…like it´s 1989!

Der var 2 solgte billetter og 26 personer på gæstelisten i lørdags, da danske Rebecca Lou gav den op i Forbrændingen sammen med FooN og girlcrush. Så der var godtnok mange, der gik glip af noget. Til gengæld var det hyggeligt. Forsamlingen var præget af familie, venner, en anmelder eller to og bands, der tydeligvis nød at se hinandens optrædener.

Første band…

Første band på skafottet var FooN. FooN spiller indierock med store armbevægelser. Det er altid sympatisk, når upcoming bands får og tager chancen for at vise hvad de kan, og det gjorde FooN skam. Materialet er solidt nok, men nogle flere timer i øveren til at opbygge rutine er nødvendig, og en kammeratlig samtale med lydmanden, som undertrykte diskant og mellemtone og hev op i bassen, så detaljer i lydbilledet var totalt fraværende. 2 stjerner til FooN

girlscrush

Anden akt hed girlcrush. Hvis du hører P6 Beat, så har du helt sikkert hørt “I’ll Take My Clothes Off For You” spillet mere end én gang. Så den spillede de først. “… Take My Clothes Off …” er en rigtig banger og et fremragende eksempel på, hvad de tre piger i bandet kan og gør: Gode popmelodier i stil med The Go-Gos dvs. iklædt skarp guitar, højt pitchede pigestemmer og lækre vokalharmonier.

Men hvor The Go-Gos var tyggegummi-pop med hang til mænd og kokain, så er girlcrush efter eget udsagn “Queer feminist pop-punk band, specialising in angry, catchy, awfully played songs”. For ligesom at bruge den vinkel så forklarede trommeslager Andrea, at der efter koncerterne altid kom én eller anden mand og forklarede, hvad de burde gøre anderledes. Til ham havde de skrevet sangen “Start your own fucking band!”.

Det er jo mig! Sørens osse! Heldigvis for girlcrush så har de fat i den lange ende. Der er ikke meget, der skal gøres anderledes. Håndværket og øret for den gode melodi er langt over middel, og arrangementerne – specielt de vokale – er spitzenklasse. Men der går lidt vel meget fjasen i den. Sødt nok at girlcrush har det festligt med at spille live, men tag lige fniseriet under træning. Når I går i ringen, så er det for at vinde!

3 stjerner til girlcrush

Hovednavnet kom på

Hvor meget forskel den attitude gør, blev illustreret ca. 20 minutter senere, da aftenens hovednavn gik på scenen. I forhold til girlcrush’ underholdende tjatterier, så var Rebecca Lou en solid kæberasler.

Bandet Rebecca Lou anføres af sangerinde Rebecca Armstrong, der tidligere slog sine folder i heavyrockorkesteret Stella Blackrose. På trods af airplay og rotation på MyRock, så var det aldrig rigtig et koncept der løftede sig. Heavyrocken med alle dens konventioner og begrænsninger er svær at ramme plet i.

Istedet har Ms. Armstrong nu bragt sin store, rå stemme til anvendelse i en poppet punk, som den blev opfundet af Bob Mould og Paul Westerberg tilbage i sen-80’erne. Og ligesom det var tilfældet for deres bands, Hüsker Dü og Replacements, så må Rebecca Lous sange gerne rive og kradse og handle om desparation og fremmedgjorthed, men melodien skal satme være i orden – uanset det tempo den afleveres i!

Og der blev afleveret. Bandet har lige udgivet deres debut-LP, Bleed, i august, og lagde naturligt nok fra land med de ferme og genretro ‘Not For You’ og ‘No Surrender’. Lydpulten var blevet overtaget af mere kompetente kræfter allerede under girlcrush, og både diskant var nu kørt op, hvor det hører til.

I det hele taget var i løbet af ingen tid åbenlyst, at Rebecca Lou bare er et bedre band end de fleste. Og rockmusiker er ikke noget de leger – ambitionerne og niveauet i sangskrivningen og fremførelsen er overskudsagtig kompetent. Det var bassist Paw Skovbye, der holdt sammen på stumperne i maskinrummet, mens Joachim Holmgaard rasede løs i et imponerende præcist og kraftfuldt guitarspil. Med 20 netop overståede koncerter i Tyskland, Schweiz og Østrig var sammenspillet usvigelig sikkert, og det kunne mærkes langt ud over scenekanten.

Midt i hele stod Rebecca Armstrong i sort tøj, læderjakke og makeup. Her var ikke noget fniseri mellem numrene, uanset at publikum mest bestod af venner og familie. Istedet var det 100% vinderattitude og “Hva’ så, Forbrændingen?” af fuld hals. Mange kunne have tabt på det forsøg, men Rebecca har X-faktor af samme slags som Beth Ditto fra Gossip, så når hun kommanderer “Tættere på!” til den spredte flok foran scenen, så gør vi publikummer, som der bliver sagt.

Det brugte Rebecca Lou til at fræse rundt i snart sagt hele repertoriet på yderligere en halv snes iørefaldende numre. Fra titelnummeret på den foregående EP, Skeletons, over den danceable “Sugar Sugar Sugar!” til “Ugly Smile”, “Take Your Time” og DR-rotatoren “Nightstar” fra Bleed.

Og vel var de ca. 30 publikummer forståeligt nok revet med og svingede igennem med garnet nede foran. Men bag dem var gulvet gabende tomt. Det må have set trist ud fra scenen og været fristende at slække på intensiteten og koncertdisciplinen. Sådan leger Rebecca Lou bare ikke. De spillede som besatte, og Rebecca Armstrong sang, som gjaldt det livet.

Henvendelserne udover scenekanten var til hvad der burde være en fyldt sal – ikke til onkel Jørgen, som stod og klappede ude til højre. Det kunne have været kikset, men det var det ikke. Det var Rebecca Lou, der havde situationsfornemmelsen, og alle jer, der blev væk, som mangler den.

Det kræver et band med cojones at møde på arbejde en lørdag aften og konstatere, at man kun har fået 2 personlige stemmer i billetlugen, for så at gå på scenen og alligevel party like it’s 1989. Det har Rebecca Lou, så næste gang de spiller, skal du med, din dovne slyngel!

Rebecca Lou-koncerten får solide 4 stjerner herfra RockZeit.