Røgen er så småt ved at lægge sig efter Slayers brag af en afskedskoncert i Royal Arena sidste mandag. Nogen kunne måske finde det intimiderende at spille opvarmning for så legendarisk et hovednavn, men Lamb of God leverede helt på til par og gav en legendarisk og mesterlig koncert for et brandvarmt publikum.
Det er ikke første gang at Lamb of God deler scene og publikum med Slayer på Amager. Sidste gang var det dog med en dags mellemrum, da Slayer og LoG headlinede henholdsvis fredag og lørdag på Copenhell i 2012. Dengang begge var headlinere, hvilket for mig også var tilfældet i mandags i Royal Arena.

LoG fik lagt tungt fra start med “Omerta”. John Campbell tronede som en anden White Walker på scenekanten, mens han med stoisk ro rev tonstunge riffs af bassen, og den dobbelte stortromme lagde en bly-tung bund i bandets sydstatsgroovede lyd.
Super energiske Randy Blythe var alt anden end i ro. Han hoppede rundt på scenen som en bjergged i brunst med sine lange dreadlocks hvirvlende omkring sig, uden at det gik ud over den enorme kapacitet i hans vokal. Da han brølede “Take a Walk With Me in Hell” hoppede publikum med i takt og energien steg til nye højder – På gulvet herskede den største circle pit jeg nogensinde selv har bevidnet…… og den blev holdt kørende det meste af koncerten. Julemænd og metalheads i bar overkrop hvirvlede rundt imellem hæren af sorte t-shirts, mens crowd surfere i en lind strøm gled brølende mod hegnet.
Lammetæsk til skindene

På denne tour er det Art Cruz (Prong og Winds of Plague) der lammetæsker skindene hos LoG. Chris Adler, som har haft tjansen siden 1990, er pga. en skulderskade som følge af en motorcykel ulykke sidste år sygemeldt indtil videre. Men det er tydeligt at stikkerne er i trygge hænder hos Art, som spiller stramt og samspillet – jeg vil vove at påstå, at hvis man ikke vidste at det ikke var Chris bag bækkenerne, havde man ikke opdaget det.
Halvvejs igennem settet dedikerede Randy “Now You Got Something to Do Die For” til fristaden Christiania og den voksende circle pit hærgede endnu vildere foran scenen.
Og det blev ikke aftenens eneste dedikation. Hen mod slutningen blev “Laid to Rest” dedikeret til Slayers Gary Holt som desværre måtte forlade touren dagen før koncerten i København. Indlevelsen forplanter sig hos publikum og gør alt i alt hele koncerten til en intens og nærværende oplevelse.
Lamb of God slutter af med braget “Redneck” som næsten blæser taget af arenaen og folk af sæderne på tribunen.

Uden frygt for at blive sablet ned af Slayer-tilbedere, må jeg indrømme at aftenens hovednavn for mig var Lamb of God. Deres groovede energi er smittende i faktor 12 og derfor ser jeg virkelig frem til at se dem på Copenhell 19 hvor lyden forhåbentlig i modsætning til denne aften er knivskarp. Eftersom vi blev snydt sidst Lamb of God var på nordiske breddegrader (de aflyste deres planlagte koncert i 2015 pga terrortrusler) er det meget passende at de kommer forbi 2 gange på blot 7 måneder.
Summary
Lamb of God i Royal Arena 3. december 2018.
Set-List:
Omerta
Ruin
Walk With Me in Hell
Now You’ve Got Something To Die For
512
Engage The Fear Machine
Blacken The Cursed Sun
Laid to Rest
Redneck