Lachy Doley Group på Babel i Malmö

Lachy er med sit vintage Hammond B3 (den med kommode benene) på erobrings tur i Skandinavien. Først tog han Danmark i Amager Bio sidste år, så hvorfor ikke tage resten med, altså Sverige, Norge og Finland. Så kan det godt være, at det ikke er store stadions eller arena koncerter, men mindre ydmyge klubber. Men når Lachy først er der, så er han der så eftertrykkeligt, at det kommer til at blive svært at glemme  hans energi der næsten ikke kan være mellem væggene på de små spillesteder. Bid for bid erobrer han os, her i det kolde nord, medbringende sig varme og sjæl fra Australien, iklædt den amerikanske soul blues. Og den musik stil kan skandinaverne godt li´.

 Babel er et lille spillested i midten af Malmö, og trods RockZeit har både anmeldt og talt med Lachy Doley, så måtte vi altså lige se om han stadig havde sin energi og musikalitet i behold, og det kostede så lige en bro billet. Og det var koncerten også værd.

Fotograf Hanni og jeg blev dog lidt bekymrede efter ankomst. Ikke én eneste publikummer sås ved indgangsdøren en lille time før koncert start. Dørene blev åbnet, og fyrre minutter før koncert, var stedet pludselig som en lille flodbølge, proppet med forventningsfulde mænd fra halvtredserne og opefter. Det var som om det var en helt særlig publikums type der indtog Babel. Heldigvis sås også enkelte yngre kvinder blandt de skovmandsskjorte klædte mænd med alle former for skæg.

Babel har ikke nogen backstage dør, så artisterne er nødt til, at mase sig vej gennem publikum for, at komme op på den i øvrigt gode scene. Og i samme øjeblik Adam Church, trommeslager, Tim Cuknick, bas og Lachy Doley selv friskt sprang op på scenen, spredte smilene sig i publikums ansigter. Sekunder efter skar lyden af en rigtig ægte Hammond sound sig som en kniv gennem den lille tætte folkemasse, og de lod sig alle sammen myrde af den sound, med jubel til følge.

Nej… Lachy havde ikke tabt energien eller drivet, og da slet ikke da han oplevede den modtagelse som vores svenske broderfolk gav ham. Så noget har vi da til fælles med svenskerne. Lyden var pænt afstemt, med et godt tromme mix, og bassisten Tim´s sound var tydelig og fyldig uden at være buldrende. Vokalen stod klart og dynamisk. Jeg var positivt overrasket, fordi front of house mixer næsten sad helt oppe under loftet i den lille sal, hvor publikums arealerne var opdelt i tre små etager. Men det hele hang sammen. 

Jeg kunne nu godt høre, at det var en anden bassist og trommeslager end ved koncerten i Amager Bio. Ikke at de spillede dårligere. Overhovedet ikke, men det var som om at Lachys´s anden trommeslager Jackie, havde lidt mere jazz i sig, og tog nogle rytmiske chancer, som Adam ikke gjorde. Men der var ikke tvivl om hvor beatet skulle ligge med Adam Church’s spil. Og han slap ikke for at arbejde for sagen. Lachy er meget, meget dynamisk i både sit spil og sin vokal, så man skal holde ørerne stive for ikke at komme til at ødelægge den spænding som dukker op. Ikke ”ud af intet”, men ud af en lyd eller en tekstlinje, som Lachy kæler for, både i sit blues og sit soul repertoire. Det ene øjeblik er vi helt nede, så langt nede så vi kan høre forstærker suset fra den Fender amp som Hohner clavinettet er snøret igennem. Det andet øjeblik en power udladning som fejer hele gulvet fri for tvivl om, at Lachy mener hvad han synger og spiller. 

En ting er, at man har evnen til at synge og spille nogenlunde rent og rigtigt i forhold til den toneart der bliver spillet i. En anden og lige så vigtig ting er rytmik. Vi får ikke et øjeblik lov til at være i tvivl om, at Lachy Doley har evnen til, at få skåret alle mulige rytmiske forløb ud af tangenterne på sit Hammond B3. Med flad hånd får tangenterne nogle stramme, kvikke slag som ikke lader én være i tvivl om, hvordan drivet skal ligge rent rytmisk. Samtidig er det imponerende at se og høre hvor stor kontrol Lachy har over de indstillinger han har mulighed for at vælge mellem på selve Hammond orglet. Drawbars hedder de mange skyde knapper der er placeret over de to sæt tangenter. Det er en kunst at få dem indstillet så man virkelig får sit eget lyd udtryk. Men Lachy har modet til at trække og flå i disse ”drawbars”, helt ud i hjørnene af hvad man lydmæssigt kan få ud af en Hammond. Det kan skrige og plage når det orgel befinder sig i mellem hænderne på Lachy Doley. 

Hænderne farer og flyver rundt på instrumentet, mellem drawbars, keyboards og så pludseligt oppe på Hohner clavinettet, som er udstyret med en vibrato arm, så Lachy kan bende tonerne, næsten lige som på en guitar. Clavinettet er snøret ned igennem en wau-wau pedal, og selvfølgelig skal den lyd udnyttes i en stærk udgave af Jimi Hendrix ”Wodoo Child”. Lachy har sin ”Hendrix feel” på plads.

Og det Svenske publikum slugte det hele med store øjne og ører. De stod overfor en ydmyg, men voldsom talentfuld sanger og musiker, som gav alt, og sprang rundt omkring sit instrument som et lille legesygt ADHD barn. Sidde stille på klaverbænken?? Næh, ikke her. 

Lachy laver ikke sætliste. Han plukker bare fra den store repertoire liste bestående af blues, soul, og Motown sound, blandet op med numre som han selv har skrevet. Så må bas og trommer hænge på, og det gør de i sandhed også. Også selvom ét af hans egne numre handlede om at have en barndom uden sin biologiske far. Eller når en historie handler om at ”jeg er ikke noget uden dig”. Lachy Doley Group har hele pakken.

Nu har han turneret USA, Skandinavien og det meste af Europa, både med plader og live koncerter, så hvad er det næste? Forhåbentlig ikke alt for meget mammut stadion koncerter med glimmer og sølv tøj. 

Men det skulle ikke undre mig at han også ville kunne styre publikum i Parken, skulle det komme sig dertil. RockZeit kommer gerne og overværer den erobring også, foretaget med et skrigende og plagende Hammond B3, ham selv og to voldgode rytmefolk…

Det bliver 4,5 stjerner til Lachy Doley Group.