Prog-pop?
Er man progressiv, hvis man som progressivt band bryder ‘konventionerne’ ved at være massiv mainstream?
Er man modig? Er det et dristigt skridt?
Hvad mener du, Einar?
Ok, lad os spole lidt tilbage;
Det ny Leprous nummer er længe ventet, og Leprous har selv været dygtige og flittige til at bygge spændingen op blandt andet via Facebook.
De har malet sig op i et hjørne qua deres markedsføring af den ny plade, dens coverart, denne single, samt via deres uforgængelige musikalitet og deres akrobatiske instrumenthåndtering.
Leprous er fænomenale, de er næsten abnorme i forhold til live optræden og ikke mindst deres live sound. Det kan ikke diskuteres. Leprous har på grund af deres meritter meget kredit i min bog, og derfor kan de selvfølgelig godt solde lidt af den væk på denne single – og det gør de altså efter min mening.
Godt begyndt er…?
Det starter ellers godt, nummeret igangsættes umenneskeligt tight og snigende, det bygger formidabelt op og rytmesektionens stakkerede spillestil giver næsten gåsehud. Det her er der ikke mange som kan, og de lyder sindsygt godt sammenspillet, også deres ny trommeslager Baard Kolstad. Knægten er jo vanvittig. Det er melankolsk og mol. Dette er Leprous Classic. Der kan ikke sættes en finger på produktionen. Og endnu federe er det, at man først hører Einar Solbergs lyse vokal et minut inde i nummeret og først efter e t m i n u t o g s y v o g t y v e sekunder begynder han reelt at synge. Det er bare for fedt, og gad vide hvad der så sker…ja, så går det faktisk lidt i stå.
Allright, der er sådan set Leprous signatursound i omkvædet, patos og dramatik og ganske velsmurt og velovervejet Call-Response kor. Men alligevel stillestående og lidt uopfindsomt? Det er jo ikke nok at spille fejlfrit, hvis det ikke rigtig flytter sig, og det gør det ikke efter et par minutter.
Selvom jeg godt kan høre guitar på denne single, så er det som om den kun har en gæsterolle, hvilket er en skam. De kunne have gået så mange veje, men den sidste halvdel lyder mest som en ballade af Muse eller endda The Rasmus, og DET er for lidt tyngde, for dem som har gået i Ihsahns børnehave. Jeg får derudover den tanke, at Einar har hørt lige lovligt meget til danske Duné, men det er en flabet tanke, som jeg vælger at holde helt for mig selv.
Ud af mørket
Undertegnede får den tanke, at Leprous med dette singleudspil bevidst signalerer, at de har flyttet sig; de har smidt deres anker et andet sted i det store musikhav, et sted hvor der ikke er lige så høj sø, lige så meget på spil. Hvor jeg før tænkte på Opeth, Yethro Tull og sågar King Crimson, så er det mere Muse og The Rasmus, jeg associerer dem med, når jeg hører The Price. Og ikke et ondt ord om det; det er givet, at Leprous føler, at de har ramt den gode gedigne middelvej nu og både er true metal og samtidig gerne vil forfølge den kommercielle drøm, hvilket man ikke kan fortænke dem i; de har pløjet rundt i alle mulige og umulige små spillesteder kloden rundt – ikke mindst (eller måske netop) danske Beta – og har efterhånden fået så mange likes på facebook, at det måske er tid til stardom? Det er klart, at man i så fald må lue lidt ud i de mest lyttekrævende prog metal elementer, for at få kommerciel succes, men jeg står personligt af, når mørket helt forsvinder og heltefalsetten tager for meget over.
Nuvel, der vil altid være lækkerier i et Leprous album, og den 10. oktober står jeg per definition på Forbrændingen og nyder deres musikalitet live. Det er ganske vist. Og her på zeitet anmelder vi selvfølgelig deres album “The Congregation”, når det udkommer den 25. maj i år. Så bliver det spændende – for mig i hvert fald – at høre, om min frygt bliver gjort til skamme, eller om de faktisk er blevet kureret for deres unikke spedalskhed.
