Larkin Poe i Amager Bio

Jeg vil se flere modige musikalske kvinder. Kvinder der virkelig kan spille, og har stemmer med power, udtryk og sårbarhed. Kvinder med top ærlig udstråling, og uden kunstige overfladiske attituder. Kvinder der tør gøre noget med deres musik.

Nuvel, vi slap ikke for et par stykker af de sædvanlig floskler til publikum ”How ya ́all doin’?” og så videre, serveret med den tykkeste Nashville Tennessee accent fra Rebekka Lowell, guitar og vocal. Hun er den ene af de to søstre Lowell der udgør Larkin Poe. Den anden søster ”My favorit sister” som Rebecca flere gange udtrykte, (der er nemlig en tredje ældre søster som også er musikalsk aktiv) Megan Lowell med sin lap steel slide guitar, hængende foran sig holdt sig heller ikke tilbage for at adressere det blandede publikum i det totalt udsolgte Amager Bio. Begge piger klædt i hvide jeans og hvide ærmeløse T-shirts.
Det var næsten for ”rent” til den støvede country rock, blues fra Sydstaterne som de præsenterede.Pigerne var flankeret af drummer Kevin McGowan og bassist Tarka Layman, som senere havde fat i kontrabassen i et fantastisk rigtigt akustisk sæt.

Og der var ingen vej uden om. Vi fik smasket virkelig heavy country blues lige i krydderen og via ører ind i hjernen. Hjulpet på vej af et fint PA mix, hvor alt kunne høres. Selv de regulære bas toner var tydelige, hvad man ikke altid oplever via PA., og så spillet via rigtige amps. Ja, jeg ved godt, at det er min kæphest. Rebecca og Megan havde hver deres Fender twin amp, og bassisten Tarka Layman havde en stak på to Fender speaker kabinetter og en Fender bass amp, som rent faktisk var aktiv, og ikke blot til pynt. Jeg så nemlig at Tarka justerede på tone kontrollerne et par gange. Og yes… endelig en kvinde som guitar tech / roadie. Smilende og effektiv.
Rebecca skiftede løbende mellem to Fender Stratocastere. Den ene i D- tuning, den anden i standard. Men på et tidspunkt fik hun en dyb-rød gammel Gretch guitar i hånden, som havde den fineste klang til nummeret ”Mad as a Hatter”.

De første numre bar dog præg af en vis auto rutine og måske nervøsitet over, om publikum egentlig kendte Larkin Poe ́s musik. Det tog dog kun de første par numre, ”Strike Gold” og ”Kick the blues”, før både Rebecca og Megan opdagede at publikum var fuldstændig med. Herfra var det faktisk tydeligt at, begge pigerne var lidt overraskede over den gode modtagelse de fik.
Halvdelen af publikum var nybegyndere til Larkin Poe ́s live show, og den anden halvdel var rutineredeGodt blandet af kvinder og mænd, dog primært i den lidt ældre generation.
Brugerundersøgelsen blev foretaget af Rebecca selv, da hun spurgte, om hvor mange der havde set de to søstre live før.

Jeg tror absolut ikke det ”nye” publikum gik skuffede hjem, at dømme på den massive applaus Larkin Poe fik efter næsten hvert nummer.
”We have travelled all the way from Nashwille, and it ́s a long, long fligth, and meeting you like this, isamazing. Med hånden på hjertet fremsagde både Rebecca og Megan sin taknemmelighed. Og det var tydeligt ærligt ment.

Når jeg taler om mod, taler jeg om et band, der under ledelse af to vold talentfulde kvinder, turde spille langsomt. Ikke som i kedeligt og forsigtigt langsomt, men med et kæmpe sejt swingende heavy tempo.
Forestil dig, at du slæber din lange frakke hen af en støvet markvej gennem sydstats varmen. Men du bevæger dig fremad med faste skridt, målrettet. Og det er farligt, at gå så langt ned i tempo,også selvom der er lukket helt op for volumen. Forstår publikum det? Er de med, kan de klappe to og fire så langsomt?
Ja…det blev der sørget for.
Dog, jeg kunne ikke undlade at bemærke, at trommeslageren her og der måtte bruge ekstra koncentration og energi, på at blive nede i det meget, meget heavy tempo. Der var enkelte steder hvor han tabte den puls. Men det skulle Rebecca og Megan nok sørge for kom på plads igen.

Larkin Poe ́s musik er ikke dybt kompliceret. Blues, soul og gospel inspireret. Man skal bare lige vide, at det faktisk ikke er så simpelt at spille simpel musik, nettop fordi rytme og puls er så ekstremt vigtig, og skal virkelig være i sync, før publikum mærker det, og går med på det. Og det kan Larkin Poe.
Selvfølgelig var der flere up-tempo numre, og de fungerede lige så fint som de tunge numre.
En af de vigtige ingredienser i søstrene Lowe ́s performance, er vocal performance. Ikke på noget som helst tidspunkt sporede jeg usikkerheder i melodi eller fraserings forløb. Alt var fuldstændigt overbevisende.

Instrumentalt behersker begge kvinder deres instrumenter totalt. Dog, ganske få steder landede Megan med sin lapsteel slide, lidt ved siden af den tilsigtede tone, i sine ellers stærke soloer. Nogle af dem lød nærmest som inspirationen var hentet fra guitaristen Derec Trucks ufattelige kontrollerede slide guitarspil.
Rebecca tog en solo her og der. Også her sporedes fuld kontrol over sin sound, sit instrument og sine toner. Kontrol med instrumentet bemærkede jeg især når Rebecca med en lynbevægelse med sin lillefinger lukkede ned for volume kontrollen på Stratocasteren alle de steder hun ikke skulle spille, hvilket bevirkede, at hun næsten hele tiden undgik feed, brumme støj, eller sus, fra guitar og forstærker. Dermed skabte hun plads til sin stærke soulfyldte vokal. Det var der mange der kunne lære af. Ikke noget med distraherende volume pedaler, trods hendes pedal board var pænt udstyret med booster og en tuner.
Men Megan udnyttede sin volume pedal sammen med et flot langt delay, i sin flotte, flotte flere minutters atmosfæriske slide intro til ”She ́s a self made man”. Åhh jeg græd næsten.

Og det var jeg næsten også ved, da Megan introducerede ”Mad as a hatter”, mens Rebekka stille og blødt lavede guitar underlæg på den røde Gretch guitar. Det blev stærkt følsomt, fordi Megan fortalte om familiens bedstefar der var død for nylig. Ikke bare var han død, men han havde, i øvrigt som flere i Lowell familien, levet et liv med skizofreni, og bipolare lidelser. Og hvor har Megan ret, når hun med sin bløde stemme opfordrer os alle sammen til at kvæle det tabu, og den angst for at tale om psykisk sårbarhed og sygdom. Tro mig ærede læser, jeg ved en del om det, og det var der meget synligt, også mange andre blandt publikum der gjorde. De var nemlig helt stille, mens de lyttede til den sødeste Megan.

Mod, taler jeg også om, da der efter ”Mad As A Hatter” blev stillet en U42 Neumann studie mikrofon ind midt på scenen, og de andre mic ́s blev fjernet. Rebekka fik en fuldstændig akustisk western guitar over skulderen. Megan havde en fuldstændig akustisk Dobro hængene foran sig. Tarka trak en kontrabas frem, som var det eneste instrument der havde et kabel i. Trommeslagen kom ned fra podiet og hængte en snare drum om maven, som han trakterede med whiskers. Hvordan tør man det? At spille stort set fuldstændig akustisk i en fyldt Amager Bio med flere hundrede mennesker? Instrumenter og flot firestemmig vokal, blev samlet op af én enkelt studie mikrofonen. Men sådan én kan man ikke bare skrue helt op, så har man ballade med feedback fordi den er meget følsom.

Så, helt lavt og smukt bevægede Larkin Poe sig gennem den fineste version af ”It migth as welle be me” (If you hurt someone, it migth as well be me.) Og jeg har aldrig nogensinde til nogen koncert oplevet et flere minutter langt bifald, og vi snakker rigtigt bifald. Stod vi ikke op i forvejen, ja så ville vi have rejst os helt op på stoleryggen, og igen stod tårerne lige klar i øjenkrogen. ”Hurt” blev efterfulgt af ”Southern Comfort” og en fin cover version af Eltons ”Crocodile Rock”. Sådan må det have været i gamle dage i The Grand Old Opry, country musikkens Mekka spillested. Højere behøvede det altså ikke nødvendigvis at være, og har heller ikke været i gamle dage. Og vi kunne høre alt.
Men efter det var freden også forbi igen, og tilbage var den stærke pumpende energi, performet af to piger der smilende og med stor spilleglæde hele tiden så på hinanden, passede på hinanden, og passede på os som publikum.

Og vi må passe på sådanne modige talentfulde kvinder, der gennem atten år har holdt ved og holdt sammen, og løftet country, blues og soul frem til det meste af verdenen. Og på alle måder stærkt, charmerende og vildt velspillet.

5 stjerner herfra RockZeit.