Legendarisk kunstrock på Gamle Scene

Hvis der er nogen som fortæller dig at rocken er død, skal du ikke tro på det! Mandag aften blev der effektivt slynget den ene klassiker efter den anden ud over scenen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Pink Floyds medstifter Nick Mason havde et A-team af engagerede musikere til at spille covernumre fra det store katalog.

Coverband på højeste niveau

Det var ikke hvilket som helst coverband vi havde med at gøre på Den Gamle Scene. Det var Nick Mason’s Saucerful of Secrets, som diskede op med stort  genrespænd og stor musikalitet. Navnet på bandet er lækkert før man hører dem, et navn som selvfølgelig kommer fra albummet A Saucerful of Secrets fra 1968 , og som her allerede fortæller at man skal have en masse af det gamle klassiske Pink Floyd. Allerede inden bandet kom ind, var der grafik på bagskærmen, og psykedeliske lyde fra anlægget, og man kunne let fornemme at publikum var yderspændte. Præcis kl. 20:00 kom de smilende ind og indtog deres instrumenter med tilhørende jubel fra den fulde sal.

Med syrede toner og med Masons store bløde køller på trommesættets tammer, startede instrumentalnummeret “One of These Days” op, og afslørede en super god lyd fra anlægget. Hvert eneste instrument var tydeligt i klang, og samklang smeltede sammen på en god måde i salen.

Der var megen musikalsk leg på scenen, og der blev også leget lidt med det  formmæssige i nogle numre. Begyndelsen af nummeret “If” gik over i en forkortet version af “Atom Heart Mother” hvor det bagefter landede med et uventet akkordskift i resten af “If”. Sidste nummer i første sæt, var “Set the Controls for the Heart of the Sun”. Allerede hér havde der gennem sættet været en opbygning i intensitet, og selve nummeret i sig selv byggede op og endte med et psykedelisk rock-rabalder af dimensioner, og leadsanger Gary Kemp …ja, rent faktisk ham der har været med i Spandau Ballet, styrede sin guitar og tone-oscillator som bragede med massive lyde i mange registre, som blev gengivet med overjordisk lydkvalitet. Det var tæt den ultimative afslutning på et første sæt, og der var nok ingen som gik skuffet til pause.

Astronomisk niveau

Kvalitets-niveauet dalede bestemt ikke efter pausen, da der blev disket op med to mesterlige numre fra debuten Piper at the Gates of Dawn; “Interstellar overdrive” og “Astronomy Domine”. Sidstnævnte var det første nummer på debutalbummet, og er i manges verden nok een af kandidaterne til verdens bedste nummer i kunst-rocken. Det var heller ikke helt ringe at høre i denne fantastiske liveversion.

Der blev også spillet almindelige lige-på-og-hårdt rocknumre, og en sang som “The Nile Song” fik sin ret i koncertsalen. I dette nummer var der måske færre raffinerede detaljer, men rytmen var så tight at man troede det var løgn.

For nogle publikum var det næsten for godt til at være sandt da bandet startede det over 20 minutter lange nummer “Echoes” fra albummet Meddle fra 1971, og der var da også en tilskuer som kom til højlydt at råbe “Oh my god!, hvilket var ganske forståeligt, for ”Echoes” er ét af Pink Floyds stort anlagte numre, som har mere musikalsk udtryk end de fleste bands kan udtrykke på et helt album. Her kom Masons geniale rytmik også ekstra til orde med en 2 minutter lang passage med trommefraser i bedste ikke-virtuose stil, men udelukkende tænkt som tam-melodier hvor ikke et eneste slag kunne tilføjes eller undværes.  

Ovenikøbet 3 ekstranumre

Selvom de to sæt havde været fyldestgørende, blev der sluttet af med 3 ekstranumre, for vi manglede jo “A Saucerful of Secrets” som naturligvis lige skulle med. Det allersidste blev det sjove skæve korte caberet-agtige nummer “Bike”.

Elite rock

Jeg har aldrig været så meget for coverbands, og jeg var heller ikke helt oppe at køre i starten af denne koncert, da vi jo ikke havde nogle originale medlemmer på vokal. Mason selv var også lidt sløv i betrækket til at begynde med, hvor han dertil lavede en del upræcise slag på lilletrommen som ikke lød så godt, eller næsten forsvandt. Men alle bands er jo bedst når de lige får varmet lidt op, som også var tilfældet til denne koncert.

Med gode musikere der spiller en god sætliste fra et overflødighedshorn af et sangkatalog, og lever og ånder for Pink Floyds numre, kan jeg heller ikke se at det kan gå galt. Nick Mason var mandag aften en levende legende som, helt fortjent, blev tilbedt af sit publikum for at være en del af det helt fænomenale musik-fænomen Pink Floyd.

Guitaristerne/sangerne Gary Kemp og Lee Harris havde ikke samme personlighed og vokalklang som Barret, Gilmour og Waters, men de var ret gode alligevel, og de havde en god karakteristisk udtale af ordene som hele tiden fik det til at lyde meget autentisk britisk. Gary Kemp, havde fuldstændig styr på slide på guitaren som var i sand Pink Floyd ånd, for feelingen og lyden var tæt de originale stemninger som man kender. Der var ingen af musikerne der gik op i at være virtuose at høre og se på. Det handlede KUN om at gengive numrene som den klassiske Floyd-stil kræver. Nick Mason var en slags dirigent som lagde grobunden med grooves spillet på den autentiske måde, så det ikke blev for nutidig og moderne i teknik og spillestil.

Der var stor spilleglæde hos musikerne, og det var med til at give en ekstra god koncertoplevelse. De lavmælte og hyggeligt fortalte anekdoter om Syd Barret, Richard Wright og Roger Waters fra den aldrende Mason, var også yderst velkommen blandt publikum som ikke lod til at kunne få nok af disse historier. Man kunne også mærke at Mason var ydmyg overfor den kæmpe begejstring, for mange folk i salen var i ekstase over at være i samme rum Floyd-legenden og hans musik.

Nick Mason & Co. gav os en tallerken fuld af de bedste psykedeliske rockudtryk, og man gik derfra mæt af musikalske oplevelser. Det udløser 4,5 stjerner fra RockZeit.