Late Night Venture – Tychonians

Late Night Venture har på “Tychonians” taget Mr. Brahe himself i hånden og begivet sig ud på en atmosfærisk, mørk og dragende stjernefart. Vi har forsøgt at følge med så godt som muligt.

Late Night Venture er ikke kede af det – selvom de måske til tider lyder sådan; de har begået et dansk konceptalbum, hvilket hører til sjældenhederne. King Diamonds konceptalbummer for en del år siden og Savage Rose’s “Dødens Triumf” for utroligt mange år siden har sat nogle relativt høje standarder for eventuelle efterfølgere i konceptformatet, og ellers må man kigge udenlands, hvor det til gengæld vrimler med eksempler – ingen nævnt, ingen glemt. “Thyconians” tager, som Late Night Venture selv beskriver det, udgangspunkt i

“Den danske astronom Tycho Brahes liv & skæbne. Fra ungdommens banebrydende videnskabelige opdagelser og berømmelse til landflygtighed, hævngerrighed & død i eksilet i Prag”.

Nattens blåsorte klange

Hvor eksempelvis Solbrud går helt sortsmølf og leverer ugens uundgåelige i skærsilden, så får Late Night Venture smurt instrumenterne i noget lokalbedøvende, så smerterne ikke er altdominerende. Her er også plads til at drømme.

Med en afgrundsdyb respekt for de bands der går sine egne – eller i hvert fald snævre – veje, er det for undertegnede særdeles livsbekræftende at opleve, hvorledes Late Night Venture således har suget til sig af inspiration og herefter udstanset resultatet i deres musikalske udtryk; de giver sig god tid til at udforske mulighederne i klang, støj, permutationer af riff, gentagelser af rundgange, og derudover har de tilsyneladende den tilgang til vokalen, at den sådan set er ligestillet instrumenterne, sågar er et instrument i sig selv og ikke nødvendigvis per instinkt skal hældes udover lydbilleder der fungerer på forhånd.

Med deres første og introducerende instrumental-lydbillede, “Stjerneborg” (som referer til Tycho Brahes astronomiske observatorium på Øen Hven), præsenteres vi meget tydeligt for, hvad vi kan forvente af resten af pladen. Det er Doom, Black Gazer, Stoner, Post Metal, pakket ind i drømmende melankolsk langmodighed. Hvis du kan nikke genkendende til Melvins, Triptykon, My Bloody Valentine og danske Solbrud og Recitation og krydre det med synth/moog, så har du en lille ide.

Midt i de mørke klange og riffs høres imidlertid også en blå sørgmodig stemning og jeg synes at deres navn Late Night Venture siger ret meget om deres sound. Hvor eksempelvis Solbrud går helt sortsmølf og leverer ugens uundgåelige i skærsilden, så får Late Night Venture smurt instrumenterne i noget lokalbedøvende, så smerterne ikke er altdominerende. Her er også plads til at drømme.

Den smukke rejse

Der er rigtig mange blændende passager i deres lydbilleder – jeg har altså svært ved at kalde det numre – og bedst er det efter min mening, når de opløser deres kvasende doomriffs i rene guitarfigurer eller synthklange og melodier, mens trommerne dæmpes eller helt standser, eksempelvis “Moon Shone On White Stoned”. Smukt. Man savner aldrig vokalen og når den endelig kommer, sidder den præcist der hvor den skal. “Nebula” er et flot Blackgazer nummer, der helt efter bogen har de klassiske breaks efterfulgt af hvinende og støjende guitarvægge, repeterende akkordrundgange og dynamikskift. Kunsten er så at føre det hele ud af bogen, og det slipper de ret godt fra.

“Praha” er måske deres flotteste nummer. Tempoet er langsomt, der bruges få elementer til at arbejde musikken op i dynamik midtvejs for herefter at falde sammen igen. Man fornemmer, at der er tale om en lang(som) rejse (til Prag?), og midtvejs i nummeret er vi så fremme og resten af nummeret går på at udfolde destinationens eventyr. Jeg bilder mig ind, at det er meningen, at man skal danne sine egne billeder ud fra sammensmeltningen af Late Night Ventures musik og Tycho Brahe-tematikken og jeg er fuldstændig sikker på, at mine billeder er helt rigtige, sådan er det.

Langmodighed

Det er som sagt nogle langsomme sange og det kræver at man er i humør til det. Det kan være vanskeligt at give sig selv lov til at dvæle ved tingene, og når man prøver, bliver man rastløs. Gevinsten ved at kunne give sig hen til en stemning eller tilstand er imidlertid, at stemningen resonerer dybere i musikeren/lytteren og skaber et nærvær til musikken, en forbindelse der kan give musikeren/lytteren en følelsesmæssig berigelse, som, hvis man er heldig, er blivende en stund. Man er ikke i tvivl om, at Late Night Venture er gode til at indhylle sig selv i deres mørke og tunge riff og klange, og at de undervejs tager på en rejse der bringer dem langt forbi Mælkevejen.

Jeg føler, at jeg er med dem et godt stykke af vejen og mister kun grebet et par gange, hvor jeg lidt for tydeligt fornemmer, hvorledes de har indspillet råmaterialet på een gang i studiet og efterfølgende dubbet derudaf; med andre ord virker det et par gange undervejs som om, at der mere er tale om langvarig øver-selvsving end formfuldendte rundgange. På trods af dette, er det en virkelig flot skive, jeg er dog overbevist om, at Late Night Venture er bedst live, hvor deres støjende blåsorte lydbilleder bliver blæst udover publikum, som blot skal give sig hen og lad tiden gå i stå, mens musikken taler.

“Tychonian” har release den 23.10.2015 og Late Night Venture har release party den 24.10.2015 på Stengade 30.

Duk op.

Late Night Venture – Nebula: