I 1992 var der ikke noget, der hed storrumskontorer. Så jeg sad i et smånusset kontor i Hedehusene med en billig transistorradio ovre i hjørnet, som sendte endeløse reportager fra OL i Barcelona. I 1992 kunne studieværterne på P3 også selv vælge, hvad de ville spille, så kl. 15 gik Alex Nyborg Madsen i studiet og spillede det, han syntes var fedt. Og Alex syntes at ‘Hunger strike’ med Temple Of The Dog, ‘Symphony Of Destruction’ med Megadeth og ‘Pretend We’re Dead’ med L7 var fede.
De der L7 – de var eddermame farlige. De spillede til og med den der indebrændte vrede og no future-attitude, som vi wannabe punkere havde slamdancet til 10 år forinden.
Det var bare ikke det band, der gik på Pandæmonium onsdag aften kl. 18:30. Her stod i stedet 3 rock-mama’er i højt humør, der tydeligvis havde indset, at rygterne om fremtidens udebliven var stærkt overdrevne. Snerren var afløst af tissemands-jokes og grinen af udsigten til Pandæmoniums lokale pissoir.
Mere rock end punk
Det tog lige L7 tre-fire numre at spille sig varme, men så kørte rock-maskinen også. Og der var tale om rock. Godt nok lagde bassist Jennifer Finch ud med en melding om, at ‘we will put punk into your metal’, men konferencier Carsten Holms forudgående beskrivelse af L7 som rock’n’roll var langt tættere på sandheden.
Hvor L7 tilbage i deres storhedstid virkede til at være drevet af musik som en nødvendighed for at tage livtag med verden, virker de i dag til at være drevet af ren spilleglæde. Det er en helt anden dagsorden og fair nok, for L7 spiller altså habil rock’n’roll. Men koncertens tur rundt i repertoiret fra 90er-pladerne afslørede også, hvorfor de blev væk igen efter ‘Pretend We’re Dead’. Materialet indeholder bare ikke rigtig mere end det der ene MTV-hit, som løfter sig over solid rock’n’roll-niveau.
Og ‘Pretend We’re Dead’ fik vi selvfølgelig også og som næstsidste nummer. Det havde folket tydeligvis ventet på. I mellemtiden var det nummer for nummer lykkedes bandet at spille en mindre fest op fra slap – gennemsnitligt materiale eller ej – hvor især lead-guitarist Donita Sparks fyldte godt ud som indpiskende rock-bitch med et festligt sidekick i Jennifer Finch. De gav Copenhell den warmup, publikum ville have – gang i den og rigeligt med anledning til at drikke en bajer mere.
Riot grrrl reunion bølge
Det er åbenbart moderne, at riot grrrl-bands fra 90’erne skal finde hinanden igen og tage på landevejen. Sidste år samlede Breeders banjoen op og for 3 år siden var det Sleater-Kinney og Babes In Toyland, der huserede i det europæiske festivalland. Sidstnævnte forklarede i et interview, at deres teenagebørn var begyndt at høre deres gamle plader og syntes, de var fede, hvilket så ansporede mødrene til at finde sammen og starte tourbussen igen.
Man mistænker L7 for at for at være ude i samme (mangel på) ærinde. Så tak for besøget, d’damer. Hils ungerne.
L7
-
L7 på Copenhell