Level 42 i Falkoner Salen

At ofre en lørdag aften i Falkoner Salen, var helt på sin plads, da nogle af de tunge drenge i funken stillede op med deres lille big band. Det var engelske Level 42 som var på alles læber i 80’erne, bl.a. med hitsene “Running in the Family” og “Hot Water” som også var på mange gæsters læber i foyeren efter denne sublimt musikalske koncert…

…og i min verden; nej, jeg kom ikke for at høre top-hitsene som de er kendte for. Det er konge musikere/sangskrivere som kan ALT på deres instrumenter, som byder på funk, jazz, rock, pop, leveret med big band klang som er in your face. 

Jubilæum

Første nummer “World Machine” fra albummet af samme titel, hvilket også bærer navnet på denne tour, satte koncerten i gang i Falkoner. Albummet, som er deres sjette, er fra 1985 og det dette der fejres med en 40 års jubilæum tour. Lige fra første sekund oplevede man god klang og rytmisk tighthed fra alle de 7 musikere. Det var svært at forestille sig at de faktisk kunne spille sig mere varme i løbet af aftenen, men det var det der skete. 

Fantastiske hver især og som helhed 

Hver musiker havde noget specielt at byde på, og havde i mere eller mindre grad et soloparti hvor der blev spillet igennem. Jeg lagde specielt mærke til trækbasunen som havde en solo i et nummer. Der var så meget udtryk i det, at jeg kunne ønske mig et helt nummer, kun med basunen som hovedelement. 

Mark King har aldrig været lige så virtuos sanger som han er på bas, men han leverer vokalen med en god særlig klang i stemmen. Den gode og karakteristiske stemme holder godt, men jeg synes ikke den er prangende. I dag har han også mistet lidt klang, og den er ikke lige så gennemtrængende som i gamle dage. Men han klarede det ret godt, og samtidigt med at der kommer gode backing vocals fra øst og vest på scenen, havde han en god platform til at synge lead med god succes. Og bas kunne han edermame spille, som man kunne høre i sin solo i “Love Games”, med et kæmpe bifald til følge. 

Stor rytmik

Trommeslager Pete Ray Biggin lavede ikke nogen solo, og det behøvede han heller ikke, for der var så meget rytmik i klangbilledet, at han shinede totalt med sine særartede funk-jazz-swing-rytmer. Det lød som om at der var to trommeslagere, for han styrede trommesættet traditionelt med stortromme, lilletromme og bækkener, hvor han samtidigt spillede latinamerikanske trommer som var sat op lige til hans venstre hånd.

Blæs

De tre blæsere trumpet, saxofon og trækbasun, var særdeles effektive i klang. Det skyldes bland andet at den voicing, hvordan akkorderne er bygget op, fik en optimal slagkraftighed. Der var sågar et nummer hvor alle, undtagen trommeslageren, sang samtidigt, hvilket gav en fantastisk vokalklang oven i trommer, bas, guitar og keyboard. Lige så snart der var blevet sunget i kor, tog de 3 blæsemusikere instrumenterne op til munden igen.  

Encore

Publikum var i den syvende himmel da “Heaven in My Hands”, “The Chinese Way” og “Hot Water” blev spillet som ekstranumre. De nåede også at fyre et par citater af, blandt andet Jimi Henrix, og så havde de Magnificent Seven også givet den gas i hele 2 timer.

Ringe numre var der ikke nogle af, og der var ikke noget der ikke svingede. Mark King var en lille smule vag at høre på en gang imellem, men det er også det eneste. Det var bare højt niveau hos Level 42, og jeg ender på 4,5 stjerner til lørdagens koncert.