Den lyse side af musikken
Ret ofte er Rockzeit redaktionens playlist præget af hård rock og det der er endnu hårdere.
Det kan således tit være særdeles tiltrængt med musik med en helt anden DNA, noget der kan spilles inden for familiens fire vægge, uden nogen bryder i gråd; en kontrast, nogle relativt lette, lyse og sangbare melodier, som ikke er båret oppe af mørkesort orkestrering, men i stedet indeholder nogle smukke klange, med såvel sørgelig som humoristisk tekstur, dansable rytmer, sjælere, lækkert poppet kor og ikke mindst ærlige nøgne danske tekster som handler om det der foregår i virkelighedens både lette og besværlige hverdag, på den Turéll’ske, Søren Kragh Jacobsenske, Sebastianske, Rasmus Nøhrske, Poul Krebske og CV Jørgenske facon.
Den modige pop
Den modige pop er på samme tid en klichéfyldt, banal, og skærende, rammende gengivelse af alt det vi går og tumler med til hverdag: kærlighed, identitet, fortid, nutid og fremtid, drømme, håb, erkendelse, kamp og overgivelse. Når man stiller sig op på en papkasse i offentlig skue og skråler om hjerte og smerte, så kræver det mod, for der ruller ofte øjne og af og til hoveder. Men Laurits Emanuel gør hvad han finder rigtigt, og derfor får vi et album som er inderligt og teatralsk, storladent og nøgent, måske ikke det hele på samme tid, men i hvert fald skifter numrene tit karakter og dynamik. Det stikker i mange retninger, og måske er det Laurits Emanuels tid som teaterkapelmester, der slår igennem, eller også er det hans forældres pladesamling. Eller blot ham selv.
Gode sange
Der er virkelig mange gode sange, og ikke mindst knaldgode, kække og skarpe tekster, som sidder lige mellem øjnene på frikadelledanskeren – og hipsteren, eksempelvis disse linjer fra den befriende lystige og raske ”En smuk og dejlig dag”:
”den rullekrave skal nok ku’ skjule at du ikke har den mindste smule at sige, så hvorfor ikke bare lade være (…)Det er langt, langt over sendetid, min nabo har en skærm der ikk’ vil sove, jeg løber ud i skov’n, der kan man endelig få lidt søvn og ha’ sit eget sjov”
Knud Kristensen alias Sebastian må være stolt over, at et sådant nummer kan laves i 10’ernes, for uden ham lød nummeret på en hel anden måde. Så tak for det. Første singlen, den energiske “Den første sol i sprækkerne” er så godt og stramt skruet sammen med et sikkert drive og velklingende fraser, melodilinjer og soloer der gør, at man ikke kan sidde stille. Laurits Emanuel rammer noget inderligt og smertefuldt, samtidig mærker man hans lyst til at gribe det satans liv, som en anden har udtrykt det for mange år siden:
”Et velkendt system, der ikke flytter en sten, jeg er jo helt alene og hun er bare endnu én – der er alt for mange kroppe der ikke kan stoppe et stort problem”
Produktionen i nummeret er in-your-face og pågående. Man forstår, at den er blevet spillet meget på P4. Lækkert kor og jeg går ud fra, at det er det kor, der hentydes til, når det flere steder nævnes, at han er inspireret af Queen. Ellers finder jeg, herfra hvor jeg står(!), flere ligheder på de øvrige numre med Lis Sørensen, Brüel søstrene og flere andre fra den danske rockhistories guldalder – måske bortset fra ”Og månen den var fuld”. Laurits Emanuel viser på “Den første sol i sprækkerne”, at han kan være inderlig i et tempofyldt nummer, hvilket altså kan være svært. Han gør det igen på ”Allan”, der vel må betegnes som hans bud på en ny ”Kender du det?(Mona, Mona)”
Men han har bestemt også sine stille numre, eksempelvis ”Og månen den var fuld”, og til dels ”Ødemarken” der med sine sælsomme Sebastian akkordprogressioner er utrolig stemningsfuld, samtidig med at den skifter dynamik på smuk vis. Laurits Emanuel skriver både sange som en ældre mand og sange som en viril Kim Larsen fra ”Værsgo’”. Han jonglerer rundt med livets banaliteter og barske realiteter i en sammenkogt ret af alt det, vi godt kan lide når det rammer plet, hvilket kræver at man som kunstner holder tungen lige i munden og formår at enten begrænse sig eller give den max snade på de rette tidspunkter. Laurits Emanuel må være faldet i guldvægten som spæd, for sangene er smukt afvejede, de flyder unaturligt naturligt og skaber spænding og forløsning, når man mindst venter det, men har mest brug for det.
Meget, meget lidt malurt
Jeg er glad for, at Laurtis Emanuel efter min mening ikke lyder som Malurt eller Michael Falck i særdeleshed, men hvis man skal hælde en anelse malurt i bægeret, så kan man sige, at han på trods af sin ekvilibristiske tæft for sangskrivning, til tider alligevel har så meget at byde på og så meget at sige på sine ti numre, at man kan blive lidt forpustet. Han må gerne dvæle endnu mere ved klange og passager på det næste album. Ryg en pibe, gå en tur, gå ned til stranden, eller sådan noget. Gør det simpelt. Jeg er ikke fan af alt dansk pop, men selvom jeg står lidt af på de mest Nøhrske og Krebske stemmeklange og fraseringer, så er ”Midlertidig mening” altså lækker rock/pop og jeg bliver jublende sulten efter mere, når Laurits Emanuel rammer både klanglige og musikalske udtryk a la Sebastian og CV Jørgensen, mens han mest af alt lyder som Laurits Emanuel. Det er sjældent disse dage, men når det lykkes at forbinde fortiden med nutiden, så lover det sgu godt for fremtiden.
Jeg håber Laurits Emanuel bliver oppe på den papkasse lang tid endnu.
“Midlertidig mening” blev udgivet den 19.06.2015 af Target Records.
Numre:
Jeg ved ikke hvor jeg er
En smuk og dejlig dag
Ud i livet
Den første sol i sprækkerne
Europa
Sandhed
Allan
Ødemarken
Og månen den var fuld
Alligevel
Skriv et svar