Leprous i Amager Bio

Endnu engang rykkede RockZeit ud til de fænomenale norske gutter i Leprous, som efterhånden har spillet mange gange på dansk jord. Det var mandag aften i Amager Bio, hvor support-bandsene Royal Sorrow og Gåte varmede vore ører op til det helt store prog rock brag. 

Support

Lige før vi fik avanceret prog rock fra hovednavnet, var vi i folk-metal verdenen med norske Gåte, som med udklædning og trækviste på mikrofonstativerne, lavede en ganske speciel stemning i salen. Gåte har over 25 år på banen, som man tydeligt kunne både se og høre. Det var godt spillet og godt performet, hvilket publikum også tog rigtig godt imod.

Norsk prog fest

Da Leprous gik på, var folk mere end klar til at høre avanceret rock fra de fantastiske fem i Leprous. Faktisk var der 6 på scenen, da tour manager Harrison White spiller keyboard i de fleste af sættets numre på denne tour. Einer Solberg spiller mindre keyboard end før i tiden, da han nok mere og mere vil ligne en rigtig lead singer frontfigur. Men han spiller stadig elklaver, dertil med stort overskud. 

Den første halvdel af koncerten, blev der spillet mange af de nyere numre, hvor instrumenterne er lidt mere akkompagnement funktionelle, end udfordrende. Det er stadigvæk meget rytmisk, hvor de af fordel har én af de bedste trommeslagere i verden, Baard Kolstad. Men guitar, bas, keyboard har ret simple funk groove rytmeanslag som smooth kører derudaf. Det blev faktisk lidt kedeligt i længden med disse ens tone anslag. Jeg savnede lidt kant fra Tor Oddmund Suhrke og Robin Ognedal i guitarerne…nogle hyletone eller noget, for det var lidt fersk. Leprous kunne måske godt have kørt nogle af de aggressive numre fra de to-tre første plader ind imellem, som lige kunne få vores puls op på en anden måde.    

Surprise

Der var alligevel overraskende elementer i sættet, (også selvom man havde læst sætlisten og godt vidste det kom), nemlig hvor de hyldede deres landsmænd a-ha, med en yderst alternativ version af superhittet “Take on Me”. Der var ikke én eneste normal rytme i Leprous’ version, men det var faktisk stadig ganske iørefaldende, og hvis der er nogen som, udover Morten Harket, kan tage den berømte høje tone i omkvædet, så er det Einar Solberg. Der er ikke noget i vejen med originalen, men hold kæft hvor var denne version top klasse.   

I min verden var højdepunkterne til sidst i sættet, blandt andet med første sang “Passing” på første album Tall Poppy Syndrome. Så var der ellers “Rewind” (fra The Congregation) og “Slave” (fra Manila), som i hvert fald fik mig i den syvende himmel.

Encore

“Atonement” er første nummer på deres nyeste album Songs of Atonement og det sad lige som det skulle. Folk var ellevilde mens denne intense og catchy hymne slagkraftigt rullede ud over scenekanten.

Til allersidst fik vi et uddrag af “The Sky is Red” hvor, måske verdens fedeste prog rock/metal groove, eksploderede med overjordisk tighthed og fysisk vildskab. Shit, det var ondt! Gulvet rystede under os, mens der blev lavet vilde bevægelser fra alle medlemmer i bandet, og det var utroligt at de ikke stødte sammen på scenen.  Selvom det ikke var hele nummeret, var det en fænomenal slutning på koncerten.

Som man måske selv kender det fra sin egen fascination af store bands, er det som om at de ældre numre er de bedste. Det nye materiale fra Leprous fejler ikke noget, men jeg synes bare at der mere umiddelbarhed og originalitet i de gamle numre som de lavede de 4-5 første år af deres karriere. Men vred var jeg ikke. Det var igen en koncert med høj standard fra de norske legender. Jeg ender på 4,5 stjerner.