Life of Agony og Biohazard i Amager Bio

Det gik ikke stille for sig, da Amager Bio åbnede sluserne for co-headlinere, de amerikanske bands Life of Agony og Biohazard. Trykluftboret var taget i brug hos begge bands, som ikke gav op før, folk var gennembanket af lydtrykket fra scenen.

Life of Agony

Det var ikke en koncert som stod i nuancernes/dynamikkens navn, men intensitet og fed performance var der nok af. Der blev lagt ud med “River Runs Red” som allerede viste hvilken energi der lå i deres lemmer. Det var helt vildt, og det var ikke kun i starten. De slappede ikke af et eneste sekund i løbet af koncerten. 

Der blev væltet mange ord ud til publikum fra frontfigur Keith Caputo (som for nogle år siden optrådte som en kvinde ved navn Mina Caputo), og han var eminent til at geare dem op. Han havde mange argumenter for, at folk skulle røre sig lidt mere på gulvet, og han gav ikke op. 

Der blev sluttet af med “Underground” med en måske større intensitet end tidligere numre. Caputo havde fået gulvet til at gynge frem og tilbage af mennesker, som var blevet gearet op til den helt store mosh.

Der var ikke mange numre der havde bløde passager hvor ørerne lige kunne slappe lidt af. Det var et ret massivt rytme-bombardement fra start til slut. Det blev til 12 numre på de 70 minutter de fik på scenen. Der var ikke ét kedeligt øjeblik, for det var virkelig musikere som kunne performe til den store guldmedalje.

Samtidig var det ret gode sange sættet bestod af, så jeg ender på lækre 4,5 stjerner til Life of Agony. 

Biohazard

De musikalske muskelmænd fra Brooklyn, gik på scenen med efterfølgende bifald fra salen. Bandet har larmet siden 1990, og har en ganske stor kult status, hvilket man godt kunne fornemme fra start. Det er altid sjovt i en anmeldelse at skrive, at gulvet rystede, men det gjorde det rent faktisk. De vibrationener jeg fik nede fra gulvet, stoppede først ved knæskallerne. Det var som en slagboremaskine der var løbet løbsk på scenen.

Det var ikke virtuositet eller raffinerede detaljer vi blev udsat for, og der var måske også blevet pumpet mere jern, end der var blevet øvet på instrumenter før bandet gik på scenen. Men det var faktisk ret fed musik, for det var virkelig folk der gik all in på det de stod for. Med til tider, hele 3 ud af fire på leadvokal på samme tid, var der gang i meget på scenen, og god kemi mellem musikerne kunne næsten ikke undgås. 

Trommerne fra Danny Schuler var stramme og støjende, og bassen fra Evan Seinfeld var dejligt buldrende…Seinfeld…hmm….ja, han ER rent faktisk i familie med Jerry Seinfeld, angiveligt en fætter til den store komiker.

Som nævnt, ikke nuancernes og dynamikkens fest, for musikken kørte i samme type hårdtslående anslag hele koncerten igennem, på både godt og på ondt. Sangskrivningen er hvad den er, og ikke i min verden noget der giver gåsehud. Men når der skal opnås godstogs-lignende rytmeflow, er formstrukturerne skabt til Biohazards agenda. Dog var det ikke et heeelt ustoppeligt godstog, for en time inde i koncerten, stoppede de midt i et nummer, da en hardcore fan hoppede på scenen og skabte sig åndsvagt. Dog så det ud til, at han fik lov til at moshe videre på bagscenen til venstre under supervision fra en rodie. Det var da også ganske underholdende.

Det var også tydeligt at fornemme på publikum, at der ikke var mange der gabte eller så skuffende ud. Det var tværtimod en ren hardcore metal fest, der først stoppede efter sidste beat fra bandet. Jeg ender på 4 stjerner til Biohazard.