på programmet som de fleste nok tog mere end godt imod. Bassisten Leif Edling er mastermind og boss i bandet, og er en type som bare født til at lave denne type musik. Jeg har hørt det meste af Candelmass’ musik, og jeg tror aldrig jeg har hørt et nummer som ikke har gode hook lines, meningsfuld sangstruktur og god storytelling. Jeg vil så altid påstå at debuten Epicus Doomicus Metallicus fra 1986 er den fedeste skive. Det var her Johann Längquist var på lead vokal, og allerede var ude året efter. Han vendte så tilbage til bandet og har været bag mikrofonen de sidste 6-7 år.

Heldigvis fik vi i løbet af aftenen næsten alle sange fra debuten (undtagen “Black Stone Wielder”). Et album som er groet ind hos folk som hører doom metal, hvilket man tydeligt kunne fornemme på publikum når disse numre rullede ud over scenen. Kun “Demons Gate” blev ikke spillet fra start til slut, men blev splittet op og opstod i Candlemass-medley. Det fungerede fint nok. 

Marcolin æraen

Koncerten startede faktisk med et nummer hvor Messiah Marcolin var forsanger på studiealbummet. Det var “Bewitched” fra albummet Nightfall, Langquist klarede nummeret fint, men selvfølgelig ikke med samme opera-vokal-styrke som Marcolin. Også det fantastiske “Marcolin”-nummer “Mirror Mirror” fra Ancient Dreams, lød godt i Längquist’ fortolkning.

Doomtrommer…?

Trommeslageren Jan Lindh lavede ikke de samme fills som på pladerne, og til tider blev idiomatiske fills helt udeladt. Rytmerne blev lidt mere rocked, og det blev aldrig rigtig tungt som jeg havde håbet.

Også Längquist lavede andre fraser end på debutalbummet. Han sparede på de høje skrig, eller også havde de aftalt at der ikke skal være for mange firser-skrig her i 2025. Men han kunne godt, for de få gange han lavede dem, lød det lige som det skulle. 

Det magiske finale-nummer på debuten, “A Sorceres’ Pledge”, var for de fleste en åbenbaring at høre live. Der blev sunget heftigt med, og de mange arme i salen svingede i bølger. Spøgelses outroet med den karakteristiske melodi, blev desværre massacreret med en laveste-fællesnævner-uptempo-heavyrytme. Det var ganske blasfemisk, men det var da festligt nok. Men jeg så gerne at dette klichéagtige heavytrick blev sløjfet, eller højst gemt til andet nummer. 

Guitaristerne Lars Johansson og Mats Björkman spillede generelt godt, men når der var langsomme clean guitar passager med akkordbrydninger, var mange anslag utydelige, simpelthen fordi de denne aften ikke var særlig gode til at spille langsomt og følsomt på en smooth måde. Det forstyrrede til tider udtrykket. 

Encore

Det sidste af 3 ekstranumre, var det klassiske “Solitude”, som er første sang på debuten. Det var en perfekt afslutning på koncerten. Her fik folk en træfsikker metalhymne at gå hjem på. 

Candlemass er i min verden ukronede doommetal konger, og deres sange er højt niveau både som studieindspilninger og live. Det var tydeligt, at der ikke var backing track eller andet fusk, og derfor lød det meget ægte. Dog var der lige det med trommerne, og at guitaristerne var lidt rustne hist og pist.

Men sætlisten var i top, og den musikalske magi var til stede.  Jeg ender på 4 stjerner til de gamle doom-metallere.